Mathilde Rosenberg

Jeg har haft kontakt med Kristian Pedersen Glyngøre lokal historiske forening som skriver følgende:

Som lokalhistoriker har man lejlighed til at kigge i mange gamle papirer, og ind i mellem sker der det, at det papir man læser tænder nogle ekstra lamper i en således at papiret bliver læst mindst en gang til og en handling begynder at tone frem i ens indre. Det begynder kort sagt at krible i en. En sådan dejlig fornemmelse fik jeg, da jeg en dag sad og registrede en bunke gamle komunale papirer fra 1880-erne. Jeg sad med et gulnet brev med en nydelig og sirlig skrift. Brevet var stilet til forligsmand i Holmgård, Jens Knudsen, Grynderup. Brevet var en bøn om hjælp fra en 13-årig tjenestepige i "Glyngøre Gjæstgivergård".

Brevets ordlyd var følgende:

"Ærede Hr. Knudsen.

Jeg tillader mig at tilskrive dem et par linier angående en sag med min madmoder. Jeg er fra Skive, og har været hos Gjæstgiver Nielsen siden første maj, men madammen har nu slået mig to gange så godt som uden grund. Første gang fordi jeg havde talt med havnefogedens kone, og nu for at have taget noget mad og givet det mindste barn.

Dernæst beskyldte hun mig for at have stjålet papir og konvulutter fra hende og flere andre ting, som hun ikke ville nævne. Hun fulgte med op på kammeret, hvor hun ville tvinge mig til at lukke min kommode opå. Det nægtede jeg, hvorpå hun selv tog nøglen i en syæske og lukkede selv op. Jeg sagde, at jeg ville melde det, hvorpå hun gav mig flere slag på ryggen, og da vi kom ned, slog hun mig i ansigtet.

Jeg gik så over til Gendarm Kragelund, som skulle til Skive samme dag, han spurgte så Herredsfogeden ad,men kom tilbage med den besked, at jeg skulle gå til Forligsmægleren, hvorfor jeg håber at de venligt vil tage dem lidt af sagen. Jeg har rigtig nok ingen vidner på det, hvis det kan have nogen afgørende virkning på sagen.

Med megen agtelse

Hilda Katrine Pedersen

Glyngøre Gjæstgivergård den 16/7 1889

Hilda Katrine Pedersen blev født i Skive lørdag d. 18. april 1874. Hendes forældre var gartner Peder Pedersen og hustru Mariane Jensen. I hjemmet var der to ældre søskende. Da hun var knap fem år gammel dør faderen af lungebetændelse, fra da af måtte moderen af og til, for at klare dagen og vejen ty til hjælp hos byens Fattigvæsen, og vel også derfor kom Hilda ud at tjene strakjs efter hendes konfirmation. I øvrigt skrev præsten i hendes skudsmålsbog, at hendes kundskab var god, og hendes opførsel meget god. Når man har læst brevet og set skriften,kan man roligt konkludere,at præsten bestemt ikke gav for høje kaqrakterer til pigen. Der var krummer i hende.

Lige siden hun var 7 år havde hun været med moderen ude at vaske og gøre rent hos folk. Hun huskede også, flere havde rost hende. Sådanne dage var hun jublende glad. Det var også hos en familie, hvor moderen gjorde rent, at Hilda-straks efter sin konfirmation-fik sin første plads. Og da hun havde været der et år, ville hun gerne prøve rigtigt at komme hjemmefra. Hendes frue, som kendte gæstgiverparret på Gjæstgivergården i Glyngøre, hjalp hende med at få pladsen i Glyngøre.

Onsdag d. 1. maj 1889 kom Hilda sammen med moderen trækkende til stationen med hende kommode bastet og bundet til en trækvogn. Moderen købte en enkelt billet til Glyngøre og gav den til hende. Herefter gav hun Hilda et knus og hviskede til afsked til hende:Husk, at være ærlig og lydig, så skal du nok klare dig,-og pas godt på dig selv. Farvel min pige."

Ud af kupevinduet betragtede hun moderen og en jernbanemand, der ved fælles hjælp fik hendes kommode op i en togvogn lidt længer tilbage. Fløjten lød og en stor røgsky steg til vejrs da toget satte sig i bevægelse. Hilda blev ved med at vinke, så længe hun kunne skimte moderen.Da hun forsvandt ud af syne, satte hunsig tilbage på sædet og følte sig pludselig meget meget ene. Det her var noget nyt. Hun tænkte på moderens ord og på alt det nye, der ventede forude.

Hun havde nu været i Gjæstgivergården i fire måneder. En periode hvor hun havde oplevet lidt af hvert fra madmoderens side.

Tit gik Hildas tanker hjem til moderen. Hun så for sig moderen gå omkring i sin dejlige lejlighed hos madam Spilleberg, godt hun kom væk fra lejligheden hos madam Knotta. Dette sidste sted hvor de boede i hendes barndom, mindes hun med gru.

Hun havde tit lyst til at skrive hjem og fortælle om madmoderen, som den sidste tid havde været meget urimelig, som f.eks. forleden hvor hun havde stået og talt ganske kort med havnefogedens kone Inger. Da hun kom tilbage til køkkenet, gav madmoderen hende en knaldende lussing, og hvæsede til hende "Pas dit arbejde!"Smækkede døren i og var væk. Eller den dag Nielsens to-årige Karen kom trippende ud i køkkenet til hende og sagde "Mam,mam!" Hilda gav hende et stykke nybagt kringle, og glad guffende begav pigen sig ind i moderens gemakker. Kort efrter hørtes fruens rappe fodtrin og døren blev revet op. Resterne af kringlen blev kastet i hovedet på den lamslåede Hilda, som samtidig fik sin anden knaldende lussing af fruen. Derefter råbte fruen nærmest desperat, at hun nok selv skulle bestemme sit barns spisetider. Hvorefter hun sejlede ud af køkkenet.

Ikke noget at sige til at pigen havde hjemlængsel.

Helt galt gik det så lørdag formiddag d. 15. juli, da fruen pludselig tårnede frem, stillede sig foran hende med spredte ben, hænderne placerede i siderne og med hånlige øjne så på hende og sagde:Nå, så du stjæler!" ,"Nej!" fik Hilda forskrækket fremstammet. "Du har stjålet af mit skrivepapir og mine konvolutter. Vi skal op på dit værelse, der får vi syn for sagen",råbte hun,samtidig med hun skubbede den chokerede Hilda foran sig op af trappen til hendes lille loftskammer. Inde på værelset befalede hun stakåndet hende at låse sin kommode op, hvilket hun nægtede.Desperat begyndte fruen selv at gennemrode værelset og fandt nøglen i syæsken. Triumferende og med feber i øjnene låste hun kommoden op og rykkede skufferne ud en efter en.

Midt i alt det her fandt Hilda ingen fodfæste, nu først forstod hun rigtigt hvad madmoderen havde gang i, og hun vidste jo, at fruen intet ville finde. Hun havde intet gjort, derfor kom modet.:Det her bliver De meldt for, fru Nielsen!". Hun vendte sig for at gå ud af værelset, hun ville ned og over til havnefogedens, for at gøre alvor af sin trussel. På vej ud af døren og ned af trappen slog fruen hende flere gange i ryggen, og da de nåede ned, slog hun hende i ansigtet.

Det var en meget skræmt 15-årig pigebarn, der løb over til havnefogedens, hvor hun vidste at gendarm Kragelund opholdt sig. Hilda forklarede grædende, hvad der var sket. ""Var der ingen vidner?", spurgte gendarmen. "Nej!", måtte hun bekende. "Ærgeligtnok, så havde du nemlig stået dig bedre i sagen min pige, men jeg skal til Skive over middag, så skal jeg forelægge dine oplevelser for Herredsfogeden. Så, lad os nu se. Det skal nok gå." sluttede han.

Allerede næste morgenoverbragte gendarmen Herredsfogedens råd til Hilda, hun skulle finde en forligsmand, som så kunne forsøge at snakke fruen til fornuft. Hos havnefogeden fik hun anbefalet at skrive til Jens Knudsen i Holmgård. Derfor dette flotte skrevne brev af en 15.årig pige, hvis tålmodighed endelig slap op, men først da madmoderen beskyldte hende for tyveri.

Desværre kender vi ikke afslutningen, men et godt gæt vil være, at Jens Knudsen hjalp pigen til en bedre arbejdsgiver.

Se, det var de tanker og billeder, der tonede frem for mit indre, da jeg læste dette over 115 års gamle brev, skrevet af en fortvivlet, men stolt pige, der ifølge hendes præst havde en meget god opførsel.

Hvad stod der mon om opførsel i madmoderens skudsmålsbog?

Og dette er vores oldemor- så kan man måske bedre forstå hvor det røde hår og det hidsige væsen kommer fra. Min datter Inge-Mette har taget hendes smukke efternavn Rosenberg og sammenligner man deres billeder, selv om der er over 100 års forskel kan man godt se ligheden.

Min bedstefar kunne også fortælle om hvordan hans mor kunne skabe ro og respekt blandt fiskerne i Glyngøre krostue. Skrap dame!!

Liss