Otto Tagesen Thott, Greve til Gavnø, Lindersvold

http://da.wikipedia.org/wiki/Otto_Thott

http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I10107&tree=2

Barndom og uddannelse

Han var søn af gehejmeråd Tage Thott (død 1707) og Petra Sophie Reedtz.

Faderen døde, inden Otto var blevet 4 år, og hans mor flyttede, efter at have solgt Turebyholm, til Sorø med ham, hvor han gik i skole. Men han mistede også moderen, inden han var fyldt 17 år, og da den formue, hun havde haft, næsten var væk, var det kun på grund af et par kvindelige slægtninge, at han blev i stand til at fortsætte sin videre udvikling på den måde, der den gang ansås for at være nødvendig for en ung adelsmand, nemlig ved en udlandsrejse.[1]

Først opholdt han sig en tid i Halle, hvor han boede hos en jurist Bøhmer. Han studerede især retsvidenskab, derunder naturret, og tillige historie og filosofi m.m. Disse studier fortsatte han i Jena og senere under ophold i Holland, England og Frankrig. Foruden Han kom i forbindelse med en række videnskabsmænd i de forskellige byer, hvor han opholdt sig, og skønt hans pengemidler sikkert var begrænsede, skaffede han sig værdifulde håndskrifter og bøger.

Karriere

Succesrig embedsmand

Efter sin hjemkomst fra rejsen fik han i 1723 en sekretærstilling i Danske Kancelli, skønt han endnu knapt var 20 år. I 1728 blev han højesteretsassessor, to år senere kommitteret i kammerkollegiet, her fra avancerede han til deputeret for finanserne (15. februar 1734), og da General-, Landets-, Økonomi- og Kommercekollegiet blev oprettet, trådte han ind som deputeret i det 5. december 1735. Et betydeligt skridt fremad var det for ham, at han 30. august 1746 kom til at lede finanskollegiet som 1. deputeret, en stilling, han beklædte indtil 6. december 1759. Året i forvejen havde han nået den højeste statsmandsværdighed ved 21. juli 1758 at blive medlem af gehejmekonseillet.

Kort efter Frederik 5.’s tronbestigelse havde han modtaget Dannebrogsordenen. Den 4. september 1747 fik han titel af gehejmeråd, og i 1752 havde enkedronning Sophie Magdalene tildelt ham ordenen «de l’union parfaite», og han beklædte gentagne gange i længere tid en stillingen som en af Den Københavnske Banks direktører. 1755-1758 moderniserede han Gavnø, der blev forvandlet til et rokokoslot.

Statsøkonomisk forfatter

Kort efter, at han havde fået sæde i kommercekollegiet, indgav han 31. december 1735 en lang betænkning med titlen «Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand og Opkomst», hvori redegjorde for Danmarks og Norges økonomiske forhold. Han tilslutter sig her en moderat form for merkantilisme. «Det er», siger han, «ikke alene Sølv og Guld, som medfører Rigdom; men det er fornemmelig Flittighed, Arbejde, Sparsommelighed, Forstand, Kunster og Videnskaber, som alle ere de troeste og aldeles fornødne tilhjælpere til et ægte Kommercium.», hvilket han underbygger ved at pege på, hvordan England og Holland havde overgået Spanien, der kun havde haft ulykker af sin metalrigdom fra kollonierne. Merkantilismen ses, idet han fremhæver, at det er vigtigt at udføre for større værdier, end man indfører. Han beskriver også elendige forhold for landbruget som følge af lave kornpriser. Han skildrer både proprietærerne som gældbundne og særlig de danske bønders jammerlige kår. «Det er», skriver han, «fast ubegribeligt, hvorledes Bonden kan få det, han skal svare … han må nødvendigvis arbejde med Ulyst og Lunkenhed, ja vorder lad og liderlig og drikker ofte op alt, hvad han kan overkomme.».

De år, hvor han ledte finansstyrelsen (1746-59), var gunstige, og det lykkedes afbetale en del af statsgælden, hvilket er taget som bevis på Thotts administrative dygtighed; men også fredstiden har spillet en rolle.

Herlufsholm i slutningen af 1800'tallet

Faldende indflydelse og afskedigelse

Han efterfulgte i februar 1763 Johan Ludvig Holstein både som oversekretær i danske kancelli, præses for missionskollegiet og Waisenhuset, 1. generalkirkeinspektør, præses i Videnskabernes Selskab, patron for Københavns Universitet og skoleherre for Herlufsholm. Få uger efter blev han Ridder af Elefanten. Ved samme tid fik han ombygget sit store palæ på Kongens Nytorv, Thotts Palæ, ved Nicolas-Henri Jardin.

Han bevarede sine stillinger ved Christian 7.’s tronbestigelse, men mærkede overgangen fra en rolig tid under Frederik 5. til en forvirret og intrigant periode herefter. Han var her på Bernstorffs side, hvilket gjorde, at han sammen med ham og D. Reventlow efter kejserinde Cathrine 2.’s udtrykkelige ønske blev gjort til lensgreve 14. december 1767.

Bernstorffs fald 15. september 1770 gav ikke umiddelbart anledning til afsked af Thott; men Struensee lod konseillet være fuldstændigt uvirksomt, når undtages en erklæring, som Thott 24. september med sine kolleger afgav om, hvorledes et statsråd bedst kunne indrettes i en monarkisk stat, en erklæring, der yderligere ophidsede Struensee imod de gamle statsrådsmedlemmer. Det varede ikke længere end til 10. december 1770, inden alle konseillets medlemmer blev afskedigede. Pension fik Thott ikke. Hermed var hans virke i samtlige hans ældre stillinger ophørt, bortset fra at Struensee lod ham blive ved at være skoleherre på Herlufsholm

Uvirksomhed i Struenseetiden

Efter sin afskedigelse trak Thott sig tilbage til sine godser i Sydsjælland. Han havde i 1732 giftet sig med Birgitte Charlotte Kruse, en datter af generalmajor Ulrik Christian Kruse, og hun havde bragt ham Lindersvold i medgift. I 1731 havde han købt Strandegård, og 1737 erhvervede han ved arv og køb Gavnø. Det synes, som om han i Struenseetiden har levet ret isoleret nede på Gavnø, mens hans tidligere kolleger stod i aktiv forbindelse med hinanden.

Tilbagevenden til embedsvirksomheden

Efter Struensees fald var han en af dem, som de nye magthavere påtænkte at få sæde i et nyt statsråd. Han har da bl.a. været med i forhandlingerne om Forordningen af 13. februar 1772, og det synes, som om han har foreslået de to vigtige paragrafer heri, hvorefter udenrigsministeren altid skulle have sæde i statsrådet, og «alting herefter (det alene undtagen, som angår vore tyske Provinser) skal søges, behandles; foredrages og udfærdiges i det danske Sprog». Dette sidste tyder på, at han ganske har været enig i den nationaldanske retning, der kendetegnende for regeringen den såkaldte guldbergske tid.

Da intet medlem af statsrådet, med undtagelse af udenrigsministeren, efter denne forordning måtte stå i spidsen for noget regeringskollegium, kunne han ved genoptagelse i regeringsrådet ikke atter blive kancellipræsident. Derimod fik han sæde i flere af de vigtige kommissioner, som i dette tidsrum havde gennemgribende indflydelse på finansstyrelsen. Han blev nemlig 29. oktober 1772 medlem af den ekstraordinære finanskommission, 11. marts 1773 medlem af Overskattedirektionen, 19. maj 1774 blev han en af direktørerne i Skatkammeret, og 13. april 1782 fik han sæde i Overbankdirektionen. Disse udnævnelser var et vidnesbyrd om, hvorledes man i ydre henseende viste den nu stærkt aldrende mand alt muligt hensyn; men det er dog tydeligt nok, at han aldeles ikke har spillet nogen rolle som egentlig ledende statsmand i denne tid. Tiltagende alderdomsskrøbeligheder synes også at have gjort det nødvendigt at formindske trykket af embedsgerningen for ham. I det mindste forekommer der oftere kabinetsordrer om, at den «gode Grev T.» skal lettes, så for et, så for et andet hverv.

Sidste tid

Til alderens tryk kom private sorger. Hans hustru døde efter 49 års lykkeligt ægteskab 1781, og snart efter mistede han sit eneste barn, datteren Christine Sophie, der var enke efter hofmarskal Chr. D. Rantzau. Skønt han som en følge af alt dette måtte synes at være mæt af dage på den tid, da den guldbergske styrelse faldt, beholdt han dog sit sæde i gehejmestatsrådet efter regeringsforandringen 14. april 1784, og han fik endog kort efter (5. maj) atter den stilling som patron for Københavns Universitet, som han havde haft før Struensees tid. Men han var nu udslidt, han led også af en slem øjensygdom, og 10. september 1785 døde han i den høje alder af 82 år.

Bogsamler

Han er imidlertid blevet mest kendt for sin samling af håndskrifter og bøger. De bøger, han havde samlet som ung mand på sin udlandsrejse gik tabt ved Københavns brand 1728, men han tog snart fat igen, og efterhånden som han blev en formuende mand, fik han, der ellers ikke havde kostbare tilbøjeligheder, rigelige midler til at tilfredsstille sin samlerlyst. Han fulgte gennem kataloger hvilke bogauktioner, der afholdtes rundt omkring i Europa, og han brevvekslede om værdifulde håndskrifter og bøger. Han var ikke blot en ivrig, men også en kyndig samler. Hans bibliotek bestod ved hans død bestod af mere end 120.000 bind og overgik herved det daværende kongelige bibliotek. Ved sin død skænkede han til kongens bibliotek både hele sin manuskriptsamling, bestående af 4154 numre, og en kostbar samling af 6159 bøger, der var trykt før 1530. Ved auktionen efter hans død blev desuden ikke mindre end 60.000 bind købt til kongens bibliotek. Den Thottske manuskriptsamling udgør fortsat en særskilt enhed i Håndskriftafdelingen på Det Kongelige Bibliotek.

Han var præsident i Videnskabernes Selskab; først ved kongelig udnævnelse før Struensee-tiden, herefter fjernet i 1770, og på ny i 1776 valgt dertil af selskabets medlemmer; men han takkede nej med henvisning til sin alder og sine mange embeder. Han valgtes da til æresmedlem. Med ham uddøde den gamle Thottske slægt i Danmark.

Henvisninger

  1. ↑ E. Holm Thott, Otto i 1. at the Dansk biografisk leksikon, p. 336

Kilde dansk Wikipedia