Søren Hilmar Steindor Finsen

Also see http://da.wikipedia.org/wiki/Hilmar_Finsen

Student i Kolding 1841; cand.jur. 1846; sagførefuldmægtig i København 1846; konstitueret herredsfoged i Hasle mfl. herreder, Århus 1848; Auditør i armeen 8.5.1865 og deltog som sådan i slaget ved Isted 1849; Borgmester, byfoged og byskriver i Sønderborg 1850; tillige herredsfoged i Sønderherred på Als 1856; kancelliråd 1856; justitsråd 1861; medlem af Rigsrådet s Folketing og deltog som sådan i de sidste møder inden freden sluttedes 1864; stiftamtmand på Island og amtmand i sønderamtet, kongelig kommisarius på Altinget 1865;. landshøvding over Island 1873. Overpræsident over København 1883; indenrigsminister (Estrup regeringen) 27.8.1884.

Also see http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jur...

Ordner: SK., DM., p.p. (12.11.1854 Ridder af Dannebrog. 26.4.1870 Dannebrogsmand. 5.1.1874. Comandeur af Dannebrog).

Finsen, Søren Hilmar Steindor, 1824-86, Landshøvding, Indenrigsminister, er født 28. Jan. 1824 i Kolding som Søn af Herredsfoged Jón F. og Dorothea Cathrine f. Bruun i dennes andet Ægteskab. Paa Fædreneside er Slægten islandsk, i det hans Fader var en Søn af ovfr. nævnte Biskop Hans Finsen. F., der 1841 dimitteredes fra Kolding Skole, tog 1846 juridisk Embedsexamen. Efter at have deltaget som Avditør i den 1. slesvigske Krig udnævntes han 1850 til Borgmester m. v. i Sønderborg paa Als, fra hvilket Embede han afsattes 2. Juli 1864 efter Øens Erobring af Preusserne. Fra Marts til Nov. 1864 repræsenterede han det 4. slesvigske Bydistrikt i Rigsraadets Folketing. Efter en kortere Tjenstledighed beskikkedes han 8. Maj 1865 til Stiftamtmand paa Island og blev saaledes Øens øverste stedlige Embedsmand, hvilken ansvarsfulde og vanskelige Post han beklædte i de følgende 18 Aar, til 1883, fra 1. Avg. 1873 som Landshøvding med den dermed følgende udvidede Myndighed. 30. Maj 1883 ombyttede F. dette Embede med Stillingen som Overpræsident i Kjøbenhavn, men kaldtes allerede 27, Avg. 1884 til Indenrigsminister i Ministeriet Estrup i Steden for V. R. E. Skeel. Fra denne Stilling traadte han dog efter knap et Aars Forløb (Avg. 1885) tilbage paa Grund af Sygdom og modtog samtidig Udnævnelsen til Storkors af Danebrog. Han døde 15. Jan. 1886. Hans Hustru, som han havde ægtet 25. Sept. 1859, var Olufa f. Bojesen, Datter af Overinspektør ved Kjøbenhavns Fattigvæsen S. A. B. Uagtet F. i alle sine forskjellige Stillinger har vist sig som en baade afholdt og dygtig Embedsmand, faar han dog navnlig Betydning ved den af ham paa Island udfoldede Virksomhed, hvor han foruden at lede Administrationen tillige fra 1867 som kgl. Kommissarius ved det 1843 som raadgivende Forsamling oprettede, hvert andet Aar tilbagevendende Alting maatte føre Forhandlingerne paa Regeringens Vegne. Som Hovedopgave frembød sig her Tilendebringelsen af den indviklede islandske Forfatningssag, til hvis Løsning han, af en dansk at være, ved sin fædrene Afstamning medbragte særlig heldige Betingelser, og som ogsaa lykkedes over Forventning og i det væsentlige maa siges at have faaet en tilfredsstillende Afslutning, selv om denne ikke i alle Henseender kan ventes at ville blive den endelige. F. skyldtes det utvivlsomt, at Regeringen 1867 besluttede sig til at forelægge Altinget et, i Forhold til Statsmagtens hidtidige Holdning saa vel over for de af en Art Nationalforsamling i Reykjavik 1851 og de følgende Alting udtalte statsretlige Fordringer som med Hensyn til de senere fra islandsk Side opdukkende finansielle Krav, særdeles imødekommende Udkast til en Forfatningslov for Island med tilhørende Tilbud om Ordningen af det finansielle Mellemværende, og under Tingets Forhandlinger viste han -- om end Hindringerne foreløbig ikke lode sig overvinde -- en Alvor og Iver for at naa det bedst mulige Resultat, der forskaffede ham Forsamlingens oprigtige Velvilje og befæstede den Sympathi, hvormed han allerede ved sin Ankomst var bleven modtagen, saa at disse Følelser, selv ikke under de nærmest følgende pinlige Aar, gik tabt, da Oppositionens Bitterhed tiltog som Følge af de frugtesløse Altingssamlinger og naaede sit Højdepunkt, da Regeringen, efter at dens forskjellige Forslag til Forfatningsspørgsmaalets Ordning 1867 og 1869 vare blevne afviste, fik vedtaget i Rigsdagen en Lov om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget (2. Jan. 1871), i Følge hvilken Islands særlige Anliggender fastsloges, og dets aarlige Tilskud fra Statskassen fastsattes, hvoraf Følgen blev, at medens Rigsdagens Lovgivningsvirksomhed for Islands Vedkommende -- bortset fra Rigets almindelige Anliggender - ophørte, kunde indtil videre Administrationen optræde med stor Magtfuldkommenhed med Hensyn til islandsk Lovgivning og Finansvæsen. Hvor stor Magt over Forhold og Personer F. havde bevaret, viste sig i den under meget ugunstige Varsler begyndte Altingssamling 1873, da det lykkedes at bevæge Forsamlingen til -- med principiel, men faktisk kun formel Fastholdelse af Oppositionens Fordringer -- at anmode Kongen om til Ihukommelse af Landets 1874 forestaaende Tusendaarsfest at give Island en Forfatning saa nær som muligt i Overensstemmelse med Altingets Ønsker. I Henhold hertil udkom Forfatningsloven for Islands særlige Anliggender af 5. Jan. 1874, der hviler paa lignende demokratisk Befolkningen havde hos F., der under Kampen forstod at bevare en frejdig Selvtillid og Sindsligevægt, bestandig paaskjønnet hans Hensynsfuldhed og ualmindelige Arbejdskraft samt den Energi, hvormed han vidste at overvinde de sproglige Vanskeligheder. Saa vel den smukke og værdige Maade, paa hvilken F. i Jubilæumsaaret under Kongens Ophold paa Øen repræsenterede Island, som den store administrative Dygtighed, han navnlig fik Lejlighed til at udvise i den efter Forfatningslovens Udstedelse følgende frugtbare Lovgivningsperiode, hvor indgribende kommunale, finansielle o. a. Love Slag i Slag udkom, et tidssvarende Kommunikationsvæsen etableredes m. v., skaffede ham en udelt Yndest, der ved hans endelige Afrejse fra Island i Foraaret 1883 gav sig levende Udtryk. Man anerkjendte almindelig hans store Fortjenester ved Gjennemførelsen af den nye Statsordning, hvormed er fulgt Ordningen af de finansielle Forhold, saa at der skaffedes Landskassen et anseligt Reservefond, og en delvis Forlæggelse af Tyngdepunktet for det islandske Lovgivningsinitiativ til Landshøvdingskontoret.

Illustr. Tid. 19. Juli 1874 og 21. Sept. 1884. Ísafold 9. Maj 1883, 23. Juli 1884, 5. Maj 1886. þjóðólfur 12. Maj 1883. Heimdallur 1884, S. 65 ff. Hiort-Lorenzen, De Fredericia-Bruun'ers Slægtebog, 2. Udg. Kr. Kaalund.