Follow
Vestby, som familienavn!
Hvem startede med at kalde sig Vestby?
Rundt omkring ligger der flere byer, der hedder Vestby. Også i Norge, hvor efternavnet Vestby er meget almindeligt. Men stammer det danske og norske Familienavn, fra samme by? Eller er der tale om forskellige stammer, fra forskellige byer.
Hvis vi koncentrerer os om de danske muligheder, så er der mindst 2. En i Nordjylland ved Ålborg, og en i Nordsjælland.
Som udgangspunkt har vi Alfred Ernst Marius Larsen, der 7 marts 1916 får tilladelse til at antage "familienavnet Vestby". Samme dato får hans far samme tilladelse. Det er Feskum Herred der giver dem denne tilladelse.
Men, hvad er det der bevirker, at de kan kalde det et familienavn? Hvor langt skulle de tilbage i deres slægt, for at godtgøre, at der var tale om et familienavn?
Kan nogen hjælpe, vil vi blive meget taknemmelige.
Nyttigt link til Genalogi.dk: http://www.genealogi.dk/index.php?option=com_content&task=view&id=2...
Citat fra "Genealogi.dk"
Navne i en slægt eller en familie kan give god viden om slægten. Hvilke typer af navne fik børnene og blev de opkaldt efter ældre slægtninge?
Som nævnt har enhver familie sin historie. Også selvom den hedder Hansen. I gamle dage fik man navn efter den, man var søn eller datter af, de såkaldte "patronyner" eller fadernavne.
Hans og Jens´sønner og døtre Hed faderen Hans kom sønnerne til at hedde Hansen, døtrene Hansdatter. Det er kun ca. 150 år siden, at det system holdt op, og hedder man Hansen, Jensen eller Pedersen, er det da rart at vide, hvem den Hans, Jens eller Peder var, som man har sit navn efter. Og på tilsvarende måde, hvis man har et mere sjældent navn, må man prøve at efterspore dets oprindelse, hvadenten det er dansk eller udenlandsk. Egentlig ophørte patronymerne med navneloven af 30. maj 1828 som påbød slægtsnavne, men i befolkningens brede lag holdt man fest ved den gamle navneskik i mange årtier. Det stred mod almindelig sund fornuft at kalde fx at kalde en dreng for Jens Pedersen, hvis hans far hed Hans Pedersen. Så lød det jo som om de snarere var søskende end far og søn. Knægten burde hedde dét han var, nemlig Jens Hans-søn. Først meget langsomt og efter en indskærpelse i 1856 vandt de nye navngivningsformer frem.
Opkaldelsesskikke Fornavne fik man i reglen gennem opkaldelse, sådan at den ældste søn fik farfars navn, ældste pige fik farmors og derefter kom turen til morforældrene. Men der kunne naturligvis være mange variationer, hvis morforældrene var døde og farforældrene levede ville man ofte helst opkalde de døde før de levende. Havde en mand eller kone været gift før, skulle det første barn i det nye ægteskab helst bære den afdøde ægtefælles navn, afdøde søskende skulle opkaldes, der kunne være særligt fine eller fortjenstfulde personer i den mødrende slægt som man gerne ville opkalde og derfor brød eller bøjede konventionerne lidt.
Citat slut