Jens Steen Sehested, til Lundsgaard og Selleberg

  http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I35362&tree=2

Jens Steen Sehested (1635 – 1698) var en dansk adelsmand og digter.

Han var søn af Hannibal Sehested. Jens Steen Sehested blev født uden for ægteskab og var derfor ikke retmæssig arving. Han blev dog i 1676 anerkendt som adelig. Han ernærede sig som officer i udlandet. I 1666 vendte han tilbage til Danmark, sandsynligvis på grund af faderens død. Han udsendte digtet Der Untadeliche-States-Welt-Man Dichterisch entworfen i 1669.

Han blev ansat som kvartermester i København. Under opholdet her (1670 – 1671) skrev han sit mest kendte digt Kiøbenhaufns Mis-Trøstige Dog villige Fangers Ynkelige Klage-maal, der beskriver hvordan han vansmægter fordi han ikke har penge til at nyde byens glæder for. Digtet er samtidig en enestående kilde til gadelivet i 1600-tallets København.

I slutningen af 1671 gjorde han tjeneste på Fyn, hvor han skrev digtet Det herlige og priisværdige Landskab Fyens billige Berømmelse, der fremhæver områdets gode sider i forhold til hans nylige storstadsophold.

http://da.wikipedia.org/wiki/Jens_Steen_Sehested

Jens Steen Sehested, ca. 1640-.1698, forfatter. Død antagelig på Rugård, Veflinge sg. S.s mor skal have været en københavnsk borgerdatter. Han blev legitimeret og 1676 adlet med familien S.s våben. I sine unge dage har han vistnok været i udenlansk krigstjeneste; om hans hjemlige militære karriere vides at han 1669 var kvartermester og n.å. løjtnant i den fynske (1675 i den sjællandsk-fynske) rostjeneste. 1676 blev han generaladjudantløjtnant, n.å. generaladjudant, 1679 oberstløjtnant i andet sjællandske nationale rytterregiment og nævnes 1683 som pensioneret oberst. 1687 var han ejer af Lundsgård (dengang en adelig sædegård) ved Espe på Fyn, og 1687–96 ejede han hustruens fædrenegård Sellebjerg mellem Odense og Kerteminde. Økonomisk var han dårligt situeret, men kunne dog give en håndsrækning til sin endnu ringere stillede digterbroder Poul Pedersen, der til gengæld har hyldet ham som "vores danske Pindarus". S. var verdensmand; han har skrevet digte både på dansk, tysk og hollandsk. I sit tidligst trykte digt Der Unladeliche States- Welt-Man, 1669 er han den første talsmand herhjemme for en verdslig præget livsanskuelse. Dydernis Prøvesteen, trykt 1671 under det af ham oftere benyttede pseudonym "Siennest" (omstilling af bogstaverne i Jens Sten), er en abstrakt satire hvor personificerede dyder indføres talende, og kan betragtes som en udramatisk udløber af de gamle moraliteter. Langt interessantere er Pigernes Dyd- og Laster-Speyl (måske trykt første gang s.å.), en satirisk-moraliserende skildring af kvinden fra vuggen til 30 års alderen; den er fuld af realistisk opfattede småtræk og situationer og giver et levende billede af tidens dagligliv, dets huslige sysler, folketro og skik, familieliv osv. Af S.s egen kummerlige Kbh.s-tilværelse i 1670ernes begyndelse med lediggang og værtshusliv får man et indtryk gennem en rimet Supplik til kongen Kiøbenhaufns Fangers ynkelige Klagemaal, 1671 som minder om Anders Bordings Forhaabnings og Forhalings Griller. Modstykket hertil er Det her-Uge og priisværdige Landskabs Fyens billige Berømmelse, 1671 (ny udg. ved Rasmus Nyerup 1784, og Erik Sønderholm 1969) der gør øens frugtbarhed og navnlig dens kulinariske herligheder til genstand for en panegyrik der så sent som 1856 af den fynske bondesøn N. M. Petersen får det skudsmål at den endnu kan gotte en fynbo. S.s produktion består desuden af salmer og lejlighedspoesi, fx digte til Niels Juel og Karen Brahe; adskilligt henligger utrykt. Hans stil spiller mellem tyskpræget barok og folkelig tone, og ligesom Bording anvender han både aleksandrinere og korte metra. Han selv har været en blanding af en kavaler og en sørgmunter boheme. S. er trods et kvantitativt lille trykt forfatterskab en af de interessanteste og originaleste danske barokdigtere; en tekstkritisk udgave af hans trykte og utrykte arbejder er derfor et desideratum for den danske litteraturhistorie.

Familie

Forældre: Hannibal S. (1609–66). Gift 20.3.1679 i Odense med Mette Sophie Parsberg, døbt 27.1.1655 på Eskilstrup, død tidligst 1709, d. af Niels P. til Eskilstrup og Sellebjerg (1620-senest 74) og Kirsten Kaas (1616–84).

Bibliografi

C. J. Brandt og L. Helveg: Den danske psalmedigtn. I, 1846 361–63. G. Strøm i Saml. til Fyns hist. og top. V, 1871 320f. J. Paludan: Fremmed indflydelse på den da. nationallit. I-II, 1887–1913. Deliciarum manipulus Danicarum, udg. V. J. v. Holstein-Rathlou, 1914 33–58 161–63. Vilh. Andersen: Sommer, 1926 83–86. Emil Frederiksen: Barokken i da. digtn., 1935 128–34. Ejnar Thomsen: Barokken i da. digtn., 1935 (ny udg. 1971). F. J. Billeskov Jansen: Danm.s digtekunst I, 1944 (fot. optr. 1964). Aage Fasmer Blomberg i Fynske årbøger 1950 1–79. Dansk barokdigtn. 1600–1750, ved Erik Sønderholm I-II, 1969–71. Dansk barok 1630–1700, udg. samme, 1974. http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kul...

Sehested, Jens Steen, –1698, Officer og Digter, var en uægte Søn af den bekjendte Hannibal S. , der skal have lyst ham i Kuld og Kjøn, men i alt Fald ikke maa have sørget for hans Fremtid, da han i det utrykte Digt «Kjøbenhavns mistrøstige, dog villige Fangers ynkelige Klagemaab halv humoristisk skildrer sig selv som fattig og nødlidende Supplikant, der maa

        «søge Seng med Bassen 

        og æde mullent Brød i Smug 

         og drikke Vand med Gasen,» 

skjønt han den Gang allerede under «3 Potentater» havde forsøgt sig i Kamp med Svenskere og Polakker. Rimeligvis var det som Æventyrer i dansk og udenlandsk Krigstjeneste, at han

        «red saa mangen Vinternat 

        foruden foret Muffe. 

        I Sne og Fog, i Slag og Slud 

        jeg har mig ofte vovet 

        og lugtet udaf Fjendens Krud, 

        mens andre sødt har sovet.» 

Fra 1670 forekommer han som Lieutenant i Rostjenesten, 1676 udnævntes han til GeneraladjudantLieutenant, 1677 til Generaladjudant. 1678 sendtes han til Bornholm i Anledning af den der strandede Flaade. 1679 blev han Oberstlieutenant ved 2. sjællandske nationale Rytterregiment, men fik s. A. sin Afsked. Imidlertid var han, som 1676 var bleven optagen i Adelstanden, 20. Marts 1679 ble ven viet til Mette Sophie Parsberg, Datter af Niels P. til Selleberg ved Odense, hvilken Hovedgaard han blev Ejer af. Alligevel skal han stadig have lidt under Pengenød, hvad der ogsaa synes at fremgaa af en anden rimet Ansøgning: «Sylvanders Afsked fra Kjøbenhavn d. 11. Juni 1695» (Univ. Bibl., Additam., Fol., Nr. 167), som dog nærmest drejer sig om Tabet af en Jagtrettighed.

Ved sin Død først i 1698 mindedes han som en hjærtensgod og munter Mand, som tog sig af fattige Brødre i Apollo, f. Ex. Poeten Poul Pedersen, der til Gjengjæld stærkt overdriver sin Mæcens Digtergaver, naar han sætter ham ved Kingos Side paa Parnassets Spids.

S. besad ikke nogen synderlig klassisk Dannelse, men gode Evner og havde set sig en Del om i Verden, saa at han formaaede at digte paa Dansk, Tysk og Hollandsk, ligesom han skal have været musikalsk og i Stand til at improvisere paa Vers, en Færdighed, som Datiden i høj Grad beundrede. Vi kunne ikke sætte ham højt som Digter; han er stærkt paavirket af sin Tids Moderetninger, baade den stift højtidelige Alexandrinerstil og Hoffmannswaldaus og Lohensteins søgte Billedrigdom, skruede Ordsammensætninger og Epitheta, platte Brandere og Ordspil, som ikke mindst træde frem i Prosaindledninger til hans Digte og i de kunstige Anagrammer, hvori han jævnlig omskriver sit Navn («Sjennest» ɔ: Jens Sten, o. a.). I denne Smag er hans Æredigt til Niels Juel 1677 eller 78 og hans første bekjendte Digt, en tysk Ansøgning til Frederik III, «Der untadeliche Staates-Welt-Marni» (1669), der er mærkelig som et Forsvar for modernere verdslig Dannelse imod den her hjemme herskende gejstlige og latinske og viser S.s Belæsthed i tysk Litteratur, samt det dialogiserede allegoriske Læredigt «Dydernes Prøvesten» (1671). Men ligesom den jævnaldrende Kingo og flere af Tidens Poeter anslaar han ganske andre Strænge i Satiren og den mere personlige Digtning. Her kommer den jævne danske Tone til Ære i en vis plump Gemytlighed med livs- og tidsskildrende Træk. «Pigernes Dyd- og Laster-Spejl» giver en ret livlig Skildring af Tidens Kvindesæder og -moder, medens «Fyns Berømmelse» (1671; paa ny udg. af Nyerup 1784) hører til de den Gang almindelige topografisk-naturbeskrivende Digte og priser det Land, hvor Forfatteren senere fik sin Hjemstavn, særlig for dets spiselige Frembringelser. Her opgiver S. Alexandrineren for de 4fodede Bordingske Jamber ligesom i det vistnok omtrent samtidige ovennævnte «Klagemaal», en aabenbar Efterligning af Bordings «Forhaabnings- og Forhalingsgriller». Denne Skildring af Livet i Christian V’s Kjøbenhavn og Digterens nødtvungne Ophold der, den Gang han «om naadig Befordring Jævnlig Søgte Slottet», hører ubetinget til det bedste og mest personlige, han har skrevet, og overgaar langt saa vel den beslægtede «Sylvanders Afsked» som et tredje af de «mange utrykte Digte», han skal have efterladt, «Tromenende Erindring til alle danske Poeter» (1671), en Lovprisning af Modersmaalet og Digtekunsten i kjedelige Alexandrinere (Univ. Bibl., Additam., Fol., Nr. 167). Hans Salmer er hverken værre eller bedre end det meste af Tidens øvrige religiøse Poesi.

Nova lit. maris Balth. 1698, S. 63. Gl. kgl. Saml. 4°, Nr. 3018 b. Rahbek og Nyerup, Bidr. t. d. danske Digtekunsts Hist. III, 280 ff. Paludan, Renaissancebevægelsen i Danmarks Lit. S. 359 ff.

J. Paludan.

http://runeberg.org/dbl/15/0516.html