Just Høeg, Vicestatholder i Norge

Just Høeg (1640-94) til Gjorslev og Fultofte. Diplomat, Vicestatholder i Norge. Hvid Ridder af Dannebrog den 14 jun 1674, Blå Ridder af Elefant den 20 mar 1680.

Fødtes 6. Maj 1640 som Søn af den ovfr. nævnte Just Høeg (d. 1646). Efter begge Forældrenes Død kom han 1654 paa Herlufsholms Skole, hvorfra han 1657 overgik til Akademiet paa Sorø. Efter Enevældens Indførelse begav han sig 1662 i Hoftjenesten og blev forlovet med Christian IV’s Datterdatter Sophie Amalie Lindenov.

Til hans Held hævedes igjen Forbindelsen, og han knyttede en ny med en anden velstillet Brud, Karen Iversdatter Krabbe (f. 19. Nov. 1637), der medbragte ham det store Gods Fuldtofte i Froste Herred i Skaane. Naar J. H. derimod skrives ikke blot til Fuldtofte, men ogsaa til Gjorslev, angiver dette kun hans oprindelige Arvekrav; thi selve Gaarden blev allerede ved Aar 1663 afhændet af Kreditorerne i den ældste Broder Stygge H.s Opbudsbo. 1669 forfremmedes J. H. til Kammerherre og holdt Bryllup 1670. Samme Efteraar udnævntes han til Envoyé i Haag. En vidtløftig Embedsgjerning ventede ham her, hvor mangfoldige Stridsspørgsmaal maatte afsluttes, fremvoxede paa den ene Side af en hensynsløs Handelspolitik og paa den anden Side af et ivrigt Ønske efter at optræde som Medbejler. Derhos var Forholdet til den hollandske Regering blevet lidet tilfredsstillende i Forgængerens Tid, medens det underordnede Personale ikke fandtes ganske at holde Maal. En enkelt af det, Generalfaktoren i Amsterdam, Gabriel Milan, fandt Anledning til at besvære sig over J. H., der endog truede ham med Kaarden. Klageren fortjener ingen Tillid, men dog maaske Tiltro i dette Punkt, da J. H. var og blev «en hastig Mand». Væsentligere Betydning endnu fik Legationen, da det franske Overfald 1672 syntes at true ikke blot Hollands Tilværelse, men i sine Følger endog hele Evropas Sikkerhed. J. H. faar Titel af Ambassadør og deltager virksomt i Forhandlingerne om at gjenoprette den brudte Orden, medens han tillige minder Generalstaterne om at betale Danmark de skyldige Subsidier. Først 1674 naar man til Ende paa Forhandlingerne for hans Vedkommende, da J. H. paa sin Herres Vegne 10. Juli undertegner Alliancen med Kejseren, Spanien og de forenede Nederlande.

Efter denne foreløbige Afslutning tilbagekaldtes han fra Haag og sendtes med Kreditiv af 11. Juni 1675 som Envoyé extraordinaire og med Titel af Etatsraad til Kurfyrsten af Brandenborg. Paa Englands Initiativ var Kongressen i Nimwegen imidlertid bleven aabnet i 1675 for at arbejde paa en fredelig Udjævning af Krigen. Da Danmark fik Indbydelse til at deltage deri, kaaredes J. H. 6. Juni 1676 til at give Møde derved som dansk Ambassadør og befuldmægtiget. Samtidig blev han Ridder af Danebrog, og han skulde nu indtræde i sin Livsgjernings Højdepunkt. Først i Okt. ankom han til Nimwegen efter paa Vejen at have samlet sig det store Følge, der paa sit højeste beløb sig til 73 Personer, Mænd og Kvinder. Her i den stille Provinsby, i umiddelbar Nærhed af selve den blodige Kamp, skabtes der en fredlyst Plet for Diplomaternes fredelige Arbejder og Adspredelser. J. H. tog ivrig Del saa vel i Fornøjelserne som i de travle Forhandlinger, der uafbrudt fortsattes, men stadig forsinkedes ved Nødvendigheden af at indhente nye Instruktioner o. dsl. Om ikke andensteds saa i hvert Fald i Haag havde J. H. lært, hvor let og billig man i den Tid ved Bestikkelser kunde faa Lejlighed til at kikke Modstanderne i Kortene, saa at det store Materiale, han hjemførte fra Kongressen (22 Bind i Folio), indeholder baade mangfoldige og værdifulde Bidrag til Samlingens Historie. En Tjener hos Formanden i den franske Ambassade bragte ham saaledes Papirer der fra under Skin af at bibringe J. H.s Lakaj Undervisning i Fransk. Skjønt J. H. med en Dygtighed, der anerkjendtes baade fra Hjemmet og af fremmede, virkede i sit Kald, blev der i 1677 dog givet ham en Slags overordnet, i det Grev Anton af Aldenburg gjordes til Farmand i Ambassaden; men i Virkeligheden vedblev J. H. at være den ledende, uagtet han for Handelssagernes Vedkommende til sidst fik en sideordnet i Simon Petkum. Men Snilde og Arbejde spildtes, indtil Ludvig XIV lokkede Nederlandene og Spanien ud af Kredsen til særlige Fredsforhandlinger, hvorpaa Frankrig og Holland sluttede Fred 10. Avg. 1678 og dermed faktisk endte Krigen. Dirrende af Skuffelse og Harme maatte J. H. til Hjemmet melde dette Udfald, der ikke levnede nogen Tvivl om, at Danmark atter en Gang vilde gaa glip af Sejerens Løn, som de paafølgende Fredslutninger i Lund og Fontainebleau ogsaa viste. Og saa meget smerteligere maa Overraskelsen netop have ramt ham, som han vistnok tidligere end de fleste andre havde Rede paa den dybe Spænding mellem hans Modstandere, Frankrig og Sverige, der snart skulde blive vitterlig for alle. Men heri laa paa den anden Side maaske Muligheden for en Gjenoprejsning, naar man paa ny optog Kampen i tæt Tilslutning til Frankrig. Først i Avg. 1679 forlod J. H. Nimwegen for at rejse hjem, men forlod igjen Kjøbenhavn i Dec. s. A. for som Ambassadør i Paris at knytte de nye Forbindelser med Ludvig XIV. Men allerede 1681 kaldtes han tilbage der fra for at lade Meiercrone fuldføre det vel indledede. At hans Virksomhed paaskjønnedes, viser hans Udnævnelse 1680 til Gehejmeraad og Ridder af Elefanten.

9. Maj 1682 erholdt han endelig sin sidste Ansættelse, nemlig som Vicestatholder i Norge og Stiftsbefalingsmand paa Akershus. Den daværende Statholder, Ulrik Frederik Gyldenløve, var nemlig paa de Tider saa jævnlig fraværende, at en Stedfortræder vel kunde anses for nødvendig; men dette Underordningsforhold kan dog maaske være Forklaringen til, at der næppe mærkes det kraftige Initiativ, der kunde ventes af en Mand af J. H.s Duelighed og Erfaring. Som en særlig Fortjeneste udhæves hans Virksomhed ved Gjenopførelsen af den 1686 nedbrændte Del af Christiania og hans forberedende Arbejde ved Bygningen af Byens Sognekirke. Han førte et stort Hus med Pager og Tjenestefolk i Mængde samt en egen Bibliothekar for at tilse hans store og mærkelige Bibliothek. Dette skal han, som Paaskrifter i Bøgerne hyppig bekræfte, især have samlet under Opholdet i Nimwegen, hvor han kjøbte ind for Fode sjældne Bøger af nyt og gammelt, men lod alt ombinde eller indbinde af de to Bogbindere, han havde i stadig Tjeneste. Fra al denne Herlighed skilte Døden ham 26. Sept. 1694 i Christiania. Hans barnløse Enke fulgte ham i Døden 8. Dec. 1702 og begravedes ved hans Side i vor Frelsers Kirke i Christiania. Hans Bøger splittedes ved en Avktion i Kjøbenhavn 1695 og indbragte den for hin Tid betydelige Sum af 4500 eller vel endog 5000 Rdl. 2 trykte Kataloger forefindes.

Danmarks Adels Aarbog 1885, S. 41. (Norsk) Hist. Tidsskr. III, 108 ff. 176 f.

Fr. Krarup.

Kilder

• Dansk biografisk Lexikon / VIII. Bind. Holst - Juul / 225: Høg, Just (Justesen), 1640-94 side 225
• finnholbek.dk: Just Høeg (Banner)
• Norsk Wikipedia: Just Høeg
• kongehuset.dk: Ordener og medaljer
• kongehuset.dk: De Kongelige Ridderordeners Våbenbøger
• Dannebrogordenens Våbenbog tome I, 1671-1722: Justus Hoegh - side 40 - Våben 58 * 59 (14 jun 1674) Symbolum: SIT UULNUS QUODCUNQ MODO NEC HONORIS NEC CONSCIENTIÆ
• Elefantordenens Våbenbog tome I, 1660-1780: Justus Hoegh - side 34-35 - Våbenbog side 25 (20 mar 1680) Symbolum: SIT UULNUS QUODCUNQ MODO NEC HONORIS NEC CONSCIENTIÆ