Thomas Jensen Bang

Iflg, Dansk Biografisk Leksikon bind 1 side 502 føder hustruen 14 børn, af hvilke de 6 overlevede faderen. Så vidt jeg kan se, har mindst 7 børn overlevet deres far, da der i skiftet 1695 efter sønnen Hans nævnes 3 søsterbørn: Hans Poulsøn, Thomas Poulsøn og Else Sophie, som altså erThomas Jensen Bangs børnebørn. Intet skifte fundet efter Thomas Bang eller hans hustru.

Kirkebog for døde i Vor Frue sogn findes kun for perioden 1649-1654 og så igen fra 1704.

Bang, Thomas, 1600-61, Professor, var født i Flemløse ved Assens, hvor hans Fader, Jens Nielsen B., var Præst (d. 1643); Moderen hed Karine Sørensdatter (d. 1602). Efter at have besøgt Assens og Odense Skoler afgik B. 1621 til Universitetet. Allerede i Skolen havde han været sine Læreres Yndling, og ved Universitetet fik han i Professor Brochmand en trofast Velynder. Denne antog ham som Lærer for sin egen eneste Søn og for Kansler Christian Friis’ ældste Søn, der var i Huset hos Brochmand. Efter flittige Studier fik B. 1627 ved det saakaldte Stipendium Regium Midler til en længere Udenlandsrejse. Fra Rostock fordreve Krigsurolighederne ham, men siden fik han i Franecker og Wittenberg Lejlighed til saa grundige Studier af de østerlandske Sprog, den latinske Litteratur og Theologien, at han 1630 kunde kaldes til Professor i det hebraiske Sprog ved Kjøbenhavns Universitet. En Sindssvaghed, som kort efter overfaldt ham, havde nær berøvet ham det nys modtagne Embede; men da han forholdsvis hurtig blev helbredet, tiltraadte han 1631 den akademiske Lærergjerning, i hvilken han udviklede megen Flid og Dygtighed;

s. A. tog han Magistergraden. Ved Siden af sit Professorembede blev B. 1649 beskikket til fast Bibliothekar ved Universitetets Bogsamling, der i hans Tid modtog meget betydningsfulde Forøgelser. Han var den første, der beklædte denne Stilling, og det faldt i hans Lod 1657 at indvie det nye og rummelige Lokale, som Bibliotheket fik paa Loftet over Trinitatis Kirke.

Efter at B. havde lagt sin omfattende Lærdom for Dagen ved en Række mindre Skrifter, især vedrørende Sprogenes Oprindelse og de hebraiske Antikviteter, blev han 1652 beskikket til Professor i Theologien. Aaret efter tog han Doktorgraden. Sine theologiske Forelæsninger aabnede han med en senere gjentagne Gange udgiven Tale, «Oliva sacræ pacis», hvori han søgte at række et Fredens Oljeblad til sin paa det theologiske Omraade saa stridssyge Samtid, i det han gjorde det kristelige Kjærlighedsbud gjældende og mindede alle dem, der havde det højeste og bedste til fælles, om, at de ikke burde forbitre hinanden Livet ved ufrugtbar Strid. – Efter under store Opofrelser at have gjennemgaaet Kjøbenhavns langvarige Belejring døde T. B. 27. Okt. 1661. Han efterlod en anselig Bogsamling, der bl. a. indeholdt en Del Sjældenheder af ældre dansk Litteratur. – Siden 1636 havde han været gift med Else, Datter af den bekjendte kjøbenhavnske Handelsmand Diderik Bartsker. Hun fødte ham 14 Børn, af hvilke de 6 overlevede Faderen.

Vinding, Acad. Haun. S. 314 ff. Kirkehist. Saml. 3. R. V, 193 ff. 820.

H. F. Rørdam.

– Medens Thom. Bangs egentlige Universitetsfag vare de orientalske Sprog, behandlede han dog ogsaa det latinske Sprog med Virtuositet, beundrede det og hævdede ivrig dets Eneherredømme i Skolerne imod de svage Forsøg, Modersmaalet havde gjort paa at bane sig Indgang der. 1619 havde Professor J. D. Jersin faaet Befaling til at udarbejde Lærebøger i latinsk Grammatik for Rigernes Skoler og derefter 1623 udgivet sin «Epitome grammaticæ Latinæ» og 1624 sin større «Grammatica Latina», i hvilke (særlig i Epitome) for første Gang Reglerne vare givne paa Dansk. Men dette fornuftige Fremskridt holdt sig kun meget kort, og deri var B. væsentlig Skyld. Mange Skolemænd, der holdt ved gammel Vane, vilde ikke indføre Jersins Bøger, og der klagedes over de uensartede Hjælpemidler ved Undervisningen i de forskjellige Skoler; noget efter 1630 fik da en Kommission af Professorer fra Kjøbenhavn og Sorø det Hverv at udarbejde ensartede Skolebøger, og det blev B.s Opgave at levere latinske Grammatikker. Han udgav nu «Jani Dionysii Jersini Grammaticæ Latinæ præcepta minora, jussu regio revisa, mutata et interpolata», 1636 (Bogen bærer vel ikke B.s Navn, men af dens Form og Indhold fremgaar det sikkert, at den er af ham), og 1640 fulgte «Præcepta majora», en tilsvarende Omarbejdelse af Jersins større Grammatik. Bøgerne vare dannede ved at sammenarbejde Jersins og Melanchthons Grammatikker, og heldige kunne de ikke kaldes. Vare de end fyldigere i Indhold, saa var til Gjengjæld det fornuftigere System i Syntaxen, som Jersin havde optaget efter nogle nyere tyske Forbilleder, og som først Madvig vendte tilbage til og gjennemførte fuldstændig, blevet forstyrret igjen; og det værste var, at Reglernes danske Sprogform nu paa ny havde maattet vige Pladsen for den latinske, saa at blot i «Præcepta minora» 3 Regler (!) næsten ligesom ved en Forglemmelse vare blevne staaende paa Dansk. Uagtet senere (o. 1650) Hans Mikkelsen Ravn meget beklagede, hvad der her var sket, vedbleve dog disse B.s latinske Bearbejdelser at holde sig i Skolerne i mange Oplag, indtil Søren Anchersens Grammatik kom.

Til «Præcepta majora» sluttede sig snart B.s Hovedarbejde i latinsk Filologi, «Observationum philologicarum libri duo», som udkom 1640. Det er en overmaade bred og lærd Kommentar til «Præcepta majora»; efter sin Tendens slutter det sig til den Retning, der var begyndt at komme stærkt frem i Filologien, Bestræbelserne for at rense det da i Skrift og Tale benyttede Latin for de mange Barbarismer, 1. Bog, et Oktavbind paa 751 Sider foruden Fortale og Register, behandler den latinske Formlære saaledes, at «Præcepta majora» anføres stykkevis, og til hvert Stykke knyttes der saa en lang Udvikling med Forklaring af Regelens Udtryk og Omtale af mange Ting, som ikke have kunnet tages med i den korte Regel selv; 2. Bog, som er omtrent af samme Omfang, behandler Syntaxen paa lignende Maade, i det der til hver Regel knyttes en lang Række Observationes, Anomaliæ og Elegantiæ. Skriftet hviler paa omfattende Studier baade af de gamle Forfattere selv og af nyere Grammatikeres Skrifter (i Fortalen nævnes over 800 forskjellige Forfattere, han har benyttet); Indholdet er højst broget. Hovedmassen er grammatiske Bemærkninger af temmelig forskjelligt Værd, men der findes ved Siden deraf ogsaa lexikalske Notitser, Kritik og Fortolkning af Forfattersteder, antikvariske, litteraturhistoriske og historiske Bemærkninger. Det er umuligt, at denne Bog kan have været bestemt til at læres af Disciplene i Skolerne; den har kun kunnet bruges som Haandbog af viderekomne og Lærere. Af flere senere danske Filologer er den sikkert bleven benyttet som Kilde ved Udarbejdelsen af deres egne Værker, saaledes f. Ex. af Rektor T. Baden; endnu i Jacob Badens Grammatik ser man tydelig Paavirkning af den.

For Skolerne virkede B. fremdeles ved sin «Aurora Latinitatis», som han oprindelig havde udarbejdet til privat Undervisning, men senere udgav offentlig 1638, hvorefter den blev en almindelig brugt Skolebog i lange Tider og udkom i mange Oplag; den er et latinsk Vokabularium, indeholdende en betydelig Række i det hele velvalgte Gloser (mest af Substantiver, Verber og Adverbier), og den ender, til praktisk Paavisning af Ordenes syntaktiske Forbindelse, med en Samling af 12 latinske Colloqvia med hosføjet Oversættelse (man skal ikke let finde noget ferskere end disse Sprogprøver).

Til sidst maa nævnes hans andet sproglige Hovedværk: «Cælum orientis et prisci mundi» (1657), dediceret (paa 4 Kvartsider) til Jesus Christus; det er sammenarbejdet af 8 tidligere udgivne «Exercitationes litterariæ antiqvitatis» (1638-48), og et Optryk (eller maaske Restoplaget) af Bogen udkom 1691 i Krakau med et nyt Titelblad som «Exercitationes philologico-philosophicæ de ortu et progressu litterarum». Bogen kan til Dels siges at handle om Bogstavskriftens Oprindelse. Den begynder med at gjendrive en Ytring af Plinius (hist. nat. VII, 56) om «æternus litterarum usus»; derpaa drøfter den Spørgsmaalet om Bogstavskriftens Opfindelse af og Udvikling ved Adam og hans nærmeste Ætlinge til Noah og tilbageviser den hos forskjellige tidligere Forfattere udviklede Forestilling om en antediluviansk Skrift saa vel som en «cælestis et angelica litteratura»; derunder paavises Uægtheden af den saakaldte Henochs Bog (ved hvilken Lejlighed der fremkommer enkelte interessante Bidrag til Overtroens Historie) osv. For os har Bogen kun Betydning som et Kuriosum. Hvad B.s almindelige Sprogopfattelse angaar, delte han den paa hin Tid almindelige Anskuelse om det hebraiske Sprog som Stamsproget for alle andre.

M. Cl. Gertz. Dansk biografisk leksikon