Edvard Storm Munch

Edvard Munch er født paa Vaage prestegaard i Gudbrandsdalen den 7de februar 1780. Hans far, daværende sogneprest til Vaage, Peter Munch, født i Kristiania 1740, hadde tidligere været kapellan i Ringebu og blev senere, i 1787, sogneprest til Land, hvor han døde i 1802, og hvor han endnu skal omtales som en mere end almindelig dygtig prest. [27] Peter Munch var igjen en søn av kaptein løitnant Søren Munch, der kjæmpet under Tordenskiold i Dynekilen 1716 og døde 1748, 62 aar gl., netop saa gammel som sønnen. Edvard Munchs mor Kristine Sofie Storm, født 1746, død 1825, var en halvsøster av digteren Edvard Storm og datter av Johan Storm, Peter Munchs formand i Vaage. Kristine Storm skal, som ogsaa paa forhaand var at formode, ha været en mere end almindelig begavet og brav kvinde, hvis udmerkede breve til sine to sønner under deres ophold i Kjøbenhavn endnu skal være bevaret i familien. Edvard Munch hadde nemlig en ældre bror Johan Storm Munch, født 1778 og død 1832 som biskop i Kristianssand, en i sin tid bekjendt digter; men ellers ingen andre søsken. Sammen med denne sin omkring halvandet aar ældre bror blev Edvard Munch først i længere tid undervist hjemme, mest av faren selv. Han dimitteredes ogsaa privat i 1796, men ikke av sin far, som dertil ikke var kompetent, men av professor Deichman. Skjønt saa ung, fik han bedste karakter og aaret efter den filosofiske examen, hvorefter han sammen med broren reiste hjem til sin far, som da for flere aar siden var flyttet til Land. Da Peter Munch ikke hadde raad til at holde begge sine sønner samtidig i Kjøbenhavn, blev alene Johan Storm, som den ældste, igjen sendt ned til universitetet, mens Edvard et par aars tid forblev hjemme og hjalp sin sykelige far i alt, hvad han som uordineret kunde hjælpe ham i. Senere blev han huslærer hos den bekjendte lærde provst Abraham Pihl i Vang paa Hedemarken og kom først i 1802 ned igjen til Kjøbenhavn for at studere. Han uuderkastet sig allerede i 1804 teologisk examen, som han likeledes fik med laud. Efter sin hjemkomst til Norge var han saa i flere aar “hovmester” hos kammerherre Løvenskiold i Porsgrund, [28] indtil han i 1809 blev ansat som lærer i tysk og fransk ved landkadetakademiet i Kristiania. Da han i denne tid giftet sig og stiftet familie, men indtægterne var smaa, og det var meget dyrt at leve, særlig paa grund av forvirringen i pengevæsenet, blev han tilsidst nødt til, uten at ha faat noget andet levebrød, at frasi sig sin post og sende hustru og barn hjem til svigerfaren, mens han selv begav sig ned til Kjøbeuhavn for at ligge der og søke om prestekald. Han hadde dog heldigvis kun opholdt sig i Kjøbenhavn en maaneds tid, da han fra kammerherre Severin Løvenskiold paa Fossum, den daværende amtmand i Bratsberg, fik meddelelse om provst Bloms død, og at Løvenskiold i henhold til sin patronatsret agtet at indstille ham til Gjerpen sognekald. Han ventet da i Kjøbenhavn, til Løvenskiolds indstilling var fremkommet, ansøkte saa om audiens hos kongen for at erholde vishet om, at indstillingen vilde bli tat tilfølge, og efter at være blit forvisset derom, vendte han, som han siger, “med lyse forhaabninger hjem til fædrelandet” i februar 1813. Kort efter hjemkomsten glædedes han da ogsaa ved efterretningen om, at han under 19de februar var blit utnævnt, og ordineredes derefter i vor Frelsers kirke i Kristiania av biskop Bech den 19de mars. Hans breve til Løvenskiold i denne anledning findes endnu paa Fossum; jeg gjengiver nogle brudstykker av dem her, da de er ganske karakteristiske. Den 21de november 1812 skrev han saaledes fra Kjøbenhavn: ”Jeg er draget herned for personlig at virke til opnaaelsen av et embede, hvorved jeg med familie kan finde tarveligt udkomme. Det er en tornestrøet vei, sollicitanten har at betræde: at staa flere timer i forgemakkerne og vente paa, at naadens dør skal aabnes; som oftest at maatte gaa tilbage uden at være indkaldt, og, om man end bliver det, at avfærdiges med ubestemte, intet sigende eller lovende svar - denne ublide og ydmygende lod frister jeg nu. Jeg har ikke større ret til at besvære mig derover end saa mangen værdig og fortjent mand - - -. De har kaldsrettighed til det deilige Gjerpen; er end godseierens kaldsrettighed bleven noget indskrænket, saa er jeg dog forvisset om, at den, som Deres Høivelbaarenhed sætter øverst blandt de trende, der ved indtræffende vacance skal foreslaaes, er sikker paa at blive valgt av kongen; tør og kan jeg haabe ved saadan leilighed at vorde erindret av Dem? - - -. Et rygte siger, at den retskafne provst Blom er saa syg, at hans familie og venner mistvile om, at han nogensinde mere kommer levende til kirke. [29] Det staar i Deres Høivelbaarenheds magt at gjøre mig til et av de lykkeligste mennesker” o. s. v.

Den 8de december 1812 skrev han igjen til Løvenskiold : “Jeg havde i løverdags den ære at modtage Deres Høivelbaarenlleds saare kjærkomne skrivelse av 28de november. [30] Det har usigeligen glædet og rørt mig, at De og Deres ædle frue straks tænkte paa mig ved det vakante Gjerpen. Hvor længes jeg efter at kunne i gjerningen vise, hvor meget det ligger mig paa hjertet at retfærdiggjøre Deres gode forventninger om mig. Kan jeg end ikke straks optræde med det sikre blik, den lethed i embedets nlangehaande forretninger, som den værdige avdøde i saa høi grad besad, saa føler jeg dog den sterkeste drift hos mig til at gjøre mig mere og mere skikket til det ophøiede kald, der vinker mig” o. s. v., og igjen den 19de s. m.: “Ligesom ved et trylleslag har Deres Høivelbaarenhed forvandlet mine udsigter fra mørke og uvished til de blideste og mest beroligende av verden”. 

Løvenskiolds indstilling til kongen av 15de december(?) 1812 satte ogsaa som no. 1 Edvard Munch; som no. 2 pastor Heibroch, der hadde forrettet som personel kapellan i Tin og Seljord: som no. 3 sogneprest til Nissedal Musæus. “Enhver av disse tre mænd”, siger patronen, “har efter min overbevisning de egenskaber, som udfordres til med held og værdighed at beklæde det ledige embede”. Naar han foretrak Munch for de andre, var det, “fordi den værdige unge mand paa 16de aar var akademisk borger og paa 8de theologisk kandidat med laudabilis, for den homiletiske og katechetiske prøve karakteren laudabilis, havde over 3 aar med held og udmerkelse været lærer ved det kngl. norske landkadetkorps, men nu av mangel paa tarveligt levebrød havde maattet ophæve sin husholdning, sælge sit bohave, sende kone og barn hjem til sin families forsorg. Desuden har han paa 5te aar i mine forældres hus været huslærer og i den tid erhvervet sig mine forældres og min agtelse og hengivenhed, hvorpaa jeg ønsker at give ham bevis ved at sætte ham ud av hans sørgelige forfatning og sætte ham i en virkekreds, hvori han ved sine udmærkede evner og retskaffenhed upaatvivlelig vil blive en gavnlig embedsmand”. Dette var sidste gang, jus vocandi utøvedes ved Gjerpen sognekald.

Sogneprest Munch kunde dog ikke straks flytte til Gjerpen eller overta embedet, som imidlertid bestyredes av den som nr. 2 indstillede pastor Heibroch, senere sogneprest til Sørum; ”naadensaaret” utløp nemlig ikke før i november maaned. Munch fik dog ordnet det saa med provst Bloms arvinger, at han kunde tilflytte prestegaarden i den vakre sommertid. Han kom til Gjerpen den 7de august og holdt sin tiltrædelsespræken den 22de s. m., 10de s. efter Tref., men talte, som det synes, ikke over evangeliet, men over en selvvalgt tekst 2. Tim. 2, 15. Først i begyndelsen av oktober overtok han embedet, hvilket jo i grunden var nogle uker for tidlig. Sin taknemmelige glæde over at ha faat Gjerpen sognekald har han uttrykt saaledes i kaldsboken: “Med den inderligste taknemmelighed erkjender jeg det guddommelige Forsyns overvættes godhed i at anvise mig endnu i min kraftfuldeste alder (han var kun 33 aar) en virkekreds, der forener saa mange behageligheder, har saa meget opmuntrende som min nærværende. Ve mig ogsaa, om jeg ikke ofrede mine bedste kræfter til den menigheds gavn, Herren betroede mig, om jeg ikke troligen stræbte at nære og vedligeholde det meget gode, der findes hos Gjerpens menighed, og som sikkerligen, næst Guds bistand, kan og bør tilskrives min værdige formands redelige og utrættelige bestræbelser”.

Den 19de januar 1827 utnævntes Munch til provst i nedre Telemarken og Bamle provsti, efter som konstituert at ha bestyret provstiet siden 13de mai 1826. Samme aar møtte han som anden repræsentant for Bratsberg amt paa stortinget og blev som lagtingsmand medlem av den av samme storting nedsatte riksret over chefen for Finansdepartementet, statsraad Collett, efterat hans andragende om fritagelse paa grund av svake øine var blit forkastet mot 5 st. Han var likeledes medlem av det overordentlige storting i 1828, der varte i 3 maaneder.

Av hensyn til sin store familie søkte Munch i 1833, som han siger, “med blødende hjerte” Kristiania stiftsprovsti, som han ogsaa fik og utnævntes til 12te september 1833. Han flyttet til Kristiania i mai 1834 og holdt sin tiltrædelsespræken i vor Frelsers kirke 6te s. efter paaske. Henimot utløpet av naadensaaret kom han tilbake til Gjerpen, der midlertidig fra 29de april til 31te august bestyrtes for Munchs regning av daværende sogneprest til Mo, senere til Risør, Peter Wettergreen, og holdt sin avskedspræken 31te august, 14de s. efter Tref.

Den 26de januar 1839 utnævntes Munch til hofprædikant, efterat han et par aar iforveien var blit ridder av nordstjerneordenen. Paa grund av svækket helbred nødedes han nogle aar senere til at ta avsked fra sine embeder, hvilken avsked meddeltes ham den 29de april 1845. Han levde endnu i vel 2 aar og døde i Kristiania den 14de juli 1847, 67 aar gl.

Som stiftsprovst var Munch medlem av den kngl. kommission til utarbeidelse av forslag til lov om fattigvæsenet og senere av kommissionen til ordning av rikets undervisningsvæsen, likesom han var medlem av nationalgalleriets bestyrelse og flere aar (1837-1842) formand i samme.

Munch omtales av sønnedatteren fru Laura Larsen Naur, født Munch, i hendes bok om P. A. Munch, som “en fin, beleven og kundskabsrig mand”, der talte flydende fransk og tysk, havde et udmerket bibliotek, tillige var musikalsk og spillede en meget god fløite”. Han var gift med Johanne Sofie Hofgaard, der overlevet ham til 11te august 1860. Hun var en datter av forhenværende sogneprest til Sigdal, da eier av Fornebo ved Lysaker, Andreas Hofgaard, og hendes mands bror Johan Storm var gift med hendes søster. Begge brødre viedes samme dag, den 9de mars 1810, i Haslum kirke. Sofie Hofgaard skildres av ovennævnte sønnedatter som en begavet dame, “humoristisk, satirisk, oplagt til spøg og skjelmstykker”. Som eksempel paa det sidste fortælles, at hun engang en vinteraften klædte sig i prestens klær og kom kjørende tilgaards i egenskap av en ventet huslærer og hadde som saadan en lang samtale med sin mand, inden hun gjenkjendtes, da lys bragtes ind. Denne sidste egenskap er da gaat i arv fra hende til hendes berømte ældste søn.

Munch hadde ikke mindre end 11 barn.

Provst Munch hadde unge gutter til undervisning i huset, deriblandt Paul Hofgaard, den senere sogneprest i Hjelmeland, Knud Olaus Knudsen, den senere sogneprest i Oddernes, Hans Møller fra Aakre samt brødrene Otto og Leopold Løvenskiold, der vel bodde hjemme paa Fossum og reiste ned til undervisningen.

Av Munchs forskjellige trykte prækener og taler kan anføres:

Tale ved kammerherre S. Løvenskiolds likbegjængelse 1818, Kristiania 1819.

Tale ved pastor L. Bremers jordefærd, Hollen 1820, Kr. 1820.

Tale ved Skiens lærde skoles indvielse 26de januar 1824, Kr. 1824.

Avskedspræken i Gjerpen 1834, Kr. 1834.

I prof. Herslebs ”Mindekrans” tale ved hans grav, Kr. 1836.

“Det ser ud til”, skriver Skaar, “at Munch har været en dygtig og nidkjær prest. At han, hvis universitetsliv falder i rationalismens blomstringstid, var paavirket av denne retning, og at hans prædiken i den tidligste del av hans embedstid var rationalistisk, er ikke andet, end hvad man omtrent paa forhaand kan vide. Men han synes at have været blandt de prester, som lærte at sætte pris paa Grundtvigs vidnesbyrd og derved førtes lidt efter lidt tilbage til kirkens tro og bekjendelse”.