Johan (Hans) Wilhelmsen Lauremberg

Lauremberg, Johann Willmsen, tysk satirdiktare och matematiker, f. 1590 i Rostock, d. 1658 i Sorö, blef 1618 professor i poesi i Rostock och kallades 1623 till professor i matematik vid riddar-akadernien i Sorö. Utom matematiska skrifter författade L. en geografi öfver Grekland, Grczcia anliqua (utg. af Pufendorf, 1660), åtskilliga latinska dikter, bland hvilka de märkligaste äro Salyra elegantissima och Daphnorini querimonia (utg. tillsammans 1680), mytologiska hofkomedier på högtyska samt fyra platttyska satirer (1652; samtidigt på danska, utg. al J. Paludan 1889-90), utgifna i många uppl. under titeln Veer olde beröhmede schertzgedichte. Dessa med saft och kraft skrifna, folkliga och ofta något grofkorniga satirer ha tjänat Holberg till mönster. L. vänder sig i dem mot den "alamodiska" härm-ningen af franska dräkter och seder samt af sydeuropeisk poesi. Se arbeten af Latcudorf (1875), Braune (1880), L. Daae (1884) och Weimer (1900).

Nordisk familjebok / Uggleupplagan. 15. Kromat - Ledvätska / 1379-1380 (1911)

Lauremberg, Hans Willumsen, 1590-1658, Mathematiker, Filolog og Digter. Hans eller Johan L., en Søn af Professor medicinæ Wilhelm L. og Johanna Longueil, er født i Rostock 26. Febr. 1590. Efter Studier ved sin Fødebys Skole og Universitet rejste han flere Aar i Holland, England, Frankrig og Italien, blev Dr. med., men dyrkede især klassisk-humanistiske Studier og udmærkede sig som latinsk og græsk Poet. 1618 blev han hjemkaldt som Professor i latinsk Poesi i Rostock og ægtede Aaret efter Maria Lilie, en Kjøbmandsdatter fra Hamborg. Ved Siden af Filologi og Antikviteter havde L. imidlertid i Tidens polyhistoriske Aand ogsaa lagt sig efter Mathematik og Korttegning, og 1623 modtog han paa Foranledning af den lærde Holger Rosenkrantz en Kaldelse som Professor i Geografi og mathematiske Videnskaber ved det nys oprettede adelige Akademi i Sorø, hvor Lærerbesætningen væsentlig var tysk.

Under sin 25aarige Virksomhed i Sorø udgav L. mathematiske Lærebøger, hvis Form dog til Dels vidner om Forfatterens overvejende skjønlitterære Interesser. Regeringen benyttede ham ogsaa siden 1631 til Arbejdet ved Danmarks Kortlægning, i hvilken Anledning han jævnlig berejste Rigets forskjellige Provinser og synes at have lagt et godt Grundlag, som dog ikke afsatte litterære Frugter under hans eget Navn. Han knyttede Venskabs- og Familieforbindelser i Danmark, hvor flere af hans Slægt indvandrede, og stod i Forhold baade til Hoffet, især til Kong Frederik III, til Holger Rosenkrantz og andre fornemme Mænd. Alligevel var hans Stilling ikke lykkelig, og det fremgaar af flere Bønskrifter paa latinske Vers fra hans senere Aar, især «Daphnorini qverimonia de suo et academiæ Soranæ statu», at han var alt andet end tilfreds med sine adelige Elever og plagedes af Sygdom og Gjæld. Fjendtlige ndfald og Dyrtid i Aarhundredets Midte havde forarmet Landet og gjort Lønningernes Udbetaling uregelmæssig, saa at L., der havde stor Familie, synes at have endt sine Dage i Næringssorg. Han døde 28. Febr. 1658 og efterfulgtes i Embedet af sin nedennævnte Søn Sebastian L.

Uagtet der ikke er bevaret noget Værk paa Dansk fra L.s Haand, og skjønt det vel er usikkert, i hvilket Omfang han har behersket vort Sprog, har han dog haft en ikke ringe Indflydelse paa dansk Aandsliv, og det mere som Digter end som Videnskabsmand. Allerede som en af Tidens mest fremragende latinske Poeter har han Betydning; i talrige Lejlighedsdigte optraadte han bl. a. som Ordfører for Akademiet, og hans «Satyra» (1636) indeholder Spirerne til de senere plattyske Skjæmtedigte. Men det er dog især som Hofpoet, at L. betegner et Vendepunkt i vort Skuespils Historie. Man kjendte her til Lands kun Reformationstidens religiøsmoralske Skolekomedie, da L. 1634 i Anledning af Christian IV’s ældste Søns Bryllup skrev 2 mythologisk-allegoriske Festdramer paa Tysk, «Aqvilo» og «Kong Phineus», i Renæssancens verdslige Kunststil, som den Gang selv i Tyskland var temmelig ny. Disse Skuespil og en sammen med dem opført Ballet gjorde det ganske af med den gamle dramatiske Smag hos os. Aaret efter spilledes for sidste Gang en Skolekomedie, og 21 Aar senere, ved Christian V’s Hylding 1655, førte L. atter Skuespillet et Skridt videre i Renæssancens Aand med den første her opførte Opera, «Arion», en allegorisk Lykønskning fra Akademiet.

Den nærmeste Følge af dette Smagsomslag blev imidlertid, at Skuespil paa Dansk for lang Tid ophørte og afløstes af tyske og franske Balletter og Operaer. L.s reciterende Skuespil bleve ikke efterlignede og have i og for sig heller ikke stort Værd: det højtyske Sprog, som han her var nødt til at anvende, og den nye Kunststil, som han egentlig ikke yndede, hindrede den frie Udfoldelse af hans Digterevne. Det bedste er de indlagte komiske Bondescener paa hans plattyske Modersmaal, som varsle om hans, ligeledes plattyske, Hovedværk: «Veer Schertzgedichte» (1652). Her slaar han sig rigtig løs i gammeldags-gemytlig, bred og snakkesalig, jævnlig ogsaa plump og uanstændig Satire over Tidens «alamodiske» Noder og Unoder i Dragt og Sprog, over Lejlighedsdigtningen og ikke mindst over den nye, stive og højtidelige, regelrette Kunstpoesi, hvis Versemaal, Alexandrineren, han dog selv benytter.

Skjønt Satiren nærmere er rettet mod nordtyske end mod danske Samfundstilstande, vandt Skjæmtedigtene megen Paaskjønnelse her. Den anonyme danske Oversættelse af 1652 er i sproglig Henseende et betydeligt Arbejde, den første større Digtning paa Alexandrinere, som kom i Trykken hos os, og den følgende Tids Metrikere og Digtere lige ned til Falster og Holberg nævne ofte L. eller bære Spor af hans Paavirkning. I Tyskland opfattedes han nærmest som en Modstander af den nye Tids digteriske Udvikling, og først ved vore Dages voxende Interesse for Dialektdigtning er Opmærksomheden atter bleven henvendt paa ham. Her i sit andet Fædreland derimod stod han som en Repræsentant for Humanismens og Renæssancens Ideer og har i flere Henseender givet vor Litteratur et Stød fremad.

L. Daae, Om Humanisten og Satirikeren Joh. L. (Chra. 1884). H. W. L.s Fire Skjæmtedigte, udg. af J. Paludan (1889).

J. Paludan.

– Som mathematisk Forfatter har H. W. Lauremberg udgivet Arbejder over Arithmetik og Algebra samt Landmaaling. I disse spille dog virkelige Forklaringer en mindre Rolle end lærde sproglige og historiske Oplysninger. Dette stemmer vel med, at Bøgernes meget elementære Indhold da var et lærd Fag, bestemt for Akademisterne i Sorø, men ikke mindre med Forfatterens egen Smag. Denne viser han ogsaa ved at hente sine Exempler fra Anekdoter i Historien og Mythologien og fra klassiske Forfattere. Derfra tilvejebringer han et ret betydeligt Øvelsesmateriale. Større mathematisk Interesse frembyder dog en lille Samling kuriøse Talopgaver og mathematiske Lege. De fleste af disse findes vel i Bachet de Méziriacs da nylig udkomne «Problèmes délectables»; men L. gjengiver dem paa selvstændig Maade, maaske efter Bachets ældre Kilder. Han henfører udtrykkelig sin Løsning i hele Tal af ubestemte Ligninger af 1. Grad til en arabisk Regel, hvad der synes at stride mod den sædvanlige Antagelse om Bachets Originalitet paa dette Omraade. – Alt i alt har L. fra sit Ophold i Vestevropa bragt et mathematisk Pust her til Landet. Særlig maa det paaskjønnes, at han allerede 1628 her indførte Brugen af de da saa nye Logarithmer.

H. G. Zeuthen. Bricka: dansk biografisk leksikon