Karoline Margrethe Heick

Karoline gik i skole i Hovborg og blev uddannet indenfor husgerning med ophold på Tommerup Højskole på Fyn. 1928 rejste hun til København, hvor hun var i forskellige pladser i 10 år, hvorefter hun blev husbestyrerinde for Jens Skovbjerg i Hovborg.

- - - - -

Jens Skovbjerg - afskrift af min mors håndskrevne erindringer, især om vores søster Edith

Side 1 -

Det var i 1918 Karen og Jens kom til Houborg som nygifte. Det var i slutningen af 1ste verdenskrig. Danmark var neutral så egentlig implicerede var vi ikke, men man mærkede det meget. Der var mangel på meget, men for os på landet lærte man i stor udstrækning af bruge egne produkter og forarbejdede dem, både til mad og tøj. Året efter fik de en lille pige, men hun var ikke levedygtig. Mor havde spansk syge under graviditeten. Den spanske syge var en svøbe for ikke blot Danmark men mange lande. Den krævede flere ofre som krigen i de fire år den varede. – Så kom Karlo i 1920 og 1923 kom tvillingerne (Anders og Niels – mit notat), men efter et halvt år døde de begge af Kighoste. I 1924 kom Anna og 1926 Svend Aage og 1927 Arne. Karen og Jens var gemytlige mennesker og nød selskabslivet. De var også glad for at danse. Man inviterede dem ofte med til selskaber på kroen som opvarte

          - side 	2    - og så var de gæster, når arbejdet var gjort. Det betragtede man som en stor ære. Det  var den betaling, man fik. Det var sådan den gang, at man lejede krosalen og baglokale, hvor man kunne lave mad. Så lagde man sted til og lejede kogekone til at tilberede, og på den måde kunne man byde gæster uden antal, hvad betalingen angår. – Så var der nok ingen der troede, at de skulle have flere børn. I 1939 var Karen syg hele vinteren, men nu var børnene bleven så store, at de kunne hjælpe meget til og selv sørge for at komme i skole. Det var kun Karlo, der var konfirmeret. Jeg kom fra København til februar efter 10½ år derovre. Til maj rejste jeg til Odense på sykursus og var der i 2 måneder. De jeg kom hjem den 3. juli (1939 mit notat) fik jeg at vide, at Karen var kommen på sygehuset og havde - side 	3    - født  en lille pige på 4 pund eller 2 kg, men mor var meget syg og det så ikke lyst ud. Det var nyrebetændelse og så fødsel, og det er en meget alvorlig sag. Den 17. juli tog jeg til Grindsted Sygehus at besøge Karen og fik lov at komme ind. Mor fortalte mig, at hendes lille pige skulle døbes efter besøgstid og hun skulle hedde Edith. Den 2. august døde mor og blev begravet den 10. august. Det var sorg. Det var på Karlos fødselsdag. Så spørger man sig selv. Hvad nu? Den anden verdenskrig begyndte den 3. september. Man begyndte straks med rationering, for at de varer vi havde i landet kunne slå til så længe som muligt. Og nu var mor ikke mere til at forvalte tingene og desuden havde hun været syg hele graviditeten og meget var bleven ugjort. Lille bedstemor (fars mor – mit notat) hjalp lidt, men  - side	  4  -- hun var gammel og boede i Starup. Jeg var jo hjemme og søgte efter om jeg kunne finde en gerning inden for syningen, men foreløbig fik jeg nok at gøre, for moster Else lå på Brørup Sygehus og havde fået en lille pige (Tove – mit notat) der vejede 2 kg, og hun blev også født med vanskelighed, også der havde mor nyrebetændelse, men klarede sig med sygehusophold på 6 uger, så der var jeg ude imens. Men en dag kom far og spurgte om jeg ville hente lille Edith på sygehuset og så passe hende og hjemmet. Det kunne jeg ikke overse, det var for stor en opgave, som jeg ikke turde påtage mig. Der gik 14 dage. Jeg tænkte både dag og nat. – Der var nok der ville tage lille Edith, men for at beholde hende. Men nej, der var afvinket. Barnet skulle blive i hjemmet. - side	 5   - Nu troede jeg, at man havde løst problemet, men så kom far til Vester Houborg og sagde, at han havde fået besked fra Grindsted Sygehus, at lille Edith skulle udskrives den 3. oktober 1939, og skulle enten hjem, og kunne det ikke lade sig gøre, så på børnehjem. Så var alle betænkeligheder ryddet af vejen, og jeg sagde ja. De 14 dage indtil, var der meget at gøre. Jeg var ikke færdig hos Else, og jeg skulle også forberede, at der var tøj og seng til Edith. Og den 1. oktober skulle Anna konfirmeres og familien skulle komme. Der skulle købes mad og pyntes, så godt man kunne. Vi fik barnet hentet hjem den 3. oktober. Et lille ?  (det kan jeg altså ikke læse) på 7 pund men 3 måneder, det så mærkelig ud. Vi plejede hende så godt vi kunne. Hun fik selv sin ko som hun skulle have mælk af. Gryde og ske og - side	6   -    alt hvad der hører til forplejning og det så godt ud. Efter den 1ste måned vejede Edith 11 pund. Sagt med andre ord. Hun trivedes 1 pund om ugen. Den første søndag i november skulle  Edith i kirke. Far bar hende selv og Anna var med i sin lange hvide konfirmationskjole. Da de kom op i kirken og stod i koret trillede der tårer i pastor Hansens øjne. Så det har gjort et dybt indtryk på ham. Men den lille pige blev midtpunkt i hjemmet, en lille solstråle, der spredte skyerne for alle. Hun blev også passet så det forslår for alle var de glade for lille søster. En søndag da far og jeg var ude at køre med lille søster, dumpede vi ind til skovfoged Sørensen. Der var nogle jægere fra Kolding, blandt andre Schæffer. Det gjorde dybt indtryk på dem, at se

- side 7 - det lille moderløse barn, så de tog hende til deres hjerte og det varede så længe Schæffer levede, han døde i 1962. Da Edith var 10 måneder vejede hun 20 pund og 15 måneder kunne hun gå, men det viste sig, at hun faldt ret ofte og det lige bagover, og det er en meget slem ting. Vi opdagede, at hun var bleven skæv, og vi talte med doktor Clausen derom. Han sagde, det må vi have rettet, og det kan lade sig gøre, men hun skal til Århus. Så det gav os noget at tænke på med bekymring. Det var bleven vinter, og vi havde fået masser af tyske soldater ind i landet. Nogen sagde, at det kunne vi ikke udsætte et lille barn for. Men far sagde, at der skulle gøres, hvad er kunne gøres. Der gik dog 2 måneder inden der var plads i Århus på Ortopædisk Hospital. Vi kom med en bil, som kommunen - side 8 - lod gå derop med 2 andre. De skulle ikke betale, men far måtte selv betale for os. Det var januar 1941. Vi afleverede vores lille pige og tre dage efter rejste jeg derop med tog for at hente lille Edith og jeg fik hende udleveret i en gibsstøbning. Jeg fik stol med til at sætte hende i og det var meget koldt. Der var 20 graders frost ude og 20 graders varme inde på hospitalet. Men vi kom godt hjem igen, men den lille pige blev meget syg af den temperatursvingning og den lange rejse. Doktor Clausen var meget betænkelig. Det var nemlig sådan, at Edith ikke kunne blive på hospitalet uden at vi skulle skrive under på, at hjemmet ikke var sådan, at hun kunne få sin pasning. Jeg prøvede på at få det sådan lavet, at jeg rejste, men det måtte jeg love ikke måtte ske på dette tidspunkt. – Men det gik bedre, som jeg forestillede mig. - side 9 - Der var meget at gøre med at holde sådan en lille krop ren og hel, nu havde hun været hel renlig og så skulle igen have ble på. Vi fik en tvillingevogn at køre i. 3 måneder efter skulle hun igen til Århus for at få nyt gips på, og jeg rejste alene derop med tog, men da vi tre dage efter skulle have hende hjem, var jeg også alene. Jeg boede hos købmand Petersen, som i nogle år havde forretning i Houborg, men på det tidspunkt havde isenkramforretning i Århus. Det var en slem omgang for den lille pige at få nyt gipsafstøbning på, en ny stilling. Nu skulle hun være hjemme i 2 måneder og hun blev ret så kvik til at kravle, men hvis der var andre der så det, blev de dårlig tilpas. Sidst i juni skulle vi igen til Århus og da var Anna med. Da skulle gibsafstøbningen af og den lille

                  -	 side 10   - krop skulle igen til at fungere. Der stod en hård tur for. Den 3. juli 1941 blev hun 2 år, og jeg ringede derop, og spurgte til fødselsdagsbarnet. Jeg fik at vide, at hun havde det godt, og havde fået flag på sit bord. En måned efter skulle vi have Edith hjem igen, far var med, men det var et slapt og blegt barn. Hun kunne ikke kende os, og vi bar hende, som dengang vi hentede hende, da hun kom fra Grindsted Sygehus, da hun var 3 måneder. Så fik vi en gibsafstøbning med, som hun skulle spændes i, når hun skulle sove, vi kaldte det en Gibbeleje.

Men nu følte jeg min afmagt og uduelig til den opgave så stor, at jeg var ved at opgive. Vi skulle begynde helt forfra med renlighed og oplæring i alt og lille Edith tålte ikke at se en mand, og hvis der kom én i hvid kittel, var hun så bange, at hun skreg umenneskelig og fråderne skummede om munden. - side 11 - Tiden gik og vi gjorde, hvad vi kunne for at hjælpe hende, og det varede ikke længe, inden hun kunne begynde at gå. Den 1. november skulle Anna ud at se, hvordan andre levede og fik plads hos Storm Nielsen i Vittrup, og var der et år, og næste år hos Skrydstrup i Lintrup, og så giftede hun sig inden hun var fyldt 19 år. Drengene kom også ud efterhånden og tiden går. Livet er fyldt med så vel mørke som med gyldne bånd, og det er det vist for os alle. Den 5. marts 1944 blev far og jeg gift i Frelsers Kirke i Esbjerg. Den 20. januar 1945 kom Karen og så var der nyt liv igen i hjemmet. Det var skønt for Edith med en lille søster. Den 11. april 1946 kom Niels Kristian. De tre blev en søskendeflok og så glad for hinanden - side 12 - De ældre søskende var jo voksne og nogle gifte og havde selvstændig hjem. Men alligeved føler alle en enighed og fællesskab i søskendeflokken, som glæder mig i mit inderste hjerte.

                                                                                                   Signeret    mor

____________ Afskrevet efter bedste evne den 13. februar 2006 - og igen 19. oktober 2011 – af Karen Skovbjerg -