Kaja (Karen Christine) Steen

Kaja Steen var en av de første norske kvinnelige tegnerne og malerne, utdannet i Tyskland og Belgia. Hun døde bare 27 år gammel, og etterlater seg over 30 tegninger og malerier, men kun ett maleri i offentlig eie, oljemaleriet "Sauegjeter" i Trondheim kunstmuseum. https://digitaltmuseum.no/021046233359/sauegjeter-oljemaleri

Kaja var født i fjellbygda Kvikne, vokste opp i Lesja (Dovre) og Stadsbygd i Trøndelag. Hennes opplagte talent og lidenskap for tegne- og malekunsten gjorde at hun som 18-åring fikk reise til Düsseldorf i 1860-61 for å studere under historie- og portrettmaleren Otto Mengelberg. Han tok privatelever fra Skandinavia, blant dem Mathilde Dietrichson, Kaja Steen og flere andre fra Norge og Alexandra Theodora Frosterus-Såltin og Victorine Nordenswan fra Finland. https://de.wikipedia.org/wiki/Otto_Mengelberg

Året etter reiste hun til Brussel og studerte dyremaling under Tschaggeny i 1861-62.

Det var langt fra vanlig at unge kvinner fikk ta en internasjonal utdannelse på den tiden. Kaja Steen fikk reise under forutsetning av at to ugifte tanter, Amalie og Lisa (Elisabeth Wilhelmina) Holck var med som "anstand". Tantene var søstre av Kajas mor Agathe Steen, født Holck. Tantene ble senere omgangsvenner med Henrik Ibsen i Dresden, og da Amalie døde skrev Ibsen diktet "Amalie Holck". til hennes båre. https://www.ibsen.uio.no/DIKT_Diktht%7CDVedHolcksBaare43503.xhtml?m...

Kaja Steen er omtalt i professor Anne Wickstrøms bok "Kvinner ved staffeliet - kvinnelige malere i Norge før 1900" en rekke steder, men særlig side 223. Link til digital utgave av boken (søkbar) https://www.nb.no/nbsok/nb/0620f79322a9c444a888c253dff1e1de?lang=no...

Hun er også omtalt i boken "Mathilde Dietrichson Love Stories", utgitt av Blaafarveverket i 2020 i anledning utstillingen av Dietrichsons tegninger og malerier (side 107-108). De to unge kvinnene studerte sammen og delte atelier i Düsseldorf. I boken skriver Sverre Følstad kapitlet "Damer i Düsseldorf" om 7 talentfulle kvinner i kretsen rundt Mathilde Dietrichson, Hedevig Erichsen, Dorothea Elligers Bache, Aasta Hansteen, Mathilde Smith, Christiane Schreiber, Anna Glad og Kaja Steen.

Det meste vi vet om Kaja Steens historie, er skrevet av Mathilde Dietrichsons mann, Norges første professor i kunsthistorie Lorentz Dietrichson i boken "Svundne Tider", bind II, side 238-243 (J.W.Cappelens Forlag, Kristiania, 1899). Han beskriver hvordan det norske kunstnermiljøet i Düsseldorf smuldret opp:

"Af Kunstnerinderne havde Anna Glad - som nævnt - giftet sg med den finske Maler Werner Holmberg, og dermed sluttede hennes Kunstnerbane, og nu kom jeg for at bortføre den anden - Mathilde Bonnevie. Og den tredie - ja det var lille Kaia Steen, og hun maa have sit eget lille Kapitel.

Thi medens alle de hidtil nævnte er kjendte Kunstnerpersonligheder, som jeg - da jeg jo her ikke skriver nogen lærd Historie - kan undlade at karakterisere nærmere, forble hun ubekjent, fordi det blev hendes Skjæbne at dø ung, inden hendes rige Talent havde faaet udfolde sine Vinger - dø af haabløs Kjærlighet til in Kunst, og derfor er hun glemt.

Saa lad mig da forsøge for et Øieblik at opfriske dette blege Billede, saa vakkert, saa stille og saa glansløst.

Hun var Dyremalerinde og arbeidede i samme Atelier som min Forlovede, et glad Barn med en stille, dyb Undergrund af Følelse og en brændende Kjærlighed til sin Kunst og dens Gjenstand, Dyrene.

"Jeg begriber ikke, hvad rart I allesammen finder ved Menneskene", sagde hun undertiden, "de ser jo ud, den Ene som den æanden - nei Dyrene, det er noget @andet, de har baade Individualitet og Karakter!" Og denne Karakter havde hun en sjelden Evne til at opfatte, ligesom hun knde efterligne Dyrenes Lader og Lyd på en Maade, der viste, hvor ivrigt hun havde studeret dem, og hendes Tegninger viste det allerklarest.

I den landlige Prestegaard nordenfjelds, blandt hvis Oxer og Faar, Høns og Ænder, hun drev sine Studier, havde man jo ingen Andelse om, at det, hun øvede, var Kunst, og da hendes Talent tilfeldigvis ble opdaget, og hun selv brændte af Længsel efterat komme ud og lære Noget, blev der stor Sorg blandt de brave Mennesker i Prestegaarden. Hun, Hjemmets Solstraale, var tabt for dem - men dog, mente de, blot for en Tid. De forstod ikke, at den, hvis Øie Genien har kysset, han er tabt for altid - i en Forstand. Men man kunde da ikke sænde Perlen, Solstraalen, Øienstenen alene ud i den vide, vide Verden og saa kom hun da til Düsseldof under Bevogtning av to gamle, ugfite Tanter. De var et underligt rørende Kløverblad, disse tre Uadskillelige, der holdt saa inderlig af hverandre, de to skikkelig gamle Frøkener og den unge, livsfriste Kunstnerinde, som blot higede fremad - altid fremad!

Hun var af en meget solid, men langsom Begribelse. Hun arbeidede i Otto Mengelbergs Elevatelier i en egen Afdeling i Atelieret, bag et Forhæng, og naar der i den ytre Afdeling ble sagt noget morsomt og man saa lo og gik videre i Passiaren, sad hun tilsyneladende aldeles fordybet i sit Arbeide. Men saadan omtrent et Kvarters Tid efter kunde man derindefra høre en klukkende Latter og et "Ja, nu fatter jeg det!" - da havde Kaia faaet fat paa det Morsomme og fornøiede seg nu glemrende ved det, de andre havde glemt for et Kvarter siden.

Den ene af de to gamle Tanter var meget døv. En Nat sprang Krudtmagasine i Benrath i Luften med et forfærdelig Brag, og Husene i D¨sseldoft rystede. Om Morgenen sagde Tanten: "Du vendte Dig saa hvast i Sengen inat, Kaia, at jeg vaagnede af det". Et Kvarter efter lo Kaia, da gik det op for hende, at det var Krudtmagasinet, der havde vendt sig i Sengen.

Et Aars Tid efterat jeg havde være i Düsseldoft, forlagde hun sine Studier til Belgien, hvor hun ble en fremragende Dyremalers Elev og gorde de mest lovende Fremskridt, og man spaaede hende en stor og rig Fremtid. Men da kom Ulykken. De kjære derhjemme savnede Solstraalen i sit ensformige Graaveirsliv og kunde slet ikke forstaa Nødvendigheden af dette endeløse Ophold i Udlandet. Engang maatte hun dog være udlært. Og der var dog ingen Mening i, at en Dame af god Familie for Alvor vilde give seg til at dyrke Malerkunsten! Det laa udenfor alle Land - hvor kunde hun vel have det bedre end mellom de kjærlige Hænder i det gode Hjems Skygge?

Saa vendte hun hjem. Hun ansaa det for Pligt mot sine gamle Forældre. Hun vendte hjem til dem, som længtes efter hende. Men hun talte ikke om, at hun maatte begrave sin egen Længsel og alt sit Livs lyse Haab. Hendes Legeme var hjemme, men hendes Aand var nernede i de sollyse Lande blandt Kunst og Kunstnere. Og saa sygnede hun hen. Dag for Dag, Maaned for Maaned af utilfredsstillet Attraa efter at faa udøve den Kunst, hun elskede saa høit. Men hvor kunde man ane den Lidelse oppe i en Prestegaard ved en deilig norsk Fjord! - og for fem og tredive Aar siden. Hverken Doktoren eller nogen anden kunde blive klog paa, hvad der fattedes hende - ikke anede de, der elskede hende saa høit, at de havde afskaaret hendes Livsnerve ved sin Kjærlighet; og da Sygdommens Natur endelig blev klar, da man vilde sende hende baade til Belgien og længer for at redde hendes Liv, - da var det for sent; da kom Befrieren, den eneste, hun kunde haabe paa, det var Døden.

En sentimental liden Historie! Ja, ikke sandt? Men den er passeret.

"und wem sie just passieret. Dem briht das Herz entzwei".

Men de to gamle Tanter havde faaet Smag på Reiselivet og flakkede efter Kaias Død i mange Aar om derute i den fremmede Verden."

Født 16.oktoberr 1841, døpt 1.januar 1842 i Kvikne Kvikne prestekontor, Ministerialbok nr. 5, 1841-1862, s. 2 Faddere: Kjøpman Johan C Holck (morfar), handelsbetjent Søren H.Holck (onkel, mors bror), madam Berthe Steen (enke etter vanninnspektør Søren Steen, hans 3.kone), J. Steen (antakelig fars bror Johan), jomfru Amalie Holck (tante, mors søster) og et par navn som er vanskelig å tyde. http://urn.digitalarkivet.no/URN:NBN:no-a1450-kb20070129650097.jpg

Folketelling 1865 Statsbygd, Alfshoug prestegård, Karen Christine Steen, 25 år https://www.digitalarkivet.no/census/person/pf01038314000358

Kaja Steen er ravlagt på Hoff kirkegård i Østre Toten i det hjørnet av kirkegården som best kan sees fra prestegården. Faren var i 13 år Sogneprest der. I kirkeboken (som faren antakelig har ført i pennen) står hun innført som Karen Christine. I klokkerboken, ført i pennen av klokkeren som helt klart kjente hnne, står hun som Kaia.