Sophie Wilhelmine Bertha Oehlenschläger

Søster til Adam Oehlenschlæger

Ørsted, Sophie Wilhelmine Bertha

1782-1818.

• 16.7.1782 på Frbg. Slot, †9.2.1818 i Kbh.

Forældre: organist, slotsforvalter Joachim Conrad Oehlenschläger (1748-1827) og Martha Marie Hansen (1745-1800).

~10.7.1802 med minister ?Anders Sandøe Ø., *21.12.1778 i Rudkøbing, †1.5.1860 i Kbh., s. af apoteker Søren Christian Ø. og Karen Hermansen.

SØ voksede op sammen med broderen Adam Oehlenschläger på Frbg. Slot, hvor faderen var fuldmægtig i slotsforvaltningen. Hans milde, kunstneriske gemyt og moderens stærke, fromme følelser prægede hjemmet, som udviklede børnenes fantasi med højtlæsning og komediespil. En lillesøster, der lå syg med vand i hovedet indtil sin død som femårig, forårsagede dog en stadig dybere nedstemthed hos moderen. SØ og hendes broder levede i et tæt fællesskab, og da han kom i skole i Kbh., delte han sin ny viden med hende, men bortset herfra lærte hun kun husførelse af sin moder.

SØ blev betragtet som en stor skønhed, der skabte sin egen stil i væsen, klædedragt og livsførelse. Når dertil kom hendes nære forhold til broderen, der blev dansk romantiks førende digter, og hendes poetiske sind, der åbnede sig lidenskabeligt hengivent i samtaler om kunstneriske og filosofiske emner, var det naturligt, at rollen som muse for en række af periodens fremtrædende kulturpersonligheder tilfaldt hende. Ægteskabet med den prominente og hårdtarbejdende jurist, senere statsminister A.S. Ø. sikrede hendes sociale position, men hendes dårlige helbred og utilbøjelighed til erotisk samliv betød, at hun forblev barnløs. I modsætning til ?•Friederike Brun og ?•Kamma Rahbek holdt hun ikke salon eller dyrkede sine kunstneriske talenter; hun læste ikke meget, skrev nødigt og forstod af fremmedsprog kun lidt tysk. Alt, hvad der kunne løfte sindet, begejstrede hende, men hun manglede lyst og evne til selv at frembringe noget og foretrak at lytte til og tale med nogle få udvalgte mænd i sin daglige omgang. Dobbeltrollen som husmoder og muse beskrev hun selv med ordene, at hun var skabt til to ting, “Opvartningspige paa Bellevue og Kejserinde af Rusland.”

SØ fulgte nøje med i broderens digteriske udvikling og havde en sikker vurdering af både hans og andre kunstneres værker. Hendes breve indeholder stedvis en selvstændigt opfattet og formuleret kunst- og litteraturkritik, som Oehlenschläger lyttede opmærksomt til. Hans første trykte digt, der i 1800 kom i tidens betydeligste litterære månedsskrift Minerva, var til hende: “Sophie, Dyden brænde i dit Bryst / Med Guddoms klare, skjønne Lue!,” skrev han med den tids brug af begrebet “dyd” som summen af det gode, sande og skønne. SØs tidligste beundrere var ?A.C. Gierlew og Martin Lehmann, men forholdet til digterne ?Jens Baggesen og ?F.C. Sibbern blev de væsentlige. Jens Baggesen mødte SØ, da han efter seks år i udlandet havde efterladt sin hustru i Frankrig for at tage på et kort forretningsbesøg i Kbh. Han blev stormende forelsket og opslog fra november 1806 til maj 1807 sit standkvarter i familien Ørsteds dagligstue, hvorefter han og SØ levede lykkeligt opslugte af litteraturen og hinanden med A.S. Ø. som velvillig deltager, når hans embedsforpligtelser tillod det. SØ forsonede Jens Baggesen med både Goethe og Oehlenschläger, som han af forskellige grunde havde haft et modsætningsforhold til, og blev inspirationskilden til et mægtigt opsving i hans digtning; under og i forlængelse af samværet udgav han en række betydelige værker bl.a. Skiemtsomme Riimbreve, 1806, og Nye blandede Digte, 1807, Giengangeren, 1807, og Nyeste blandede Digte, 1808, hvori han ofte skildrede SØ, under navnet Lilia, og deres samliv. Efterhånden følte omgangskredsen, at intimiteten i forholdet overskred grænserne for god tone. Baggesen blev i satiriske epigrammer kaldt en “Skjødehund i Ørsteds Fruerbuur,” og selv kronprinsen, den senere ?Frederik 6., forhørte sig om situationen. Efter afrejsen fra Kbh. udgav Jens Baggesen på tysk digtsamlingen Heideblumen, 1808, som var tilegnet SØ med indledningsdigtet Til Lilia, skrevet på hendes 25-års fødselsdag. Hans uhæmmede åbenmundethed var formentlig årsagen til den kulde, SØ modtog ham med, da han i 1811 igen kom til Kbh. Efter Jens Baggesen fulgte Sibbern, der studerede hos A.S. Ø. “Sophie maa have en om sig altid til at lade gaae efter alt, hvad hun önsker, ledsage hende hvorhen hun vil, og kort være hendes Villies Tjener,” skrev hendes svoger ?H.C. Ø. Også Sibbern forelskede sig lidenskabeligt i SØ, de forenedes i beundringen for Goethe, og hun brevvekslede fortroligt med ham under hans store udlandsrejse 1811-13, men nogen erotisk betagelse fra hendes side var der denne gang ikke tale om. Sibbern udøste sin håbløse længsel i romanen Efterladte Breve af Gabrielis, som han skrev og læste op for SØ kort efter sin hjemkomst, men først udgav i 1826.

SØs helbred blev stadig svagere og en baderejse med ægtemanden i 1814 kunne ikke kurere hendes underlivssygdom. På gravstenen mindedes hun som “Sjælen i sin Kreds.” Oehlenschläger erindrede hende siden i digtet Mit Fødested paa Vesterbro, 1847: “Sophia! hele Kredsen kjær, / Du spøgte, / Og som en Musa varmt og blidt / Begeistred Du Din Broder tidt.”

Mal. fra ca. 1810 af J.L. Lund på Bakkehusmus. Tegn. fra 1818 i Fr.borgmus.

Peter Braams Valore: Sophie Ørsted og digterne, 1991. Nicolaj Bøgh: Fra Oehlenschlægers Kreds, 1881.

Optaget i Dansk Biografisk Leksikon.