Olof Haraldson

Oluf II Haraldsen (død 1143) var skånelandsk konge 1140-1143.

Da Erik Emune i 1135 overrumplede Harald Kesja i Skibet uden for Vejle var Oluf den eneste af Haralds sønner, der undslap med livet i behold. Da Oluf i 1137 forlangte sin ret til Danmarks trone blev han afvist som søn af en landsforræder. Han gjorde et forsøg på hævn ved at overfalde Erik, da han befandt sig i en kongsgård i det sydøstlige Skåne. Det mislykkedes imidlertid, og Oluf måtte flygte til Sverige, hvorfra han siden kom tilbage og indledte en blodig borgerkrig, der på gik i fire år og blev udkæmpet først på Sjælland og siden i Skåne.

På det nordlige Sjælland vandt Roskildebiskoppen Rike et slag over Oluf ved Buddinge å, (ikke langt fra Gentofte), men Oluf vandt senere 1139 i et slag i Ramløse ved Arresø, hvor biskoppen blev slået ihjel. Det gjorde, at Oluf blev bandlyst af paven, og da Oluf siden gjorde et indfald i Skåne, forsøgte ærkebiskop Eskil at hindre ham med våbenmagt, men blev besejret og måtte overlade Lund til Oluf. Eskil flygtede til Erik Lam og forsøgte siden i spidsen for den kongelige hær at gøre landgang i Skåne, men måtte endnu en gang se sig besejret. Ved det tidspunkt havde Oluf, som i 1140 var blevet hyldet på Sankt Libers høj som konge og nu regerede et selvstændigt Skåneland fra Lund, vundet skåningernes hjerter for sin sag, og beruset af sin succes lod han på egen hånd udnævne en ny ærkebiskop og opføre et kongepalads ved Dalby. Erik Lam havde dog ikke opgivet kampen, og ved Glumstrup (Glumstorp) øst for Lund lykkedes det ham endelig at vinde over Oluf. Krigen kulminerede i slaget ved Tudebro (Tjutebro) 1143 hvor Oluf faldt, og der blev fred over "hele det danske land". I Roskildekrøniken er Oluf betegnet som "et uhyre med mange hoveder", men i det østensundske Danmark så man helt anderledes på ham.