Johannes Skeelesen

N.N. Skeel

• 1. Led - Skeel

Det enkle heraldiske mærke, et tværdelt og i første felt delt skjold, hører til de ældst forekommende danske våbenmærker, som oftest ledsaget af et hjelmtegn med to svanehalse bidende i en ring.

Skeel-slægtens fælles stamfader nævnes indirekte via sønnerne, der omtales som brødre.

Barn

• + 1. Johannes Skeelesen Skeel, d. Ett 1366, Jylland, Danmark
• + 2. Anders Jensen Skeel, d. Ett 1369, Jylland, Danmark

Notater

Indeskriften paa den malede Slægtstavle i Aalum Kirke:

• Paa denne Tafle og Ramme Findes de gamle Skieelers Stamme Fra Fader til Søn ud ad Rad Den rette Old Linie nedad, Som i Danmark har bygged og boed Med dier Fruer af ædel Roed, Men hvem den Første Faer har vaaren, Og hvo Skieelers Nafn først hawer baaren, Det kan ikke vides til fuld, Det er for mang' Aar lagt i Muld, Gud hiælp dier Børn baader Smaa og Stor At trien i deris Oldfaders Spor.

Kilder:

1. Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen. Danmarks Adels Aarbog. Dansk Adelsforening, DAA 1943:90.
2. https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I5507&tree=2
3. http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Skeel/usikker.htm
4. http://finnholbek.dk/genealogy/showmedia.php?mediaID=1442&medialink...

Slægten Skeel - Scheel

Det enkle heraldiske mærke, et tværdelt og i første felt delt skjold, hører til de ældst forekommende danske våbenmærker, som oftest ledsaget af et hjelmtegn med to svanehalse bidende i en ring. Fra midten af det 13. århundrede træffes dette skjoldmærke i Sjælland og Skåne, ført af en slægt, som siden efter våbenet kaldtes Drefeld eller Trefeld; kun et par generationer senere genfindes mærket i jyske sigiler.

Mangelen af faste slægtsnavne i forbindelse med det sparsomt bevarede kildemateriale gør det umuligt at opstille en blot nogenlunde sandsynlig hypotese for samhørigheden mellem de personer, som dels uden slægtsnavn, dels med tilnavne som Drefeld, Juel, Raale, Rød, Sandberg, Skeel, Splid, Stangeberg (Tangeberg), Ulf og Viffert har ført dette våben, men man må vel ikke desto mindre med Thiset gå ud fra, at en sådan samhørighed består; Thiset ser, sikkert med rette, bort fra farvernes forskellige orden i skjoldet: Drefeldt (rødt, sølv og blåt), Sandberg (rødt, blåt og sølv), Skeel (sølv rødt og blåt) og Viffert (blåt, sølv og rødt), og støtter sig navnlig på hjelmtegnets vægtige indicium; i sig selv er skjoldmærket af en så enkel karakter, at det synes betænkeligt at bygge alene herpå.

Med hensyn til slægtens oprindelse er slægtebøgerne næsten alle enige om, at den udspringer fra Albret Rytter, kaldet Lange skeel, der skal have ejet Møgtved og være indvandret fra Meissen. Om det første led i traditionen kan kun siges, at man ikke har bevaret noget dokumentarisk vidnesbyrd om ejerforholdet, men den kendsgerning, at væbneren Niels Assersen i årene 1410-15 skrives til denne gård, gør vel overleveringen mindre sandsynlig; det sidste, oprindelsen fra Meissen, er givet forkert. Det ældste sikre vidnesbyrd om slægten er Johannes Skeelesens forekomst på Almind Sysselting i 1366, og på egnen mellem Vejle og Kolding må slægtens oprindelse sikkert søges. Herfra bredte den sig dels sydpå – hvilken bevægelse allerede efter en generations forløb stoppede op – dels nordpå, indtil den i den herrregårdsrige egn mellem Århus og Randers og på Djursland fandt blivende bo.

Om slægtsnavnet er et oprindeligt personligt tilnavn – som øgenavn for et skeløjet medlem af familien – eller er optaget fra en stammoder af den i 14. og 15. århundrede i omegnen af Ribe bofaste slægt Skeel eller Skelle (med en ørneklo i skjoldet) lader sig ikke afgøre. Den grevelige linje fører navnet i formen Scheel.

Medens slægten gennem det 15. og det meste af det 16. århundrede førte en mere tilbagetrukken tilværelse, nåede den i slutningen af det 16. århundrede op i højadelens kreds – 1570 ægtede Christen Skeel til Hegnet (nr. 49) Otte Brahes datter Margrethe, 1581 optoges han i Rigsrådet -, og i det 17. århundredes første halvdel falder slægtens egentlige blomstringstid, hvor mænd som rigsadmiralen hr. Albret til Hegnet (nr. 58), rigsråden hr. Otte til Hammelmose (nr. 62) og rigsmarsken hr. Jørgen til Hegnet (nr. 64) – og i næste slægtled, hr. Christen Albretsen (nr. 70), hr. Otte Albretsen (nr. 72) og den rige Christen Skeel Jørgensen (nr. 93) formåede at hæve sig til førende stillinger ikke blot i kraft af deres rigdom og slægtsforbindelser, men også ved personlig begavelse og handlekraft.

Skeel'ernes navn har aldrig været knyttet til nogen slægtebog, men ikke desto mindre har slægten på flere måder bevist sin vedholden ved traditionen, hvorom det første vidnesbyrd er det her afbillede epitafium i Vinderslev kirke fra 1564, hvor rammen dannes af et overordentligt vel udført træskærerarbejde, rummende de 16 anevåbener for hver af ægtefællerne Niels Skeel til Nygaard (nr. 45) og Karine Krabbe. Også dette epitafium, som er et af de tidligste eksempler på 16 anevåbener i udsmykningen, er et smukt vidnesbyrd blandt flere om den danske adels viden om sin herkomst, idet Niels Skeels 8 aner er angivet i nøje overensstemmelse med hvad vi nu ved (våbenerne er Skeel, Løvenbalk, Limbek, Rotfeld, Hvas, Gyldenstierne, Holck og Rosengaard); 16-anerækken stemmer derimod ikke med hvad vi nu kan opstille.

Sit mest prægnante udtryk fik slægtens historiske interesse og dens på en gang ydmyge og stolte slægtsbevidsthed i indskriften på den malede slægtstavle i Aalum kirke:

Paa denne Tafle og Ramme Findes de gamle Skieelers Stamme Fra Fader til Søn ud ad Rad Den rette Old Linie nedad, Som i Danmark har bygged og boed Med dier Fruer af ædel Roed, Men hvem den Første Faer har vaaren, Og hvo Skieelers Nafn først hawer baaren, Det kan ikke vides til fuld, Det er for mang' Aar lagt i Muld, Gud hiælp dier Børn baader Smaa og Stor At trien i deris Oldfaders Spor.

Medens slægten, som jo den danske adel i almindelighed, kun i forholdsvis ringe grad har helliget sig litterære sysler, - Mogens Skeel til Fusingø (nr. 104), hvem man tillægger den muntre og bidske satire over Christian V's nyskabte højadel, danner en undtagelse – så har netop slægtsinteressen formået at sætte pennen i virksomhed. Vilhelm Samuel Skeel (nr. 200) har foruden sit arbejde over Roskilde adelige Jomfrukloster offentliggjort en på dybtgående arkiv- og biblioteksstudier hvilende slægtsmonografi, et for sin tid fortrinligt arbejde.

En anden side ved slægtsinteressen end den historiske er sansen for at sikre slægtens økonomiske basis og de fra fædrene nedarvede ejendomme. Slægten udmærker sig da også ved oprettelsen af et relativt stort antal majorater, således erigerede Mogens Skeel (nr. 104) 1688 stamhuset Fusingø, der tilfaldt hans datter Charlotte Amalie (nr. 129) og fulgte hendes efterslægt familien Scheel-Plessen, indtil det 1829 opgik i det grevelige Scheel-Plessenske Forlods. 1696 oprettede Otte Skeel (nr. 109) stamhuset Birkelse, der blev afløst 4. oktober 1921, og hvis hovedbesiddelse endnu er i slægtens eje. 1697 erigerede Jørgen Skeels enke Benedicte Margrethe Brockdorff (nr. 117) stamhuset Gammel Estrup, som fulgte slægten indtil afløsningen 1921. 1700 oprettedes stamhuset Holbækgaard af Berte Skeel, Niels Rosenkrantz's (nr. 103) til fordel for hendes ovennævnte broder datter Charlotte Amalie (nr. 129), med hvem også dette gik ud af slægten Skeel, og 1749 oprettedes endelig af Elisabeth Skeel (nr. 155) og hendes mand Caspar von Wessel stamhuset Broholm, der dog heller ikke kom Skeel-slægten til gode. I slægtens besiddelse er derimod endnu det under en administrationskommité, bestående ”af de tvende ældste Skeeler på mandssiden, som ere Erector af Fideicommisset nærmest beslægtede” i forening med ”en lovkyndig Mand”, stående Skeelske og Ny Skeelske Fideikommis, oprettet af Frederik Christian Skeel (nr. 164) og Catharina Elisabeth de Cicignon.

1. oktober 1725 erigerede Greve Christen Scheel af gårdene Sostrup med Debildhede og Steensmark, Skærvad, Ørbækgaard og Skern med Karmark Grevskabet Scheel, i alt 2523 Td. Htk., som imidlertid ved kongl. bevilling af 5. juni 1807 substitueredes med en Fideikommiskapital. Substitutionen ophævedes ved Tvangsauktionen i 1823 over de til det tidligere Grevskab hørende ejendomme.

Slægten er desuden kommet i besiddelse af stamhuset Rosenkrantz, bestående af Ryegaard, Trudsholm og Barritskov (frasolgt 1913) og oprettet 16. marts 1804 af gehejme-statsminister Niels Rosenkrantz i henhold til testamentariske bestemmelser af Frederik Christian Rosenkrantz (1724-1802), der var søn af statsminister Iver Rosenkrantz og Charlotte Amalie Skeel (nr. 151). Efter Niels Rosenkrantz's død gik det over til Greve Henrik Jørgen Scheel (nr. 280), i hvis efterslægt de to af godserne endnu er bevaret efter stamhusets afløsning 31. marts 1921.

Endnu skal nævnes det af Grevinde Christiane Mette Scheel, født Bille Brahe til fordel for hendes tredje søn Greve Carl Ludvig Scheel (nr. 281) oprettede Preben Braheske og det af dennes søn Greve Christian Bille Scheel (nr. 297) oprettede Bille-Scheelske fideicommis.

Slægten Skeels våben beskrives således: Skjoldet tværdelt, 1º delt af sølv og rødt, 2º blåt. På shelmen to svanehalse holdende en guldring med blå sten.

Ved patent af 29. september 1721 optoges Christian Scheel til Estrup m.m. i den danske grevestand med følgende våben: Skjoldet tværdelt – 1º delt af sølv og rødt, 2º blåt – med blåt hjerteskjold, hvori to sølvsvaner, holdende en guldring mellem sig. - På skjoldet en grevekrone eller 3 grevekroner og med elleve traller forsynede hjelme II I III: I 2 sølvsvanehalse holdende en guldring (Skeel), II 2 til albuen blåklædte arme holdende en guldrammet blå skive (Brok, Erektors farfaders moder), III en påfjer mellem et af blåt og af sort og sølv skaktavlet delt, og et af sort og sølv skaktavlet og af rødt delt vesselhorn, hvert besat med 3 påfjer (Rosenkrantz, Erektors farmoder). - Skjoldholdere: to sølvsvaner, bidende i skjoldet.

https://denstoredanske.lex.dk/Skeel

Skeel, nørrejysk uradelig slægt, der kan føres tilbage til Johannes Skelesen (nævnt 1366). Fra at have ført en tilbagetrukket tilværelse som jyske godsejere opnåede slægten gennem ægteskabsalliancer og godserhvervelser at blive centralt placeret i den danske højadel. Såvel slægtens kvinder som mænd blev gift ind i de betydeligste danske adelsslægter. Slægten konsoliderede sin stilling i slutningen af 1500-t., hvorefter den i flere generationer havde sæde i det danske rigsråd. Slægtens betydning kulminerede i 1620'erne, da ikke mindre end tre brødre var rigsrådsmedlemmer og to af dem tillige bestred rigsembeder. Således rigsadmiral Albret Skeel til Fussingø og rigsmarsk Jørgen Skeel til Gl. Estrup (1578-1631).....

https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I1306&tree=2

• *