Lorentz Diderick Klüwer

Først på 1800-tallet var det Lorents Diderich Klüver som eide gårdene Bjartnes og Haug.

Han hadde overtatt gården i 1782 etter sin mor, Selle Marie, som var datter av Broder Boysen Hagen på storgården Maritvoll i Verdal kommune. Selle Marie var enke etter den forrige Lorents Didrik Kluver som var hans far.

Far til Lorents Didrik hadde kjøpt opp Haug i 1766.

I 1783 utstykket Lorents Didrich gården Haug i 10 småe bruk hvorav det ene, Haug sammen med Garåa, fortsatt tilhørte Bjartnes.

Lorents Didrich bygde nye hus på Bjartnes gård hvor han bodde.

Steinfjøset som ble bygd i 1784 står enda, og steinen til dette bygget ble tatt fra ruinene av St. Andreaskirken på Haug.

Han var med på å bygge teglverk og vindmølle til drift av dette ved Forbregdsaunet i Verdal, men denne bedriften gikk ikke noe særlig bra.

Han var også viseveimester, og i denne stillingen gjorde han mye godt arbeide for bygda. Han fikk bygd mange veier, og det var han som fikk anlagt den første alleen mellom Verdalsøra (sentrum i Verdal Kimmune) og Stiklestad. Noen av de furuene som ble plantet da, står enda. Dette er idag en berømt allè som kalles «Stiklestad allè» og går fra sentrum i Verdal kommune til Stiklestad Kirke og det store området irundt med museumer, kulturhus og utendørsamfi. Dette er stedet for slaget på Stiklestad hvor Olav den Hellige døde i 1030 og hvor det berømte «Spelet»spilles hvert år for ett stort publikum.

Lorents Didrich hadde også en løpebane i militæret der han avsluttet som major i 1803. 

Han var ugift, men han hadde en sønn, Johan Kluver f. 1780, med Anne Sivertsdatter Haug. Johan Kluver døde i 1811. Han druknet under bading i Verdalselva.

Han hadde også en datter, Elsebe Marie Kluver f. 1798, med Marta Larsdatter Øren. Elsebe Marie ble oppfostret hos han, og han lyste henne i kull og kjønn. Elsebe ble gift i 1825 med Peder Arntsen Bjartnes, som hadde tjent hos henne på Bjartnes. Hun døde i barselseng juleaften 1825 og ble begravd ved Stiklestad kirke, men senere flyttet til gravstedet på Bjartnes. Peder Arntsen ble gift på nytt i 1826 med Kirstine Johnsdatter Volen, og han kjøpte Volen i 1828.

Lorents Didrich døde i 1820, og han er gravlagt ved siden av datteren på Bjartnes på deres private gravsted der.

Ifølge Verdalsboka: Heimer og folk i Stiklestad 1800-1940 s 121 og 122.

1801 census for Biertnes, Wærdahlen:

http://digitalarkivet.arkivverket.no/ft/person/pf01058456000167

--------------------------

Var gift, men hadde 3 barn hvorav han lyste 1 sønn og datter i kuld og kjøn

Lorentz Diderich Klüwer fød paa Bjertnæs A(nn)o 1750 gik ind som Underofficeer ved de nordenfjeldske Skiløbere hvorved han saaledes tjente indtil 1769 da han reiste ned til Kjøbenhavn og gik der ind som Underofficeer ved Garden til Fods. – Efter 3 Aars Tjeneste i Kjøbenhavn avencerede han til Lieutenant ved det nordenfjeldske geworbne Regiment, hvorfra han blev forflyttet til 1ste Throndhjemske Infanterie Regiment og derifra igjen til de nordenfjeldske Skiløbere. – Aar 1804 fik han den søndenfjeldske Skiløberbataillon og gik i Begyndelsen 1805 af paa Vartpenge. – I den sidste Krig med Sverige fra 1807 til 1810 havde han en Landeværnbataillon hvormed han laae paa Grændsen af Sverige i Værdalen. ––

For en Afhandling om Agerdyrkningen erholdt han i Aaret 1791 af Landhuusholdningens Selskabet første Guldmedaille. –

Den 6te September 1811 blev han optaget til Medlem af det kongelige norske Videnskabers Selskab hvorved han skrev Bondepractica som af Selskabet er udgivet 1815. – /p>

Hans eiende Gaard Bjertnæs i Wærdalen har han forskjønnet ved at opføre de fleste Huse af Muur hvori hans Boemærke [ ] paa flere Steder findes indhugget. I Gaarden har han ogsaa anbragt et Vandspring, samt derfra ledet Vandet ind i en Bryggerindretning, Fæhuus og Stald. Ved Gaarden har han anlagt en betydelig Frugt, Urter og Blomsterhave. En Veirmølle og et Tegelværk byggede han ogsaa men som igjen blev sløifet, den første paa Grund af Mangel paa stadig Vind – det Andet af Mangel paa godt Leer og Brænde. Et Stykke fra Gaarden i den saakaldte Lillemark indrettede han sig et meget smukt Gravsted i en dunkel Lund af Gran, Furru og Rogntræer, hvor han ogsaa blev begraven 6 Alen ned i Jorden efter hans Død den 30te Januar 1820. –

Ved Hovedenden af hans Grav staar en 3 Alen lang Gravsteen hvorpaa følgende fandtes indhugget: ”Her hviler Norges, Videnskabernes og Sandhedens Ven Herr Major L: D: von Klüwer fød 1750 død 1820.” –

”Et Skjold hans lyse Hoved var Mod Skjebnens mørke Dage Tilfreds og glad han Byrder bar Som Andre grusomt nage”. –

Hvilken Gravskift er sandfærdig; thi han var af Naturen udrustet med de skjønneste Evner, som han uden videre Hjælp, blot ved Læsning og forsøg, selv endogsaa i Oldingsaarene uddannede til en beundringsværdig Grad. – Naturlæren, Mekanikken Lovkyndigheden og Agerdyrkningen var især de Videnskaber han meest dyrkede. – Han lærte mange Bønder at drive deres Jord efter andre og bedre Regler end før, opvakte Lyst hos dem til Træplantning ved at omdanne Værdalens Kongsveie fra krumme Stier til retliniede smuke Alleer. – Som første Forligelsescomisair i sin Egn udrettede han i en lang Række af Aar meget godt da Enhver havde den største Agtelse for hans Indsigter og selled(?) til hans Raad og Veiledning.

Han var ikke gift men havde med en Bondepige en Søn Johan Lorentz Klüwer som han lod faae sin militaire Opdragelse ved Kongsvinger Skole hvorfra han i 1803 kom tilbage som Lieutenant ved de nordenfjeldske Skiløbere. I Krigen med Sverige 1808 fik han Capitaine-Charakteer og blev Ridder af Dannebrogen – Aar 1811 druknede han strax nedenfor Bjertnæs i Vera Elv. –

Med en anden Bondepige havde ogsaa Major L: D: Klüwer en datter hvorom videre. –