Regitze Sophie Jungersen

Denne (fremsynte) Evne gik i Arv til hans kønne og dygtige, unge Datter Regitze (Sophie Jungersen, gift Giødwad 1751-1833). Hun sad en Dag ved Vinduet i Præstegaarden og broderede. Da sagde hun: „Snart kommer der en ung Mand til Hest her forbi; han har Kravestøvler og gule Skindbukser paa og blaa Jakke." - Kort efter kom Rytteren, som hun havde beskrevet ham, sprang af sin Hest, gik ind i Stuen og saa Præstens Datter - og hende kunde han da ikke glemme igen.

Denne unge Laurits Kjellerup, der var Søn, af Aalborgs rigeste Storkøbmand, hjemførte Præstens Datter, Regitze Jun­gersen, til den gamle Købmandsgaard paa Hjørnet af Maren Turisgade ved Havnen i Aalborg. Senere overtog han Forret­ningen efter sin Fader. Han var saa rig, at han kunde laane Staten Penge ved Statsbankerotten 1814. Man kaldte ham Kon­gen i Nørrejylland. I Slægten gik der Rygter om, at disse Penge engang skulde vende tilbage til Familien. Men det var den lille Piges Mormor ængstelig for. Hun fandt, at mange Penge ikke er gavnligt for Menneskers Karakter.

Regitze blev en dygtig og myndig Kvinde i sit Hus, forestod den store Husholdning og tog i sit Hus unge Piger, som hun op­lærte i Huslighed og gode Manerer. Hvis de gik indad paa Fød­derne i Gaardens lange Gange, gik hun efter dem og traadte dem i Hælene for at minde dem.

Da en Søn af Klædehandler Gjødwad paa Torvet (Jens Berlin Gjødwad) friede til Kjellerups unge Datter, der hed Judithe, varede det en Stund, før Kjellerup kunde give sit Minde (se brev skrevet af Jens Berlin G. til Judithe K.). Den unge Mand var Officer, og det fandt Købmanden ikke var noget helt passende Parti for hans Datter. Omsider holdt han da Bryllup for dem, og de unge fik deres Hjem paa Hjørnet af Karen Poppes Gyde, overfor Budolfi Kirke.

Hjemme i Købmandsgaarden hviskedes der om Husfruens mærkelige Evne til at se, hvad Mennesker ellers ikke kan se. Men det maatte man ikke tale til hende om. Sikkert er det, at da hendes unge Søn, der studerede i København, pludseligt døde - man sagde, at det skete, da han en Dag var meget varm og drak et Glas iskoldt Vand - da saa hun det. I tre Dage luk­kede hun sig inde, talte ikke med nogen, men arbejdede med at skære Stykker til de fattige ud af sine store, hjemme­vævede Linnedruller. Men da Budet fra København naaede frem med Meddelelsen om Sønnens Død, svarede hun blot: ,,Jeg ved det."

(Skrevet af Margrethe Scharling Dragsdahl (10. sept. 1883 - 3. nov. 1970), findes i ”Min Mor, 40 danske Mænd og Kvinder fortæller om deres Mor”, De Unges Forlag , Kbh. 1948, pp. 116-127.)