Nils Nilsen

(Fortalt av Nils Skaar f. 1864) Nils Nilsen Skaar. d.æ.

Han var den fjerde i rekken af søskenlaget, og fødet 1. januar 1826. Før jeg gaa over til en nermere skildring af hans liv hidsettes følgende efter en nekrolog i ”Hordalands Folkeblad” ”Forhenværende Stortingsmand Nils N. Skaar afgik ved døden den 18. oktober sidstleden (1909) uden nogen særs sygdom og kun efter en dags upasselighed, som han selv kaldte det, henved 84 aar gammel. I fjor vinter mistede han sin kone og flytede da til sønnen i Nordheimsund. I sommer var han igjen et par maaneder paa Skaar og paa Botnen, men forrige uke kom han tilbake med mesteparten af sine saker. Han var da rask og rørig, pratsom og interesert, men øiensynligt noget lidende. Han holdt sig oppe til søndag og deltok, i det daglige samvær, men mandaag var han uvel og vilde ikke staa op. I dagens løp tok tyngslen til, men han gikk lidt, søkte læse, men om kvelden klokken 8-9 sluknede han stille, - - Han var et godt hoved, grei og venesæl, en grundhæderlig natur, mild i sine domme og i omgang, hva der gjorde ham afholdt hvor han kom. Hans ungdom var som bondegutter fleds, men han læste mer og jaged videre end andre. Han arbeide haart. Han var 8 vintre paa vaardsildfiske, for lidt til sjøs, var bygningsmand og lidt smed og murer. I 1856 km han tilbake til heimgaarden Skaar, som han senere eiede, indtil han i 60-aarsalderen overgav til sønnen og tok vilkaar. Som gaardbruker hadde han det strengt, bruket var tungvint, en masse bæring, især fra sjøen, liten hjelp hadde ham og slet haart. Skuldrene var ofte hudløse og blodrøde kvelden, naar han kom ind. I 1885 blev han fyrvokter paa Lerøy i Sund, men fratraadte i 1889 paa grund af sykdom. I en alder af 26-27 aar kom han ind i herredstyret, hvor han sat i 8 aar, og efter nogle aars kvile igjen i 20 aar. Fra 1866 til 1885 var han uafbrudt ordfører. Han benytedes videre som skjønsmand, aastedskommisær, var medlem af den forberedende komite ved matrikuleringen (1844-47), medlem af fagderikommisjonen i Norhordland (1868-71). Fra 1859 til 1882 var han stadig valgmand og i 1870 tingmand. I 1885 frasagde han sig valg. Han tihørte Sverdrups venstre. Han var ingen taler og deltog ikke i debatter, men var en dyktig arbeider i komiteer. Han var medlem af lagtinget 1883 – 85 og sat i riksretten. Ved dommen over Selmer var han en af de første voterende, og hans volum gjorde opsikt. I 1885 -86 var han medlem af den departementale komite til utarbeidelse af en ny herordning. Da han sluttede sine offentlige virksomhed, var han syk og nedbrudt og laa i flere aar til sengs. Han kom sig dog igjen. Hans store arbeide med slekttavler blev ikke færdig. Han var for sin familie yderst opofrende, en selvstendig og sterk personlighed af dem, som uvirkaarlig har en høvdingstilling og overlegent hevder den. Han var en udselvanlig velbygget, vakker og staut mand, henved 2 alen høi, passende før, skulderbred og med en naturlig eleganse over sine bevegelser. Aabent skarpskaaret ansig, høi bred pande, vakre milde øyne, rik haarvekst. Til sine siste aar faldt han meget sammen. Han var ubestridt bygdens første og mest høiaktede mand i en hel menneskealder.”Hertil skal føies” skriver O. Olafsen, ”at han har efterladt sig et stort arbeide: Slækttavler fra Kvam, hvor en hel del slekter behandles. Dette store arbeide, hvorpaa der er andvendt flere aars flittige undersøkelser, er afstort værde for Kvam og burde udgives, efterat det er gjennemgaaet og avpudset, paa enkelte steder kanske ogsaa udfyldt. Det ligner Johannes Agas slekttavler fra Ullensvang, men meddeler flere interesante oplysninger om enkelte personer, ligesom det er mer fuldstendig og nøiaktig” Da han i 1886 reiste fra Kvam for at tilbræde sin post som fyrvokter ved Lerø fyr, blev han af herredstyret overrakt en erkjentlighedsgave, ledsaget at følgende vers:

”En hæder for vor bygd du var I alt dit kald og yrke. ’Tak for alt godt du virket har For herred, stat og kirke. Tak for din mandoms daa og ild ! Tak for alt godt i al den tid Du kunde blant os virke.

Du flytter nu – vort haab, vor bøn Du med paa veien tage: Bliv altid bygdens beste søn I alle dine dage. Bliv aldt hva du altid var En kjærlig søn, en trofast far, Velkommen hidt tilbage !”

Da Nils Skaar var i sin beste alder havde han kjempekrefter. Men da da han var en fresommelig natur benyttede han dem aldrig paa en uvøre maate. Naar han om høsten gikk i fjeldet for at lete efter okser, som han hadde paa beite, slengte han sig om kvelden gjerne ned paa det fuktige gulv i sælet, som han stod og gikk, og sov som en sten. Hvis en slem okse kom imot ham tok han den paa den maate, at han stod rolig og lot den komme helt ind paa sig, men i rette øieblikk greb han til hornene og fik den ved et pludselig rykk paa siden. Naar den olme okse hadde faat denne behandling et par gange, var den kurert for vondskapen. Men der skulde baade mot og bestendighed til at ta det paa denne maate. I 1840- aarene var her i Kvam en bitter strid mellem begge bygder. Det hadde sin oprindelse af en del vedtækter angaaende benyttelse af kirkestolene. Det vilde trenges et kapitel for sig selv at skildre forholdet mellem bygdene i denne tid. Nok var det at Øystesebygdningene maatte nøie sig med at holde sig paa ”lemmen” i Vikøy kirken og Vikøybygdningene paa samme maate i Øystesekirken. Saa hendte det en søndag at nogle mend fra Vikøy tok plads i den nederste stol i Øystesekirken. Dette kunde ikke taales. Da en del Øysteseungdommer mødtes ved kirken neste prækesøndag, blev man enige om at faa Vikøybygdingerne til at fjerne sig fra nevnte kirkestol. Det besluttedes at Nils Skaar skulde sette sig øverst op til veggen en stund før utebygdingerne havde taget plads. Der kom da nogle mand og tok plass i stolen, men de var ikke før kommmet til sæte føt Nils Skaar begyndte at klemme og skubbe sin sidemannd saa kraftig at inden kort tid stod Vikøysokningerne fremmepaa gulvet og maatte forføie sig op paa lemmen. Siden forsøkte de ikke at ta plass nede i kirken. Men til gjengjeld for den tort de hadde lidt blev en Øystesesokning en søndagsmorgen omringet paa lemmen i Vikøykirken og saa haart presset, at han siden ikke fik en helsedag. Som nevnt ovenfor blev Nils Skaare i 1868 valgt til 3. representant for stortingsrepresentanterne fra amtet (fylket.) I denne anledning gjør han følgende humoristiske betraktninger i et brev til far: ”Mine trin opad ærens stige er yderst korte, men makeløse sikre, og der kan neppe være tvil om, at hvis jeg kunde leve i fuld kraft 200 - siger to hundrede aar, saa vilde jeg tilsids befinde mig i en svimlende høide. Men da levedyktigheden vel ikke med rimelighet kan ventes at blive just for midt vedkommende saa betydelig udstrakt, saa faar nok min ærgjerrighed finde sig i at blive stoppet paa halv vei. Uagtet min storslagne sjel ikke setter synderlig pris paa at komme op i (?) rekke under et stortingsvalg, saa kan det dog ikke nektes , at dette tilfelde tildrar mig, sa meget mer, som jeg paa temmelig nært hold har seet en mengde mænd utholde den mest krampaktige anstrengelse for i det mindste at naa did, hvor jeg staar. Hemmelige og aabenbare diskusjoner under sidste stortingsvalg har imidlertid overbevist mig om, at hvis jeg i en tidligere alder havde sat stortingsbenken som midt maal, skulde jeg den dag i dag været representant i neste ting. Det er i økonomisk henseende sørgelig at lide af total mangler paa ærgjerrighed” (Mangelen var vistnok ikke helt total. N.G.S.) Som ordfører var Nils Skaar ofte gemytlig, altid grei, og hadde en egen evne at fremholde kjernepunktene i enhver sak og paa en rolig maate lade forhandlingerne saaledes, at de enkelte talere ikke løp ut paa vidderne. Hendte det imidlertid, at der var oppe en sak, som ikke huede ham, kunde han i enkelt tilfelde med nogle korte, fyndige bemerkninger faa den henlakt – uten videre. Landhandler i Norheimsund ”Steingrim Graaven” eller ”Sandven” hadde ret til at selge øl, da han hadde herredstyrets bevilgning. Saa var der en del mend som havde samlet underskrifter paa en henstilling til herredsstyret om at fratage Steingrim retten til ølsalg. Ordføreren frembar denne henstilling i følgende orlag: ”Her er kome en petisjon om, At me ska nekta Steingrim Sandven ret til ølsalg. Om da hadde vore ein henstilling om, at han Steingrim skuld hengjast, hadde vel den og faadt nokra underskrifter. Eg tenkje me vedlegg skrivelsen protokollen” Ingen forlangte ordet, og Steingrim fek drive si sedring. Saaledes kunde det gaa for sig i Kvam herredstyre i 70-aarene. Naar Nils farbror i januar maaned skulde reise hjemmenfra for at være i Kristiania til stortingets aapning, traf det flere gange, at isen paa Fyksesund verken var ”staoande elde gaoande”, som man sa. Da var det at ta ”Blaaningsfjeld” fat. . Der gaar en smal elendig sti høgt oppi fjeldet og ned mot ”Kasdal” indenfor Klyve. Vinterdag er det ofte ”livs fortabelse” at gaa denne vei. Isen laa som oftes ikke lengere end til Klyve, og da var det at ro over til Porsmyr. Han tok nesten altid overland til Kristiania. Han hadde et par gange, tat sjøveien, men vilde krepere af sjøsyke. I sine breve til far, hvori han skildrer sit liv i hovestaden, anstaar han ofte en tone, som kunde friste en til at tro, at han gav en god dag i alt stortingsarbeide. Dette var dog ingenlunde tilfelde. I et af sine breve skriver han, at han netop hadde kjøpt kaptein Mariaks skrifter.”Det sved i pungen, men saa har jeg da ogsaa lesestof en god tid fremmover” Han samlede ofte unge studenter hos sig paa sit værelse. Min bror, Jan, fortalte, at når han af og til besøkte ham om kvelde, kunde man knapt skimte nogen i værelset paa grund at tobaksrøk. Han var som nevnt ovenfor ingen taler, men han satte sig grundig ind i sakerne og arbeidede godt i komiterne. Var det noget han mislikte, kunde han at og til forlange ordet. En dag var der debat i anledning toldforhøielse paa forskjellige artikler, deriblandt tobak. Efter at flere hadde havt ordet, reiste Skaar sig og udtalte, at han forstod ikke, at der var nogen mening i at forhøie tolden paa tobakken. Tobakken var en af de nydelser den faktige mand havde:”skal vi nu ogsaa tage denne fra dem?, det syntes han vist lidet hjerteleg” Der blev munterhed i salen, og tobakken blev ikke forhøiet. Johan Sverdrup satte meget pris paa Nils Skaar. At Nils Skaar søkte om at bli fyrvokter paa Lerø fyr maatte sikkert være diktert af økonomiske grunde. Det vilde jo for en aldrende gaardsmand, med ikke ret sterk økonomisk rygstød, være hyggelig at ha en sikkerpansjonsindtekt i udsikt. Imidlertid turde han vel ikke gjøre sig stort haap om at opnaa stillingen. Han fortalte senere med far, hvorledes det gikk for sig at han fik posten. En dag da han traf Johan Sverdrup paa gaten, og de fulgtes et stykke, spurgte han om der var nogen utsikt for, at han kunde blive fyrvokter. Sverdrup svarte;”Jeg burde ikke være statsminister i Norge, hvis ikke det skal ske”. Det vanke selvfølgelig et voldsomt røre, da det spurgtes at fjeldbonden fra Hardanger var tilsadt som fyrvokter. I almindelighed var det sjøfartens mend som kom ind i disse stillinger. Men statsministeren ønskede paa denne maade at sige tak til sin ven Skaar for hans arbeide i tinget i de mange aar – og dermed basta! Det blev ikke ret lenge Nils Skaar sat paa Lerø fyr. Som nevnt fratraadte han stillinge allered 1889, paa grund af sygdom. I de faa aar han var fyrvokter, leiede han forresten en slektning af sig – Gjermund Flætna – til at stelle med fyret. I pensjon fik Nils Skaar 800 kroner aarlig! Man kan vel sige det var let tjente penge. Han blev nu sengeliggende. Det var serlig ryggen, som slo sig vrang. Efter at han holdt sengen et aars tid forsøkte han at komme sig op. En dag da han reiste op i sengen, faldt han tilbake paa grund af ulidelige smerter. Han opgav at gjøre et nyt forsøk, men blev liggende. I løpet av de tre aar han blev liggende arbeidede han ivrig med slekttavler. Saa var det ellers at læse bøker og aviser. ”Eg læse avisena ifraa tittelen og til sidsta linjo, og so set eg ein blyantstrek yve blae, so ungaar eg aa lesa det opigjen” Saaledes gikk tiden.

Hans søn Jon holdt paa med at bygge nyt vaaningshus paa gaarden. Saa kom det tidspunkt, at stuen hvor faren laa skulde rives. Det var om sommeren, og derfor gikk det an at flyte den syke til staburet. Dette blev da gjort. Efterat han var kommet der, blev interessen for at se hvorledes det gik med nybygget saa sterk, at han igjen forsøkte at komme sig op. Denne gang lykkedes det. En dag vilde han prøve komme sig ut paa tunet, men han vovede ikke stige ned paa staburstrappen. Jon gikk derfor i gang med at lage en ny trapp og en kort tid kunde faren vove sig ut. Efter denne dag gikk det jevnt fremover, og han blev om ikke lang tid helt bra igjen. ”Hadde ikkje han Jon bygt nyt hus, hadde eg aldrig komme meg or sengjæ,” sa hen seinare.

Nils Skaar og Blansa hadde følgende børn: Nils, f. 28. mars 1852, Jon, f. 2.oktober 1854. Nils, f. 15. desember 1856, Elseberg, f. ?- Marta, f. ?. Guro, f.22. juni 1867. Fra WIKIPEDIA: Nils Nilsson Skaar (1826–1909) Nils Nilsson Skaar (1. januar 1826–18. oktober 1909) var ein gardbrukar og stortingsmann frå garden Skåro opp for austsida av Fyksefjorden i Kvam herad i Hordaland. Han var ordførar i heimekommunen i 20 år og sat på stortinget i 15 år. Yrkesliv[endre wikiteksten] Skaar dreiv frå han var seksten år gammal med bygningsarbeid, fór i jektefart og var på fiskeri. 1851 kjøpte han garden Botnen i dåverande Vikør herad. Fem år seinare overtok han farsgarden Skåro og dreiv denne til han skøytte han frå seg i 1886. Frå 1884 til 1889 var han fyrvaktar på Lerøy. Styringsmann[endre wikiteksten] Skår var 1854-61 med i heradstyret i Vikør. Frå 1866 kom han inn att i heradstyret, og vart vald til ordførar. Eit verv han hadde heilt fram til 1885, då han gjekk ut or heradstyret. Han hadde elles mange andre kommunale verv i desse åra. Mellom anna var han 1867-69 med i matrikkelkommisjonen for Nordhordland, og var forlikskommissær for åstadsaker 1880-85. På statleg nivå var han 1884-86 med i kommisjonen som såg på organiseringa av hæren. Stortingsmann[endre wikiteksten] Skaar var suppleant (varamann) til stortinget 1868-69. I 1870 vart han vald inn på Stortinget som tredje representant frå Søndre Bergenhus for perioden 1871-73. Sidan vart han vald til stortingsrepresentant for fylket i alle val, heilt til han før valet hausten 1885 sa frå seg.

Fyrste perioden på Stortinget var han medlem av protokollkomiteen. 1874 sat han i vegkomiteen, resten av si tid (1875-85) var han med i militærkomiteen. 1883-84 var han medlem av riksretten som dømde statsministeren frå embetet.

Skaar døydde i Norheimsund i Kvam. Han var far til Nils Nilsson Skaar og bror av Gjermund og Johannes Nilsson Skaar.

• Reference: FamilySearch Family Tree - SmartCopy: Apr 16 2023, 9:44:42 UTC
• Reference: MyHeritage Family Trees - SmartCopy: Apr 16 2023, 15:45:40 UTC