Casper Nielsen Hodde

Kasper Hoddes Drab.
Et Rakkerdrab paa Dejbjerg Hede lidt Øst for Dejbjerg Hedegaard fandt Sted midt i Juni 1882. Det begyndte med, at der kom et Par Folk fra Herning-egnen, Kasper Hodde og hans Ledsagerske, Ane Marie Grønning, var paa Besøg i Biørnemose og var der i en 8 Dages Tid, hvorefter de brød op og gik skraas ind over Heden. Da de ved Middagstid kom til en lille Høj derude, blev de enige om at tage en lille Hvil der. Mens de laa der, blev de meget uenige, og Kasper truede Ane Marie og Anders Rasmussen paa Livet inden næste Dag, og hun skal have sagt, at naar Kasper lovede noget, stod det ved Magt. Ved Tanken herom besluttede hun sig til at slaa Kasper ihjel, hvad der foregik paa den Maade, at hun hentede en Sten ude paa Heden, som vejede nøjagtigt 1 kg. Stenen blev lagt i Hjørnet af en lille Pose, som hun derefter snoede godt sammen. Jeg vil antage, Posen kunde være godt en Alen lang, saa det var et kraftigt Vaaben at slaa med.
Kasper laa og sov med sin Frakke over Ansigtet for at beskytte det mod Solen. Nu gik Ane Marie hen og undersøgte, hvor hans Hoved var, og derefter gav hun ham et Slag i den ene Side af Hoveder og dernæst i den anden Side og saa endelig et voldsomt Slag paa Brystet. Saadan lod det da, da hun aflagde Tilstaaelsen, og jeg kan godt tænke mig, det har været er voldsomt Slag, for som 13 Aars Dreng stod jeg og saa, da Sognefogden afdækkede Liget og hørte ham sige, at Brystbenet var knust. Mord-vaabenet laa ved hans Side, hvad jeg ogsaa har set.
Efter at have slaaet Kasper ihjel, blev Ane Marie siddende en Stund. Saa dækkede hun Liget til med Hedetørv, som stod i en lille Stak lige ved Siden af. Dernæst forlod hun Stedet medtagende Kaspers Penge, ialt 17 Kr. Hun var siden inde hos en Købmand ved Lem St. og ligeledes ved en Købmand i Kolstrup i Lem, hvor hun beklagede sig over, at Kasper ikke var kommet, man kunde snart tro, han var slaaet ihjel, for han havde 17 Kr. paa sig.
Her fik hun en Flaske Brændevin og gik saa til Røgind til Anders Rasmussen, som hun med det samme fortalte, at hun var kommet af med Kasper, for hun havde slaaet ham ihjel paa Dejbjerg Hede.
Anders skal siden have sagt: Hun sov saamænd ved mig i to Nætter. Men tilbage igen til Mordstedet. Den 23. Juni 1882 blev Kasper fundet efter at have ligget i 8 Dage og var stærkt opløst. Der blev talt meget om, hvem der kunde være Gerningsmanden. Øvrigheden gav Ordre til, at Liget skulde føres til Fattiggaarden, og da Liget kom dertil, erklærede Niels Kvembjerg, som var paa Fattiggaarden den Gang, at det var Kasper Hodde. Nu vidste man da, hvem den myrdede var, da før omtalte Købmand kom i Forhør, og Ane Marie blev efterlvst af Politiet. Ca. 8 Dage derefter kom Ane Marie ved Aftenstid ind hos den føromtalte Anders Kvembjerg i Skarrild. Hun var meget beruset og havde en Flaske Brændevin med sig. Nu anmodede hun Anders om at lave Kaffe til Kaffepunse. Anders gik ud i Køkkenet og kaldte sin brvstsyge Søn, der var hjemme hos ham, med sig. Ude i Køkkenet siger Anders til Sønnen: Hun er efterlvst af Politiet, vi tør ikke lade hende løbe. Gaa ned til Sognefogden og meddel, at hun er her hos os. Sønnen gik til Sognefogden med det samme.
Nu var Kaffen færdig og der blev brygget Punse, Imens Anders og Ane Marie sidder og nyder Punsen, hørtes det ligesom der kom en Vogn, og den kom nærmere. Nu holdt den udenfor. Ane Marie fik Hastværk og forsvandt ud af Bagdøren, men der stod to Mænd, der greb hende og sagde: Holdt! Vi vil tale med dig! Nu kom Sognefogden og erklærede hende for Arrestant. Nu maatte hun paa Vognen, og Turen gik til Herning Arrest. Der sad hun til Dagen efter, saa blev hun ført til Skjern Arrest og kom i Forhør. Men Mordet kendte hun ikke noget til, derimod vidste hun, at Kasper var blevet borte. Hun sad i længere Tid i Skjern Arrest, men det var lige vidt med hendes Hukommelse.
Paa den Tid havde de i Ringkøbing en Politibetjent Eriksen (Mylius Erichsens far), han havde hørt, at hun havde været hos Anders Rasmussen. Saa lod han en Dag en Vognmand køre sig til Røgind, og han var heldig og traf Anders hjemme og tog ham i Forhør. Anders var meget ked af det, for han havde lovet Ane Marie ikke at sige noget, men Eriksen holdt paa, at Anders skulde sige, hvad hun havde betroet ham. Saa fortalte Anders det hele fra Ane Maries Besøg hos ham. Nu maatte han paa Vognen og ned til Skjern Arrest. Ankommen dertil fik Betjenten Lov at tage Arrestanten i Forhør, men som sædvanlig vidste hun intet om Mordet. Saa blev der kaldt paa Anders, han skulde komme ind, og dengang hun saa ham, kom hele Tilstaaelsen med det samme. Hun blev dødsdømt ved baade Underret, Overret og Højesteret, men fik kongelig Benaadning til livsvarigt Tugthus. Efter 12 Aar blev hun benaadet og ankom til sin Hjemkommune, Sunds ved Herning. Her boede hun i to Aar hos en fordrukken Mand, som blev kaldt Søren Hampen, hvor hun nok, efter hvad der siden er fremkommet, skal have haft en kummerlig Tilværelse.