Victor Oscar Jacob Philipsen

Gik ud af skolen i 4. latinklasse, for at få en uddannelse i flåden. Har sejlet med Orlogsskonnerten "Diana"til Island og Grønland som inspektionsskib. ca 6 mdr. Kanonbåde "Hauch" som var fiskeriinspektions skib i Skagen. ca 3 mdr. Herefter fik han hyre på Det forenede damskibsselskabs skib "Georgius" som var en moderne fragter. Turen gik til Østersøen, (første tur til Rusland) Antwerpen,Middelhavet,(Gilbraltar,Tunis,Piræus,Athen,Konstantinopel) Sortehavet (Trapezunt, Batum,Sevastopol og Odessa). ialt 2 1/2 år. Da Oscar ikke var særlig søstærk bestemte han sig for at gå ind i hæren. De næste år på på Thorsens og Rohdes kursus forberedte han sig til adgangseksamen på officerskolen. I maj 1892 meldte han sig som rekrut i livgardens kaserne, samme efterår blev han optaget på officersskolens næstældste klasse. Gik 1 1/2 år på officerskolen efter afsluttende eksamen blev han udnævnt til Sekondløjtnant i rytteriet og ansat i 3. dragonregiment.

Victor Oscar Jacob Philipsen R. af Dbg. P.P. Oberstløjtnant, Justitsministeriets Motorsagkyndige, Strandvej 219, Charlottenlund, f. 7. Nov. 1872 paa Frederiksberg. Militæruddannelse. Ansat som Motorsagkyndig 1927. Var under Verdenskrigen 1914-18 Leder af Røde Kors i Rusland og senere Leder af Røde Kors Krigsfangeafdeling i Kbhvn. Var en af de første Automobilister i Danmark. Foruden at være R. af Dbg-. og Dbgmd. er P. Off. af Æreslegionen, Komm. af Stanislavis Ordenen, Ridder af St. Georgs Orden (russisk), Østrigs Røde Kors, Dansk Røde Kors, Finsk Hvide Rose og Østrigsk Salvator Orden m. m. http://home1.stofanet.dk/hcbek/alfabetisk_p.html

Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien 1917-20 (Gengivet fra wikipedia.org: http://da.wikipedia.org/wiki/Dansk_krigsfangehj%C3%A6lp_i_Rusland_o...)

Dansk krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien 1917-20 var krigsfangehjælp til tilfangetagne østrig-ungarske soldater i Rusland og Sibirien. Fra begyndelsen af 1. Verdenskrig varetog USA denne opgave, men da USA gik ind i krigen, overtog Danmark som neutral stat opgaven i april 1917. Udenrigsministeriet i København oprettede derfor i al hast en særlig afdeling B (krigsfangehjælpen) ved det danske gesandtskab i Sankt Petersborg (Petrograd). Afdeling B fik til huse på den østrig-ungarske ambassade i Sankt Petersborg. Den sjette maj 1917 rejste den danske legation fra København mod den nye arbejdsplads i Sankt Petersborg.

Opgaven, der var finansieret af den østrig-ungarske regering, bestod i at forvalte bistand til 1½ mio. østrig-ungarske krigsfanger, der sad rundt om i lejre i Rusland og Sibirien og 150.000 østrig-ungarske civilfanger. Hjælpearbejdet var en gigantisk logistisk og visionær mission, der hjalp tusinde fanger med elementær overlevelse og efter 1918 med transporttog mod Europa. Nogle hundrede tusinde nåede hjem, resten gik til grunde i Rusland og Sibirien.

Ved revolutionen oktober/november 1917 proklamerede Lev Trotskij alle krigsfanger som frie mænd, men gesandtskabet forudså katastrofen når hundredetusinder krigsfanger strømmede mod byerne uden mål og med, uden mad, klæder, husly og transportmuligheder. Gesandtskabet fik overtalt Trotskij til at lade fangerne blive i lejrene, og begyndte nu at organisere ernæringsstationer, hospitalsophold, lazaretter, lægekommissioner og togtransporter af krigsinvalider mod vesten.

Ansvaret for Danmarks krigsfangehjælp lå hos den danske gesandt i Sankt Petersborg, Harald Scavenius (en fætter til udenrigsminister Erik Scavenius). Han tilhørte den katolske kirke og forsøgte privat, men forgæves at aktivere Vatikanet i hjælpearbejdet i Rusland og Sibirien. I december 1918 brød Danmark diplomatisk med Sovjetrusland, og gesandten måtte modvilligt rejse til København. Harald Scavenius efterlod en slags nødkontor i Sankt Petersborg, og rejste på en sådan facon at bolsjevikkerne til at begynde med ikke noterede sig det officielle diplomatiske brud. Der var endnu mange danskere og danske interesser at beskytte i Rusland og Sibirien.

Også Dansk Røde Kors (DRK) virkede som privat institution i Rusland og Sibirien fra 1916 til 1919 med kontorer i Sankt Petersborg, Moskva og Kiev. Det kneb periodisk med samarbejdet ved kompetencestridigheder mellem gesandtskabet og DRK, da de personlige relationer mellem Harald Scavenius og lederne af DRK Rusland, Victor Philipsen og Camillo Martiny, ikke var gode. Flere DRK-ledere blev siden med urette internationalt smædet som kommunister, f.eks. Eduard Saltoft og Camillo Martiny (anklagen for kommunisme fik siden konsekvenser for Martiny, der flyttede til Sydafrika).

Gesandtskabet og DRK havde i årene 1917-19 i alt cirka 150 danske delegerede - læger og militærfolk - der rejste på inspektion til krigsfangelejre og rapporterede tilbage til gesandtskabet i Sankt Petersborg, til det danske generalkonsulat i Moskva og DRK's kontorer i Sankt Petersborg og Moskva. En del krigsfanger i Rusland og Sibirien var dansk- og tysksprogede sønderjyder, der havde haft værnepligt i den tyske hær og var blevet sendt til østfronten. Uudgivne og uudforskede dansksprogede beretninger og rapporter i danske og østrigske arkiver fortæller om et zarrussisk og sovjetrussisk gulag før Stalins, hvor også en del dansksprogede krigsfanger overlevede eller døde.

Danmarks krigsfangehjælp i Rusland og Sibirien blev i 1919 afviklet i takt med Den Røde Hærs fremrykning. Bolsjevikkerne bragte landet ud af Verdenskrigen, men ind i Den Russiske Borgerkrig 1918-20, og krigsfanger gik til grunde eller blev opslugt af de "hvide" eller de "røde". I 1920 blev de sidste danskere i Rusland og Sibirien evakueret med kreaturvogne på en togrejse fra Vladivostok over Moskva og Finland til København. Andre danskere i Østsibirien rejste med ØK's skibe over Stillehavet.

I 1920 brød Storbritanniens planer i Nordrusland sammen. Tilbage stod en allieret hærstyrke, der endnu bevogtede de militært vigtige havne i Arkhangelsk og Murmansk, erobret af de allierede i april 1918. Ødemarken og polarnatten havde dog taget modet fra de allierede styrker, der i efteråret 1918 var rejst hjem igen efter først at have indsat "den frivillige danske legion", finansieret af Storbritannien. Det var fortrinsvist danskere, der var ankommet til Arkhangelsk og Murmansk med skib langs Norges kyst. Korpset kom til at bestå af cirka 240 frivillige lejesoldater, heraf 192 danske befalingsmænd og menige, rekrutteret fra dansk arbejderklasse. Mange danskere døde af sygdom i tjenesten, da heller ikke danskerne kunne klare ørkesløsheden, klimaet og myggene. I februar 1920 besatte bolsjevikkerne Arkhangelsk og Murmansk. Hermed fandt én af Verdenskrigens sidste udløbere sin ende.