Frands Jacobsen Ulfeldt

• Frands Ulfeldt (30. december 1601 – 14. juli 1636) var en dansk officer, og var broder til rigshofmester Corfits Ulfeldt og født på Ulfeldtsholm.

Efter ligesom sine brødre at have nydt en omhyggelig opdragelse trådte han 1625 ind i hertug Bernhard af Sachsen-Weimars rytterregiment som ritmester, avancerede året efter til oberstvagtmester og deltog under hertugen i det ulykkelige Slag ved Lutter am Barenberg og i markgreve Georg Frederik af Badens mislykkede landgang i Holsten. Da den danske konge i 1628 sendte et hjælpekorps under Henrik Holck til det af de kejserlige belejrede Stralsund, tjente Ulfeldt vistnok som volontær under Holck, og da denne i 1629, efter Fredsslutningen i Lybek, trådte over i kejserlig tjeneste og kapitulerede med Wallenstein om et fodregiment, modtog Ulfeldt en oberstløjtnantsplads i dette og knyttede fra nu af sin skæbne til Holck. Fra 1630–32 førte han det Holckske Regiment fra valplads til valplads og deltog med dette i Slaget ved Lutzen, men blev den 12. december 1632 udnævnt til kejserlig oberst og købte et bøhmisk kyrasserregiment, som han førte under plyndringstoget i Voigtland i 1633. Den 2. september samme år døde hans ven og beskytter Henrik Holck. Det intime forhold, hvori Ulfeldt havde stået til denne "Wallensteins Faktotum", havde imidlertid vakt mistillid til ham ved hoffet i Wien, hvor spændingen mellem kejseren og hans mægtige feltherre voksede fra dag til dag. Da buen i februar 1634 var spændt til det yderste, stod Ulfeldt imellem Passau og Linz midt i en ildesindet befolkning, og hofpartiet, der frygtede for, at han skulle slutte sig til Albrecht von Wallenstein, dersom denne erklærede sig for de svenske, tilstillede Wallenstein ordre til, at Ulfeldts og nogle andre upålidelige regimenter skulle støde til kurfyrsten af Bayerns armé. Wallenstein var imidlertid ikke blot den kejserlige ordre overhørig, men hans fortrolige, feltmarskal Illo, sendte samme dag, Wallenstein tiltrådte sin skæbnesvangre march til Eger, et ilbud til Ulfeldt for at underrette ham om, at fyrsten ville kaste sig i armene på svenskerne, og at det alt var kommet til et sammenstød med de kejserlige tropper. Dersom Ulfeldt var afskåret fra Eger, kunne han gå op ad Donau, hvor svenskerne ikke ville lægge ham hindringer i vejen. Kunne han rejse befolkningen i landskabet og sikre sig de derstående regimenter, var det så meget desto bedre. Samtidig oversendtes der ham en bestalling som generalfeltmarskal. Til lykke for Ulfeldt var han dog så strengt bevogtet af de kejserligsindede, at han ikke vovede at røre sig, og da Wallenstein få dage efter snigmyrdedes i Eger af sine egne officerer, fornægtede Ulfeldt sin herre og mester. Denne skiften standpunkt kom allerede til orde i et brev, han den 11. marts 1634 skrev til Christian 4., idet han i dette – den ældste opbevarede efterretning om mordnatten i Eger – stemplede fyrsten og sine tidligere meningsfæller som mensvorne og rebeller. Han undgik dog ikke ligesom flere andre Wallensteinske officerer at blive indviklet i den forræderiproces, der anlagdes mod de vigtigste af fyrstens tilhængere, men Ulfeldts navn forsvinder tidlig af procesakterne, det være sig nu, at hans landsherre har indgrebet til fordel for ham, eller at han har været mindre kompromitteret. Han døde ugift i Herzfeld i Hessen. Hans lig førtes til Danmark og jordfæstedes i Kværndrup Kirke på Fyn. Han blev i 1635 ophøjet i rigsgrevestand og ejede foruden Orebygård på Lolland friherskaberne Hermanitz og Gratlitz i Bøhmen, som broderen Corfits arvede efter ham.

http://da.wikipedia.org/wiki/Frands_Ulfeldt

• Ulfeldt, Frands, 1601-36, Officer, var Broder til Rigshofmester Corfits U. og født paa Ulfeldtsholm 30. Dec. 1601. Efter ligesom sine Brødre at have nydt en omhyggelig Opdragelse traadte han 1625 ind i Hertug Bernhard af Sachsen-Weimars Rytterregiment som Ritmester, avancerede Aaret efter til Oberstvagtmester og deltog under Hertugen i det ulykkelige Slag ved Lutter am Barenberg og i Markgrev Georg Frederik af Badens mislykkede Landgang i Holsten. Da den danske Konge 1628 sendte et Hjælpekorps under Henrik Holck til det af de kejserlige belejrede Stralsund, tjente U. vistnok som Volontær under Holck, og da denne i 1629, efter Fredslutningen i Lybek, traadte over i kejserlig Tjeneste og kapitulerede med Wallenstein om et Fodregiment, modtog U. en Oberstlieutenantsplads i dette og knyttede fra nu af sin Skæbne til Holck. Fra 1630-32 førte han det Holckske Regiment fra Valplads til Valplads og deltog med dette i Slaget ved Lutzen, men blev 12. Dec. 1632 udnævnt til kejserlig Oberst og kjøbte et bøhmisk Kyrasserregiment, som han førte under Plyndringstoget i Voigtland i 1633. 2- Sept. s. A. døde hans Ven og Beskytter Henrik Holck. Det intime Forhold, hvori U. havde staaet til denne «Wallensteins Faktotum», havde imidlertid vakt Mistillid til ham ved Hoffet i Wien, hvor Spændingen mellem Kejseren og hans mægtige Feltherre voxede fra Dag til Dag. Da Buen i Febr. 1634 var spændt til det yderste, stod U. imellem Passau og Linz midt i en ildesindet Befolkning, og Hofpartiet, der frygtede for, at han skulde slutte sig til Wallenstein, dersom denne erklærede sig for de svenske, tilstillede Wallenstein Ordre til, at U.s og nogle andre upaalidelige Regimenter skulde støde til Kurfyrsten af Bajerns Armé. Wallenstein var imidlertid ikke blot den kejserlige Ordre overhørig, men hans fortrolige, Feltmarskal Illo, sendte samme Dag, Wallenstein tiltraadte sin skæbnesvangre Marche til Eger, et Ilbud til U. for at underrette ham om, at Fyrsten vilde kaste sig i Armene paa de svenske, og at det alt var kommet til et Sammenstød med de kejserlige Tropper. Dersom U. var afskaaret fra Eger, kunde han gaa op ad Donau, hvor de svenske ikke vilde lægge ham Hindringer i Vejen. Kunde han rejse Befolkningen i Landskabet og sikre sig de derstaaende Regimenter, var det saa meget desto bedre. Samtidig oversendtes der ham en Bestalling som Generalfeltmarskal. Til Lykke for U. var han dog saa strængt bevogtet af de kejserligsindede, at han ikke vovede at røre sig, og da Wallenstein faa Dage efter snigmyrdedes i Eger af sine egne Officerer, fornægtede U. sin Herre og Mester. Denne Skiften Standpunkt kom allerede til Orde i et Brev, han 11. Marts 1634 skrev til Christian IV, idet han i dette – den ældste opbevarede Efterretning om Mordnatten i Eger – stemplede Fyrsten og sine tidligere Meningsfæller som mensvorne og Rebeller. Han undgik dog ikke ligesom flere andre Wallensteinske Officerer at blive indviklet i den Forræderiproces, der anlagdes mod de vigtigste af Fyrstens Tilhængere, men U.s Navn forsvinder tidlig af Procesakterne, det være sig nu, at hans Landsherre har inter-cederet til Fordel for ham, eller at han har været mindre kompromitteret. Han døde ugift i Herzfeld i Hessen 14. Juli 1636. Hans Lig førtes til Danmark og jordfæstedes i Kværndrup Kirke i Fyn. Han blev 1635 ophøjet i Rigsgrevestand og ejede foruden Oreby-gaard paa Laaland Friherskaberne Hermanitz og Gratlitz i Bøhmen, som Broderen Corfits arvede efter ham.

J. C. W. Hirsch.

http://runeberg.org/dbl/18/0038.html