Olav Høgsbro

Før Olav blev gift med Kirstine Thomsen, fik han udenfor ægteskab en datter og en søn, Aage, med Amanda Nilsson. Pigen døde, før hun blev voksen. Da Aage var midt i tyverne, blev han præsenteret for sine søskende og et livfuldt søskendeskab udviklede sig. - Olav var en nær ven af Sigurd Smith. Flere fælles sommercykelture blev det til. Det viser Sigurds skitsebøger. Olav var en begavet lejlighedspoet, der har beriget familien med mange gode sange. - Fasangården flyttede Olav og Kirsten ind på i 1907. Her boede han til sin død. I 1900-tallet har huset været kontaktpunkt for store kredse af familien.

Jeg tilføjer mit lille portræt af Olav og Kirsten (Thorkil, JCAB):

”Deri finder jeg, som jeg har sagt dig, én af de bedste Betingelser for et godt Samliv imellem os, at vi begge vil have et dagligt vekslende og opstrammende Arbejde, der vil give os Glæden ved at nyde Hvilen i Fællesskab bagefter. Hvilken Betydning Din Ulyst til Husholdning vil faa, er jeg ikke istand til at bedømme, men saa meget synes mig klart, at Du maa gøre Dig saa fortrolig dermed, at Du kan føre en fornuftig og virksom Kontrol med den. Ikke sandt?”

Det er ikke særlig pænt af mig at klippe et enkelt afsnit ud fra et af min oldefar Olavs mange breve til den på det tidspunkt kun 20-årige Kirsten. Han var i 1898 33 år, og havde sin lægepraksis på Frederiksberg. Citatet ville i dag have medført bandbuller og øjeblikkelig afsluttelse af et hvilket som helst forhold mellem mand og kvinde. Kirstens respons findes ikke, men de blev gift et år senere. De fik seks børn, fejrede guldbryllup, og blev begge 85 år.

Jeg har en vis sadistisk fornøjelse ved at tænke på de besværligheder kærlighedslivet har budt mig, og så vide at Olav og Kirsten holdt sammen så længe med det udgangspunkt de havde. For der var spændinger og de var stærke. Kirsten kom fra et indremissionsk hjem i Ødum ved Hadsten. hvor hendes far, som egentlig var hendes onkel, fordi moderen havde giftet sig med broderen da hendes mand døde da Kirsten var 4 år, drev stordrift. Han havde grise i to etager, etablerede kort før århundredeskiftet teglværk i Ødum, og et par år senere mejeridrift i Randers. I forbindelse med gården etablerede han også en lille købmandshandel for Ødum by. Brevene fra stedfar til datter er præget af en ligefrem kærlighed fra far til datter (ikke den fjerneste antydning af at han ikke var hendes biologiske far), og en sjældent salvelsesfuld tale. Der er også nogle breve fra hendes mor. Den salvelsesfulde tale får her en tak ekstra, idet der tillægges syndsbevidsthed i større mål. I maj 99 skriver hendes far til sin ”lille stump” om hendes mors behov (og hans egne): ”Nu i morgen rejser N. Andersens til Randers, jeg er allermest kjed af det for mors skyld han er så god til at gå og tale med hende og hjælper det dårlige humør lidt op, jeg kan så dårlig høre på klynk og klage; hvor vilde jeg gerne altid se glade mennesker.”

Kirsten havde arvet sin mors anlæg. Tidligt stifter Olav bekendtskab med hendes tvivl, og den vedbliver at dukke op; de breve der er bevaret fra hende til ham er præget af bekymringer og en egen selvfornægtelse. Stadig føler Olav sig kaldet til at opmuntre og retlede hende, ja irettesætte og uddanne hende. Da hun i juli 1899 er på et månedsophold på Ryslinge Højskole og sender breve til Olav med beretninger, kommenterer Olav i vanlig stil: ... jeg tror, at det vilde være Dig til Gavn om Du søgte at gøre Dig det hørte klart, ved at genfortælde det væsentlige. Poesiens Velklang og Farver vil Du naturligvis ikke kunne gengive i et Brev, men der maa jo dog i Foredragene være om ikke helt nye Tanker, saa nye Sider at belyse el. nye Maader at belyse dem paa, som maa kunne oversættes i faa Ord og det skulde Du prøve paa; ellers er jeg bange for at formeget gaar hen over Hovedet paa Dig.” Og så beklager han med slet skjult stolthed og rødmen at brevene ellers for det meste er af en sådan karakter at de ikke kan læses op for familien. De er for varmblodede. Kirsten havde flere sider.

Min far har fortalt at Kirstens måde at lytte til foredrag på holdt sig igennem hele hendes liv. Man kunne få at vide at det havde været ”godt”, at det havde været ”en god taler”, men indhold og substans måtte man gå til andre for at få oplysning om. Olav har vel efterhånden resigneret.

Da de har været kærester i et par måneder har de fundet ud at det skal være de to for resten af livet. Olav skriver da et brev til Kirsten hvor han kommer med to tilståelser, som han har vævet om et par gange ved deres møder. Den ene er at han har haft epileptiske anfald fra sit 12. til 25. år. Det andet at han har en søn på 10 måneder.

Han forklarer hvordan han står i et venskabeligt forhold til barnets mor, og skriver: ”Ligesom jeg har gjort mig – naturligt nok – en Samvittighedssag af ikke at give hende noget Løfte som jeg ikke har villet holde, og navnlig altid har udelukket et Ægteskab, saaledes har jeg siden gjort mig til en Samvittighedssag at hjælpe hende udover de Vanskeligheder, hvori hun derved er kommet.” - Kirstens umiddelbare respons på disse oplysninger findes ikke, men et halvt år efter, den 9. september, skriver Olav til Kirsten: ”Disse ”Tvivl” ’s Betydning har jeg maaske undervurderet hidtil, men da jeg i Aftes havde sagt Farvel til Dig, blev jeg ængstelig for dem og de dannede ude i mit Fremtidssyn store urolige Skygger. Jeg begyndte at fortryde, at jeg havde været ærlig og sagt Dig Sandheden før jeg forlangte dit endelige Ja. Da Du svarede: gør du din Pligt! mente jeg at have faaet et ærligt og bestemt Svar og et Tilsagn om, at den Sag ikke skulde rokke vort Forhold. Jeg glædede mig, som jeg altid gør naar jeg faar Bekræftelse paa det gamle Ord ”Ærlighed varer længst”. Men nu spørger Du andre om, hvad de synes, nu er Du bange for, at det skal tage Poesien fra vort Ægteskab, nu ræddes Du for Følgerne.”

De ”andre” som Olav hentyder til er bl.a. hans yngste søster Ragnhild, som har udfordret den unge Kirstens tro på Olav. Olav var ud af en søskendeflok på 12 (egentlig 15, men tre døde som små) og der var tre drenge og 9 piger. Det var drengende der fik uddannelse og karriere, pigerne blev giftet bort. At Olavs søster prøver at så splid mellem hendes bror og hans forlovede antyder muligvis en misundelse, og muligvis en reel bekymring. Det kan være hun har set Kirstens ungdommelige forelskelse, og har ønsket at minde hende om realiteterne. Måske har hun blot ikke kunnet forstå at nogen kunne være så forgabt i hendes bror.

Kirsten har sagt ja til sin kæreste på trods af hans fejl. Men hvad skulle hun sige til sine forældre? Man kan forestille sig hvordan nyheden om en tretten år ældre mands erobring af deres 20-årige datter, som nys er ankommet til København for at studere til tandlæge har rystet det religiøse hjem. Og så med en søn fra et løst forhold! De har talt om det, for ugen efter sender Olav et brev til sine kommende svigerforældre. og Kirstens far svarer (Kirsten var døbt Mette Kirstine):

Min inderlige kære lille Mette Himmelens velsignelse være over dig og din trolovede. Hvor kan det dog være min kære Stump at du aldrig har ymtet en smule om dette vigtige livspørgsmål før nu det hele er lagt til rette. Ja det er måske rigtig ikke at have mere end mindst mulig konferangse derom. Jeg håber du har bedet vor fader i himmelen at det først og fremmest er hans vilje, og så vil jeg tro at det er fra Vorherre og vi kan hverken sige ja eller nej, alt hvad I gør, det gøre i Guds navn og til hans ære. Da vil han velsigne jer i tid og evighed. Jeg havde egentlig tænkt at du havde ventet en del år med at forlove dig, thi med ægteskabet begynder jo først rigtig livets alvor, jeg skal ikke her komme nærmere ind på det. Gud give dig nu visdom og forstand med opofrende kærlighed mod den du har udkåret så du i alle måder er kvinde og livet i huset. Hils din forlovede meget tak ham for hans kønne beskedne og elskværdige brev, der i alle måder har gjort det bedste indtryk på os. – Jeg elsker dig mit kære barn, ja langt mere end du aner. Jeg vil inderlig ønske at den samme kærlighed må yderligere forøges og overføres på din forlovede, jeg vil gøre mit dertil. Navnet Høgsbro har jo en klang af hæder og ære over det ganske land jeg håber heller ikke du vil gøre det til skamme. Fra de kære præstefolk – som jeg ikke har kunnet undlade at meddele forlovelsen – skal jeg meget hilse. Pastor D siger du har gjort et godt valg, ja, Gud give det er så, og Gud velsigne jer livs dage så alt må være til hans ære. Din moder vil skrive en af dagene hun har jo været noget rystet over den begivenhed, men det fortager sig nok. Hermed da Guds fred, og vore bedste ønsker for dig og din Olav. Din hengivne Mor og far.

Og kort efter, måske et par dage efter, skriver han: ”Vi har i denne tid jævnlig gratulanter, det er en almindelig mening, at du har gjort et godt parti, jeg har imidlertid slet ingen mening derom, men jeg nærer det gode håb, at du ikke har valgt i blinde, men først og fremmest taget Vorherre med på råd, dernæst dig eget hjerte; slægt og venners råd – som det hedder i ritualet – giver jeg ikke ret meget for i dette vigtige stykke.”

Årsagen til omfavnelsen af Olav som svigersøn er, udover kærligheden til Kirsten og respekten for hendes valg, navnet Høgsbro. Olavs far var Sofus Høgsbro. ledende venstrepolitiker og medlem af folketinget siden 1862. Han var præsteuddannet, havde været forstander på folkehøjskolen i Rødding, og var nu formand for folketinget og generelt repekteret for sin politiske tæft og store integritet. Der findes en plakat fra tiden med billeder af venstrefædrene. Jeg så den da jeg i 1990erne besøgte Jeppe Åkjærs gård Jenle på Salling, hvor jeg dengang havde svigerfamilie. Op ad trappen, og der hang Sofus og stirrede på mig, næsten hundrede år efter sin død. - Sofus har været kendt i kirkelige og religiøse kredse – blandt andet var loven om valgmenigheder hans værk - og som politisk kæmpe der talte de små bønders sag mod jordbesidderne, agrarerne som de kaldtes dengang. Han havde ingen ledende partiposter, men lagde meget af sin energi i udgivelsen af Dansk Folketidende, den tids førende organ for politisk oplysning. Sofus var kendt, og forældrene i Ødum er faldet aldeles på halen over at få så fin en mand ind i familien.

Olav nævner sin far flere gange i sine breve til Kirsten. Familien refererer han til som Røddinghuserne, en ihukommelse af deres sønderjyske tilknytning. Og til tabet af sønderjylland i krigen i 1864, hvor Sofus var en af dem der stemte for junigrundloven og dermed var med til at bane vejen for krigshandlingerne. Olavs storebror Svend var fulgt i sin fars fodspor, og nåede at blive både trafikminister og justitsminister inden hans tidlige død i 1910.

Olav kom fra et hjem hvor politik var en levende beskæftigelse. I et af brevene fortæller Olav at Svend er i London for at studere kvindebevægelsen dér. Og i 1899 drager gamle Sofus til Nobelfesten i Oslo for at deltage i en fredskonference. Men Olav selv synes ikke at være politisk interesseret. Han har et bierhverv som rigsdagsstenograf, og tager referater fra møder i folketinget, men selv lufter han ingen politiske tanker. Han synes tilfreds med sin lægegerning, og udsigten til et fornuftigt, borgerligt familieliv. Han er mere sin mors søn end sin fars.

Det er Kirsten der bringer musikaliteten ind i familien. Hun spiller klaver, og Olav skriver i et af de tidlige breve: ”Havde jeg blot siddet ved Din Side, da Du spillede og kunde Du blot have aabnet mine Ører og (aabnet) mit Blik for Musikkens Vidunderverden! Kunde Du blot lære mig at sætte Tekst til. Jeg føler, hvor gennemmusikalsk Du egentlig er. For Dig er det mere om at gøre at give Din Stemning Luft i Ord og Bevægelser, end at faa begge Dele passede ind efter Forholdene. Derfor er Din Tale undertiden noget umotiveret, springende: Dine Bevægelser ofte nærmest af exploderende Natur. Men det giver Dig Kildens Friskhed og Umiddelbarhed.”

I det samme brev, som jeg citerer i starten af denne beretning om mine oldeforældre, skriver han således om sig selv i forholdet til Kirsten:”Men tror Du ikke, at jeg paa dig vil virke noget som en Lyseslukker? jeg er sikkert betydelig mere skeptisk en Du. Tror Du ikke det tit vil støde Dig? Vil Du kunne bøje Dig? Du ser, hvorledes jeg tager adskilligt mere Hensyn til Omgivelserne end Du. Vil det ikke ærgre Dig? Du har vel heller aldrig set mine Øjne, naar de er kolde. Ville Du ikke besvare sligt med Ligegyldighed eller Vrede eller vilde Du af Kærlighed kunne gengælde ondt med godt og søge fremad gennem det kolde?” - Han har været klar over sine egne begrænsninger. Måske til tider lidt for klar, nærmest uambitiøst og defaitistisk. Hans væsen syntes givet og færdigdannet, hvilende i en tryg selvbevidsthed. Hans fascination af Kirsten bunder måske i hendes mere umiddelbare tilgang til byens og livets tilbud, hendes ”lammenatur”, et udtryk han overtager efter sin svigerfar. Der er noget uforstyrreligt over Olav, som stilles i relief af de irettesættelser og moraliseringer han i al kærlighed udsætter Kirsten for.

Olavs karakteristik af sin kæreste ligger uden for min verden. Men jeg genkender noget af mig selv i hans beskrivelse af hendes natur. Og om hendes klaverspil foreligger der flere beretninger. Hun improviserede gerne frit, ligesom også jeg gør. Hun er mere optaget af udtryk end af form, øjebliksbilleder fremfor gengivelser. Min far har fortalt om det. Han siger hun var bedre end mig, men der er et slægtskab. Hans farbror Svend har fortalt om det, og beretter bl.a. om en mindeværdig sommeraften med åben havedør hvor hans mors improvisation går over i Beethovens måneskinssonate, og dermed lokker tre balletdansere, som befinder sig i selskabet, på benene til en dans på græsset.

Med tiden kom hendes klaverspil til at dominere hele familien, måske ligeså meget ved hendes egen kraft som i kraft af musikken. Der skulle være stille når hun spillede! Hun bad måske Harald, min farfar, om at rejse sig og synge Grundtvigsalmen ”Ved babylons floder vi sørgende sad” sammen med hende. Han ville stille sig ved siden af klaveret, idet han støttede med venstre arm på instrumentet og lagde fingrene mod tindingen, og lod sin velklingende tenor lyde i spisestuen på Fasangården sammen med hans mors klaverspil.

Kirsten fik sin uddannelse som tandlæge, men synes ikke at have praktiseret, udover tjenester indenfor familien og vennekredsen. Kuriøst nok nævner Olav et sted at Kirstens far havde givet sig af med lidt privat fiflen som tanddoktor. Måske ligger der her incitamentet eller inspirationen for Kirsten til at vælge den vej, som en af de første kvinder i Danmark. Før hun kom til København var hun i Randers blevet uddannet som mejerist. Bondedatter, mejerist, tandlæge, habil pianist. Ravjyde og københavnsk bedsteborger. Dybt religiøs i sin tilgang til verden, konstant optaget af religiøse spørgsmål og sin egen tro. Gift med den lidt vege Olav, søn af en berømt rigsdagsmand, uden sans for de store dybder, men en god lejlighedspoet og en vellidt læge. Mest interesseret i et borgerligt familieliv, og fra hjemmet opdraget i en rationel grundtvigsk kristendom.

Deres breve til hinanden afslører den store loyalitet de følte overfor deres ægteskab og familieliv. Og de kunne mødes i den kristne tro, selvom Olav værger sig mod Kirstens mere fundamentale kristendomsforståelse. Et brev fra en veninde til Kirsten, mens hun er på Ryslinge Højskole: ”O gid Du nu maa være rask nok, lysvaagen og let nok klædt, til at du ubesværet af Varme og Træthed kan samle Føde for Aand og Hjerte til lang Tid, - samle saa trofast og med et ydemygt ærligt Hjertelag, saa at Du ogsaa gennem dette Højsk.ophold kan rustes bedre til at hjælpe den kære Helligaand med at indfange Din Doctors bedre selv under Troens Lydighed.”

De har været lige gode om at ville påvirke den anden, og adskiller sig på den måde ikke fra ægtefolk flest. Min farfar har fortalt om hans forældres natlige skænderier, som martrede ham specielt, da han havde soveværelse ved siden af deres. Man kan forestille sig at Kirstens religiøse anfægtelser har plaget Olav, og at hans magelighed har irriteret Kirsten. Men de var loyale overfor hinanden og døde fra deres ægteskab. Og det er dog noget.