Christian "C.N." Niemann Rosenkilde

https://da.wikipedia.org/wiki/C.N._Rosenkilde

Kilde: Runeberg: http://runeberg.org/dbl/14/0193.html: Uddrag:

Rosenkilde, Christen Niemann, 1786-1861, Skuespiller. R. fødtes 8. Jan. 1786 i Slagelse, hvor hans Forældre, Bogbinder Lars R. (d. 3. April 1808) og Henricha f. Lund (d. 4. Nov. 1819), levede et stræbsomt Haandværkerliv .

Han opkaldtes efter sin Moders første Mand, Skomager Christen Nyemann (d. 8. Jan. 1785). 9 Aar gammel blev R. optaget i Slagelse lærde Skole, og dimitteret der fra tog han 1804 Examen artium med 2. Karakter. Efter et Par Aars trange Tilværelseskamp i Hovedstaden søgte R. et tryggere Livsophold som Huslærer paa en større Gaard i Nærheden af Aarhus; her kom han i venskabelig Omgang med de aarhusianske Borgere og valgte sig en Brud blandt disses Døtre: Jfr. Maren Falck Christensen.

Datter af den velstaaende Kjøbmand og Skipper Jørgen Christensen.

Dog dennes Velstand forgik pludselig, og R. tog med Glæde mod et lille Levebrød som Kordegn ved vor Frue Kirke og Lærer ved samme Sogns Friskole for 7. Maj 1811 at hjemføre sin Brud; 1 1/2 Aar efter forbedredes hans Kaar, da han i Nov. 1812 forfremmedes til Kantor ved selve Domkirken og Overlærer ved Fattigskolerne.

Medens R. inden for en snæver Vennekreds dyrkede Musikken som lidenskabelig Violinspiller, fandt han i Klubben «Polyhymnia», almindelig kaldet «Dramatikken», rig Lejlighed til over for et større Publikum at udfolde de dramatiske Anlæg, der alt havde givet sig til Kjende i hans Pudsenmagerier paa Skolebænken.

Ved de Forestillinger, som Klubben 1814 gav til Ære for Prins Christian (VIII), fik denne Blik for R.s ualmindelige komiske Evner og opfordrede ham, i det han lovede ham sin Støtte, til at søge Ansættelse ved det kongl. Theater i Kjøbenhavn. R. var nem at overtale, og i al Hemmelighed tog han til Kjøbenhavn og fremstillede sig for den kongl. Theaterdirektion, og da han af denne var fundet værdig til Antagelse, opgav han sit beskedne, men sikre Levebrød i Aarhus for den højst usikre, men ulige mere glansfulde Fremtid som Kunstner; vel var han i Okt. 1815 bleven ansat som kongl. Skuespiller med 500 Rdl, i aarlig Gage, men vilde det lykkes ham at vinde fast Fodfæste paa Scenens skraanende Gulv?

Efter et halvt Aars Ventetid fik R. 19. Marts 1816 sin Debut som Balozi i «De tre Galninger». R. havde sat sit Haab til en komisk Debutrolle, men Direktionen, der var i Trang for en Syngespilelsker og havde antaget ham som «syngende Skuespiller», valgte at forsøge hans meget smukke Brysttenorstemme i dette Elskerparti; skjønt det ikke rigtig laa for hans Stemme, tilfredsstillede han fuldt ud i musikalsk Henseende, men som Elsker gjorde han en ynkelig Figur. Alligevel vare hans følgende Roller ligeledes lyriske Sangpartier, som Jørgen i «Vinhøsten», Naphtali i «Josef og hans Brødre», Gothard i «Apothekeren og Doktoren», Orpheus i «Trylleharpen»; vel klarede R. med Bravour alle sanglige Vanskeligheder, men han følte, hvorledes han med hver ny Rolle tilsatte Publikums Velvilje mere og mere; dog Direktionen vendte det døve Øre til alle hans Bønner om dog en Gang at faa Lov til at vise sig i en komisk Rolle, indtil han i et Anfald af fortvivlet Galgenhumor tilbød at udføre en af den forgudede H. C. Knudsens Glansroller, Hippeldanz i «Epigrammet»; da slog den til, og 5. Maj 1817 fik R. sin Vilje. Hans magre Ansigt med de skarpe Træk og hans smalle, kantede Figur med de utrolig tynde Ben passede saa slet som- vel muligt til det joviale Kjødbjærg, Knudsen her havde fremstillet, og de kunstige Hjælpemidler, Vatkinder og Maveudstopning, R. havde taget sin Tilflugt til, vare godt paa Veje til ganske at knuse hans Komik, da et rent Tilfælde frelste ham: i 2. Akt tabte R. sit Lommetørklæde paa Gulvet, og da han paa Grund af den enorme Udstopning ikke kunde bukke sig efter det, fik han det Indfald at tage det op med sin Stok; i samme Nu fornam Publikum instinktmæssig, at det havde en virkelig Komiker for sig, og tilklappede ham sit Bifald. Aftenen blev langtfra nogen afgjørende Sejer for R., men den gav ham Mod til en halv Snes Dage senere i «Agnes Sorel» at forlade sig paa sin egen Komik og uden stærke ydre Midler at skabe ved sin Tales og Holdnings naturlige Løjerlighed en original Figur af den naragtige de la Ratiniéres flove Rolle; Publikum var i Begyndelsen forbavset, men efterhaanden vejrede det en ejendommelig Begavelse.