Ditlev Wibe, stattholder i Norge

Is your surname Wibe?

Research the Wibe family

Ditlev Wibe, stattholder i Norge's Geni Profile

Share your family tree and photos with the people you know and love

  • Build your family tree online
  • Share photos and videos
  • Smart Matching™ technology
  • Free!

Ditlev Wibe, stattholder i Norge

Birthdate: (60)
Birthplace: Breitenburg, Schleswig-Holstein, Germany
Death: October 05, 1731 (60)
Kristiania, Oslo, Norway
Place of Burial: Oslo, Norway
Immediate Family:

Son of Michael Wibe, Vicekansler and Margrethe Cathrine Reimer
Brother of Cathrine Hedevig Wibe; Anne Margrethe Wibe; Anne Christine Wibe; Christian Wibe and Charlotte Amalie Wibe

Occupation: Statholder i Norge,Geheimeraad.
Managed by: Private User
Last Updated:

About Ditlev Wibe, stattholder i Norge

Ditlev Wibe (1670-1731) var gehejmeraad og stattholder i Norge. Hvid ridder Dannebrogordenen den 8 aug 1701, Blå ridder Elefantordenen den 6 jun 1716.

Søn af nedennævnte Gehejmeraad Michael Wibe (1627-90) og blev, da hans Fader 1678 kaldtes til Kjøbenhavn for at lede Prins Frederiks Opdragelse, ganske naturlig Kammerat med den næsten jævnaldrende Tronfølger, et Forhold, der blev af afgjørende Betydning for hans Livsbane. Medens det med rette kan bebrejdes Faderen, at han ikke sørgede saa omhyggelig for Prinsens Undervisning, som han burde, er der ikke Tvivl om, at han har søgt at udvikle sin Søns Evner paa en saadan Maade, at han med Tiden vilde blive skikket til de høje Embedsstillinger, som hans Fødsel og Forbindelser gav ham al mulig Udsigt til. Af den Instrux, som medgaves Wibe's Hovmester Daniel Muller (siden Borgmester i Lybek), da han som Slutstenen paa sin Uddannelse tiltraadte den nødvendige Rejse til fremmede Lande, fremgaar det, hvilken Vægt der blev lagt paa de historiske og Statsvidenskaberne, kort sagt paa alt, hvad der kunde danne den vordende Statsmand. Efter sin Hjemkomst blev Wibe først 1695 ansat som Kammerjunker hos Prins Carl, hvem han dog ikke ledsagede paa hans kort efter foretagne Udenlandsrejse, og 1697 i lignende Stilling hos Kongen. S. A. ledsagede han Chr. Siegfr. von Plessen paa Ambassaden til Holland, hvor han levede meget sammen med Chr. Sehested, med hvem han siden i Livet skulde faa saa meget at gjøre. Næppe vare imidlertid Christian V’s Øjne lukkede (Avg. 1699) og Wibe's Barndomsven kommen paa Tronen, før han, knap 29 Aar gammel, hævedes op til det høje administrative Embede som Oversekretær i Danske Kancelli, hvilket han ledede i den lange Aarrække til 1721; som saadan blev han 1718 Patron for Universitetet. I de den Gang jævnlig til vigtige Raadslagninger sammenkaldte Kommissioner i Slottets Raadstue havde Wibe Sæde i Aarene 1700-5; 1708 udnævnte Kongen ham til Gehejmeraad, og kort efter optoges han i Gehejmekonseillet, altsaa mellem Monarkens nærmeste Raadgivere eller Ministre, en glimrende Stilling for den 38aarige Mand. Desuden var han 1714-21 Amtmand over Gottorp Amt. Allerede 1701 fik han Danebrogsordenen, 1716 Elefantordenen. Om end Wibe allerede før 1708 har haft betydelig Indflydelse paa mange Anliggender i Kraft af den Tillid, Kongen nærede til ham, er det dog først, efter at han er kommen ind i Konseillet, at hans Stemme faar en afgjørende Betydning for Ledelsen af Statens Politik udad til.

Trods den Forsigtighed, nogle af Wibe's samtidige tillægge ham, var han, da de med Zar Peter, under Wibe's Fraværelse i Italien 1708-9 i Kongens Følge, førte Underhandlinger ledede til Forbundet med Rusland mod Sverige, ikke i Tvivl om, at Krigen mod denne gamle Arvefjende var det eneste Middel til at lamme den for Danmark saa skadelige svensk-gottorpske Politik. Som sin Kollega i Konseillet Chr. Sehested, der i Følge sin Embedsstilling som tysk Oversekretær var Udenrigsminister, var han overbevist om, at Sverige, hvis det fik Bugt med Rusland, strax vilde vende sine Vaaben mod Danmark. Det er Sammenholdet mellem disse to Mænd, repræsenterende den nationale Politik i Kongens Raad, der fik den afgjørende Indflydelse i de følgende Aar, i Modsætning til C. Lente og J. G. Holstein, der af politiske og finansielle Grunde fraraadede Krigen. Det var Aar, rige paa Spænding og paa Handling hos Wibe som Kongens højre Haand; 1711 var han delegeret til Underhandling med Zaren, 1712 maatte han ved sin Herres Side i den uhyggelige December nat redde sig fra Gadebusch, og store Kraver der under Krigens vexlende Gang stillet til hans Evner og Arbejdskraft. For ham, hvem en saa væsentlig Del af Ansvaret for Krigens Begyndelse paahvilede, vare Sejrene næsten mere end for de kæmpende en Kilde til Glæde, og det fortælles, at han efter Slaget ved Dynekilen 1716 tog General Dewitz paa Sengen og kyssede ham gjentagne Gange uden i lang Tid at kunne fremføre et Ord for lutter Jubel, saa Generalen først troede, at der maatte være hændet en stor Ulykke. Da det efter mange Vanskeligheder lykkedes Frederik IV og Zaren i Maj s. A. at blive enige om en Sammenkomst i Hamborg for at forhandle om en fælles Aktion imod Sverige med et Angreb i Fjendens eget Land, var Wibe, hvis Raad bestandig gjaldt mest hos Kongen, den Minister, der fra dansk Side ledede Underhandlingerne. Og ligesom for 7 Aar siden var Wibe højlig stemt for Samvirken med Rusland, i hvilken Opfattelse han støttedes af Sehested, der for øvrigt ikke deltog i Forhandlingerne. Ved en Traktat, dat. Altona 3. Juni, enedes man om en Landgang i Skaane, der, som bekjendt, ikke blev til Virkelighed, da de allieredes gjensidige Mistænksomhed under Zarens paafølgende Ophold i Kjøbenhavn hindrede Udførelsen af denne Plan. Man kan tænke sig, hvilken Skuffelse dette har været for Wibe, og hans Frygt for Fremtiden maatte i de nærmest paafølgende Aar voxe, efter som Sveriges Fjender, Zaren og England-Hannover, fulde af Forbitrelse paa hinanden, hver for sig søgte at slutte Fred med Sverige. Ruslands i Foraaret 1718 med Sverige aabnede Underhandlinger paa Aalandsøerne benyttedes af England til at paa virke Danmark til et afgjørende Brud med Zaren. Under disse «tvivlsomme og epineuse Konjunkturer», da det for Frederik IV gjaldt at træffe et afgjørende Valg, greb han i Efteraaret s. A. til den enestaaende Udvej at æske Erklæring af o. 30 af Statens kyndigste Mænd om den politiske Stilling. Blandt de afgivne Erklæringer er Wibe's den mest omfattende, indledet med en Fremstilling af Forholdet til Udlandet siden Aar 1700, der har betydelig Interesse. Han fraraadede bestemt Forsøg paa Fredslutning med Sverige og tilraadede Kongen at søge Tilslutning til England, alene derved kunde Besiddelsen af den gottorpske Del af Slesvig sikres. Han var heri enig med de fleste af de adspurgte; kun faa udtalte sig for Forbund med Rusland, og blandt disse mærkelig nok Sehested, der ellers i vigtigere Sager plejede at lade sig stærkt paavirke af Wibe De følgende Aars Begivenheder gav Wibe Ret, og da Freden omsider sluttedes 1720, var det under en engelsk Statsmands Mægling.

De mærkelige Begivenheder ved Hoffet, som kjendetegne Aaret 1721 – Dronning Louises Død, Anna Sophies Ophøjelse til Dronning, som Wibe skal have fraraadet, hendes Svoger U. A. Holsteins Udnævnelse til Storkansler, et Embede, der ikke havde været besat siden 1708 – alt dette havde til Følge store Forandringer i de høje Hof og Statsembedsmænds Kreds. De, der ikke yndede den nye Dronning og hendes Tilhæng, kunde ikke længere høre til Kongens nærmeste Omgivelser, og blandt dem var Wibe, der, skjønt Kongens fortrolige og Raadgiver i snart en Menneskealder, mod Aarets Slutning, rigtignok i de for ham mest smigrende Udtryk, blev udnævnt til Statholder i Norge og saaledes, ligesom sin Ven Sehested, fjærnet fra Konseillet. Fra nu af var hans politiske Rolle udspillet; og da han 1728 fik Tilbud om at gaa som Ambassadør til Kongressen i Soissons, ønskede han ikke at forlade Christiania, vistnok ogsaa fordi en saadan Rejse hverken konvenerede hans Helbred eller hans Pung.

Som Kongens Ledsager paa Rejsen til Norge 1704 var Wibe ikke ganske ukjendt med dette Land. Dette kom ham nu til gode, da han 1722 tiltraadte sit Embede samtidig med, at det hidtilværende Regeringskollegium i Christiania, Slotsloven, ophævedes. Vel har man antaget, at han ikke skulde have været synderlig virksom i sit Statholderembede, men det er i sig selv usandynligt, at han, endnu i sin kraftige Alder og vant igjennem mangfoldige Aar til intensivt Arbejde i Statens Sager, skulde have taget sig sin nye Opgave let. Hvad der foreligger, tyder heller ikke derpaa, og i hvert Fald var Tilstedeværelsen i Christiania af en Mand som Biskop Deichman, der i Tillid til sin Gunst ved Hove fremkom med det ene Forslag efter det andet til indgribende Forandringer i den norske Statsforvaltning, nok til at holde Wibe i Aande. Saaledes bekæmpede Wibe Deichmans Forslag til en ny Matrikkel og var 1724 kaldt til Kjøbenhavn som Medlem af en i den Anledning nedsat Kommission, samtidig maatte han finde sig i at tage Sæde med sin Modstander i andre Kommissioner om det bergenske grønlandske Handelskompagni og om Behandlingen af Skovene. Vi se Wibe tage sig med Omhu af Bønderne mod Embedsmænd, der undertrykkede dem, og det 1722 og følgende Aar til Bøndernes Gavn iværksatte Salg af Kronens Gods i Norge drev han med saadan Iver, at han sædvanlig selv var til Stede ved Avktionerne. Ham skyldes en Forordning (1730), hvorved Jagten paa Vildt ordnedes; Reguleringen af de slette Forhold ved Statens Sølvværk paa Kongsberg skyldtes for en stor Del hans indtrængende Forestillinger, og Finmarkens Beboere kunde takke ham for, at de beholdt den dem under Krigen indrømmede forholdsvis frie Handel; at Regeringen ikke nedsatte den norske Told, var ikke hans Skyld.

Efter knap 10 Aars Virksomhed i Norge døde Wibe i Christiania, hvor Kongsgaarden paa Ladegaardsøen var ham overladt til Benyttelse, 5. Okt. 1731. Det har næppe været ubetinget lykkelige Aar for ham, væsentlig paa Grund af Forholdet til Deichman, som Regeringen jævnlig skubbede ind mellem sig og Statholderen paa en Maade, som denne maatte føle sig højlig krænket ved, og det uagtet Rentekammeret flere Gange fremhævede «den Vigilance og Forsorg, som han lod se i alle Tilfælde». Men han fik et godt Eftermæle som en for Landets Tarv «omhyggelig Herre». Trods Deichmans Underfundigheder glemte Kongen dog ikke sin gamle Ven; han fritoges for Afgifter af sit Savværk, og da han 1725 kjøbte det hjemfaldne Baroni Rosendal, fik han det med friherrelige Privilegier. Sit fædrene Gods, Freienfelde i Oldenberg, har han vistnok afhændet.

Wibe var utvivlsomt en begavet, om end ikke nogen overlegen Personlighed; om hans Dygtighed som Embedsmand er der kun én Mening. Han var af Karakter elskværdig og højsindet; det vanskelige Hverv at suspendere Deichman, da denne 1730 faldt i Unaade, kunde han derfor udføre med mere end almindelig Takt.

Kilder

https://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I48291&tree=2










  • Dannebrogordenen 8 aug 1701 - Dannebrogordenens Våbenbog tome I, 1671-1722: Ditlev Wibe - side 222-223 - Våbenbog side 127 * 11 (8 aug 1701)



            
view all

Ditlev Wibe, stattholder i Norge's Timeline

1670
November 15, 1670
Breitenburg, Schleswig-Holstein, Germany
1731
October 5, 1731
Age 60
Oslo, Norway
????
Oslo, Norway