Otto Krabbe, af Østergaard

Otto Krabbe (1641–1719) af Østergaard, til Holmegård og Egholm. Krabbe var gehejmeråd og amtmand. Hvid Ridder af Dannebrog den 5 mai 1684, Blå Ridder af Elefant den 28 aug 1709 (Symbolum: Lente Sed Caute).

Krabbe var født nytårsdag 1641 i Christianopel i Blekinge, Øster Herred, Skåne, Sverige, hvor hans fader, Erik Krabbe (død 1659), da var lensmand. Krabbe fik sin opdragelse hos Kjeld Krag på Heinekirke i Skåne, hvem han forlod for at tage tjeneste i kongens gård som page 1656. Som sådan ledsagede han Hannibal Sehested på dennes ambassade til Frankrig 1662-64 og blev nogen tid efter hjemkomsten forfremmet til kammerpage hos kongen, der skænkede ham sin egen kårde, som Krabbe derefter bar hele sit liv. 1669 blev han kammerjunker, men opvartede stedse kongen personlig som hans kammerpage og var bestandig hos ham i hans sidste levetid; i Krabbes arme døde Frederik 3., som på sit dødsleje til tak og erindring satte sin ring på den trofaste pages finger, som den aldrig forlod, end ikke i graven. Efter tronskiftet blev Krabbe kammerherre, men forlod snart hoffet, da han 1671 blev udnævnt til amtmand over Tryggevælde, Vordingborg og Møns amter; Vordingborg amt mistede han dog næste år, og Tryggevælde amt gik 1695 over til en anden, indtil det 1709 atter blev tildelt Krabbe. Imidlertid blev han 1682 amtmand over Roskilde amt med Vordingborg amts rytter- og proprietærgods samt stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift. 1680 fik han etatsråds titel, 1683 rang med overskænken, 1684 Dannebrogordenen, 1691 udnævntes han til justitsråd med forpligtelse til at indfinde sig i højesteret, når han tilsagdes, og 1695 til gehejmeråd.

Ved siden af sine embeder havde Krabbe meget at tage vare med bestyrelsen af sine landejendomme. I henhold til sin faders løfte tilskødede Christian 5. ham 1670 Holmegaard, hvortil hørte Broksø, som 1675 blev oprettet til sædegård; en tid lang ejede han Bækkeskov og Aakjær, og ved sit sidste giftermål forøgede Krabbe yderligere sit jordegods. Han var først gift (1671) med rigshofmester Joachim Gersdorffs datter Dorthea G. (18. april 1645 – 30. juli 1680) og derefter (25. maj 1681) med gehejmeråd Vincents Joach. Hahns datter Catharine Susanne H. (død 29. maj 1685), efter hvis død han 16. august 1686 ægtede Birgitte Skeel (født 7. januar 1669), datter af gehejmeråd Otto Skeel til Vallø, som 1690 afstod til denne sin datter og Krabbe herregårdene Egholm og Krabbesholm i Horns Herred. Med stor omhu og sparsommelighed styrede Krabbe sine ejendomme; både hovedgårdes og kirkers bygninger forbedrede han, og mod sine undergivne var han en mild og uegennyttig husbond.

Uagtet Krabbe ved Christian 5.’s død (1699) allerede var til års, kom han dog under Frederik 4. til at indtage en mere fremragende plads end hidtil. Straks ved den fjendtlige landgang 1700 fik han som stiftsbefalingsmand lejlighed til under kongens fraværelse at træffe alle fornødne anstalter til forsvar, og uagtet han aldrig havde været i felten, viste han det største mod og skånede ikke sig selv. Samme år. lod kongen Krabbe, der under forhandlingerne i Christian 5.s sidste tid havde bekæmpet landmilitsens oprettelse og havde foreslået en skat på hartkornet, for at kongen kunde forøge den stående hær, i forening med overkrigskommissær G. Braem afgive den betænkning, der kom til at danne grundlaget for landmilitsens ordning ved forordningen 1701; og som en mand, der i følge sin lange praksis fra sin virksomhed som amtmand og som godsejer havde et kendskab til landboforholdene som få andre, var det naturligt, at han 1701 fik sæde i den kommission, der skulle forberede vornedskabets ophævelse. Uagtet han personlig var villig til at give vornede fri på sine egne godser, fandt han det højst skadeligt i almindelighed at frigive de vornede på de private godser, i det han frygtede det meget øde gods, der formentlig vilde blive følgen deraf; at fraråde vornedskabets ophævelse på krongodserne – kongens principale forslag – dristede han sig dog ikke til. Foruden Krabbe udtalte kun et af kommissionens medlemmer sig imod den tilsigtede foranstaltning, og om det end taler til fordel for hans ærlighed, må man dog glæde sig over, at de stod ene med deres mening, og at resultatet blev vornedskabets almindelige Ophævelse 1702. Endelig fik Krabbe 1703 sæde i kongens råd som gehejmeråd i Konseillet, og i de mange urolige år under den langvarige krig hvilede en stor del af ansvaret for regeringens ledelse på ham, især når kongen – ofte og længe – var fraværende. Ved siden af denne sin ministerpost vedblev Krabbe at bestyre sit stiftamtmands- og amtmandsembede, og på andre måder blev der desuden lagt beslag på hans tid og kræfter, som da han 1714 var en af kommissærerne i enkedronning Charlotte Amalies bo. 1709 hædredes Krabbe med elefantordenen.

Omsider følte Krabbe sig træt af sine anstrengende embeder og vel også bøjet af sorger; sine børn havde han alle set dø, deriblandt Charlotte Amalie Krabbe (død 1709), Ulrik Frederik Gyldenløves hustru, han trængte til at tilbringe sine sidste dage i ro, og 1717 tog han da afsked fra alle sine embeder. Derefter synes han mest at have levet på Egholm, hvor han stadig lod holde gudstjeneste for sig, da han blev for svag til at søge kirken. Efter en uges sygeleje døde han 13. juli 1719 og blev begravet i Roskilde Domkirke i et kapel, der 1868 blev nedbrudt. Hans enke, der efterlod sig et smukt eftermæle som en from og for sine undergivnes vel omhyggelig frue, overlevede ham til 26. januar 1737.

Krabbe var en klog, erfaren og arbejdsom statsmand; han var sig sit store ansvar vel bevidst, og når han – vel noget påvirket af sin følelse som godsejer – ikke altid så på landboforholdenes i hans tid brændende spørgsmål således, som man nu kunne ønske, at han havde set på dem, så tør man ikke tvivle på, at han lod sig lede af sin overbevisning om det rette, og det så meget mere, som han var en sjælden human mand; forordningen 1708, der afskaffede forskellige grove misbrug fra tiendeejernes side ved tiendetællingen, er således hans værk. Hans ualmindelige velvilje viste sig også derved, at han havde meget ondt ved at vredes på nogen, og at han sjælden slog hånden af nogen af de mange, han hjalp med råd og dåd, ”endskjønt de somme Tid tit kunde spasere uden for Landevejen”. Han var altid den samme, siger biskop Christen Worm, altid hin gamle, ærlige hr. O. Krabbe I det hele står han som en ualmindelig sympatetisk skikkelse, udrustet med adskillige af den gamle adels allerbedste egenskaber, en ædel personlighed med hjertet på rette sted.

Kilder

• finnholbek.dk: Otto Krabbe af Østergaard, til Holmegård
• kongehuset.dk: Ordener og medaljer
• kongehuset.dk: De Kongelige Ridderordeners Våbenbøger
• Dannebrogordenens Våbenbog tome I, 1671-1722: Otto Krabbe - side 135 - Våbenbog side 72 * 103, 104 (5 mai 1684) Symbolum: LENTE SED CAUTE
• Elefantordenens Våbenbog tome I, 1660-1780: Otto Krabbe de Holmegaard et Eegholm (28 aug 1709) - side 133 Våbenbog side 14 - Symbolum: LENTE SED CAUTE

---------------------------------------------------

Profilfoto: Kilde: Næstved museum: Tekst:

Den ikke helt sikre bestemmelse af portrætterne af (3) Otto Krabbe og (4) Birgitte Skeel bygger på lighed med andre gengivelser af parret i kobberstik og på et familiebillede på Frederiksborg. Maleren Balthasar Denner (1685-1749) fra Hamburg og Altona skal have malet et portræt af Otto Krabbe, og han har malet Chresten Scheel ca. 1730, men er formodentlig ikke involveret i disse portrætter, som peger tilbage til tiden omkring 1690-1700 med de mørke allongeparykker.

Begge portrætter har oprindelig tilhørt Gavnø-samlingen. De to malerier skænkedes på et tidspunkt til familien på Krogården i Borup ved Rettestrup, hvis arvinger skænkede portrætterne til Næstved Museum i 1942.

10-02-2012 Tilføjet af Jette Huusm Rosborg

Sin Opdragelse fik han hos Kjeld Krag paa Heinekirke i Skaane.

1656 fik han Tjeneste i Kongens Gaard som Page.

1664 - 1666 ledsagede han Hannibal Sehested paa dennes Ambassade til Frankrig, og blev nogen Tid efter Hjemkomsten forfremmet til Kammerpage hos Kongen, der skjænkede ham sin egen Kaarde, som han derefter bar hele sit Liv.

1664-1670 Kronen administrerede godset sammen med Gisselfeldt, og lejede driften ud til Mathias Banniermann. Det endte med, at Frederik III forærede Holmegård til kammerjunker Otto Krabbe sammen med Broksø.

1669 blev Otto Krabbe kammerjunker og opvartede dag og nat Frederik personligt, som hans kammerpage og var også hos ham i hans sidste levetid. Kongen døde i Krabbes arme, og denne fik som tak kongens ring. Den bar han resten af livet og fik den også med i graven.

1670-1737 Otto Krabbe fik skøde på Holmegård og opnåede 1675 hovedgårdsrettigheder for begge gårde, og han udvidede Holmegård med gods, Oluf Daa havde mistet, ligesom han købte nyt gods og kirketiender i Toksværd og Næstelsø. 1685 købte han Olstrupgård (24 tdr. hartkorn) og udparcellerede den. 1691 lagdes Holmegård under Gisselfeldt Birke.
Ved hans død 1719 overtog enken Birgitte Skeel driften af godserne. Da deres eneste barn var død, testamenterede fru Birgitte Holmegård og Broksø til sin mands brodersdatteres datter.

1671 blev Otto Krabbe udnævnt til amtmand over Tryggevælde, Vordingborg og Møns amter;

1672 mistede han Vordingborg amt igen.

1680 fik han titel af etatsråd.

1682 blev han amtmand over Roskilde amt med Vordingborg amts rytter- og proprietærgods samt stiftsbefalingsmand over Sjællands Stift.

1683 titel af overskænk.

1684 fik han Dannebrogordenen.

1691 udnævntes han til justitsråd med forpligtelse til at indfinde sig i højesteret.

1691-1693 Gehejmeråd Otte Krabbe til Holmegård, som købte godset Bækkeskov, som han efter et par år solgte det videre.

1691-1709 Stiftamtmand Otto Krabbe købte godset Tølløse.

1695 blev han gehejmeråd.

1695 overgik Tryggevælde amt over til en anden.

1695-1737 Otte Skeels datter Birgitte Skeel gift med Otte Krabbe til Holmegård (død 1719) arver Egholm. Der er ingen børn i ægteskabet.

1709 fik han tildelt Tryggevælde amt igen.

13. juli 1719 døde han på Egholm.

Han blev begravet i Roskilde Domkirke i et kapel - oprindeligt Betlehems kapel - som han havde købt til sig og sin familie. Otto Krabbes og Birgitte Scheels marmorsarkofager, som stod i dette kapel, er senere flyttet til et kapel i Vor Frue kirke i Roskilde.

1737-1763 Da Birgitte dør, har hun testamenteret godset til gehejmeråd, præsident i højesteret Iver Rosenkrantz til Rosenholm, som var gift med Charlotte Amalie Skeel, datter af Birgittes bror Christen. Iver døde 1745, Charlotte Amalie 1763.