http://www.olifanten.dk/total.web/per00186.htm Hans Mule

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Arkitekt Bent Helweg-Møller foreslog ved udvidelsen af rådhuset i 1950’erne, at kendte personer, der havde gjort en betydelig indsats i byen, eller som stammede herfra, skulle hædres med mindeplader på en væg i den nye rådhushal. Forslaget blev hurtigt accepteret af byggeudvalget, og den daværende museumsdirektør, Svend Larsen, blev bedt om at komme med forslag til navne. 25 personer blev ved den lejlighed hædret, deriblandt storkøbmanden Hans Mule, der døde i 1602. Forud for Odenses byjubilæum i 1988 blev det besluttet at hænge yderligere mindeplader op, og samtidig blev mindepladen for Hans Mule pillet ned. Men hvorfor nu det?

	  Kobberstik af Hans Mules mindesten

Kobberstik af mindestenen over Hans Mule og hustruen Mette Kotte. Stikket er udført ca. 1680 af Jacob Jacobsen Bircherod.

Hans Mule var som nævnt storkøbmand. Han var søn af en borgmester i byen, af adelsslægt, og da han udvalgte sin hustru, faldt valget på Mette Kotte, der ligeledes tilhørte byadelen – hendes far havde været rådmand i Odense. Hans Mule selv drev forretning i den store stil, og han var sidst i 1500-tallet en af byens rigeste mænd. Det er sagt om ham, at hans svulmende selvfølelse var parret med en stridbar natur, og da han i 1561 kom for skade at slå en medborger ihjel, lykkedes det ham kun at sno sig ud af kniben ved at betale de efterladte en betydelig sum – så var vejen banet for kongelig benådning.

”Det må have været en dybt humoristisk sjæl, der i sin tid har foreslået hans mindeplade ophængt netop på rådhuset”. Sådan skrev senere historieprofessor Knud J.V. Jespersen i midten af 1980’erne, da overvejelserne om nye navne foregik. Han tænkte hermed på, at Hans Mule ud over det nævnte drab havde et utal af retssager med sin samtids borgmestre og rådmænd på samvittigheden. Så der var så rigelig grund til at pille tavlen ned.

Da beslutningen om de nye tavler blev offentliggjort, hæftede pressen sig – måske ikke så underligt – først og fremmest ved den tavle, der nu var pillet ned – altså Hans Mules. Og da viste det sig, at historikerne endnu en gang ikke havde taget alt i betragtning. Rigtig mange viste sig nemlig at kunne føre deres slægt tilbage til Hans Mule, og på Odense Rådhus fik man breve helt fra Texas fra nogle af Hans Mules slægtninge. De klagede over den uret, de mente var begået mod deres forfader. Svaret til dem var det enkle, at nu var mindepladen afleveret til Odense Bys Museer, så der ville de kunne finde den i fremtiden.

Tilbage står, at Odense Politigård ligger i Hans Mules Gade – altså i en gade, der er opkaldt efter en drabsmand!

Hans Mule

• Line: Den nyere Slægt - [Mule af Odense]
• Født : ca 1525
• Død : 25 Sep 1602 Odense
• Begravet: Vor Frue Kirke, Odense
• Stilling : købmand i Odense

Notater

• til Nislevgaard (Lunde H.), som han 1581 købte af Kronen
• nævnes 1552
• havde 1561 dræbt en anden Borger i Odense Mogens Hansen
• kaldes 1564 "erlig og velbyrdig mand, Borger i Odense"
• maatte 1569 en tid rømme landet fordi han havde overfaldet og saaret Eiler Bryske
• synes at have været en heftig og stridbar mand der dog stod i gunst hos Kong Frederik II
• blev 1571 forlehnet med Sanderumgaard
• blev selv 1589 overfaldet af Carl Bryske
• 1599 Borgmester i Odense og var da Forlover for Mikkel Mules Arvinger

Hans Michelsen Mule født omk 1525 i Odense, gift 1551 med Mette Lauritsdatter Kotte, født omk 1530, død 20 MAR 1613 i Odense, begravet: Sct. Knud, Odense.

Hans døde 25 SEP 1602, begravet: Sct. Knud, Odense.

Han var købmand i Odense, hvor han i modsætning til den øvrige adel, mest opholdt sig.

I sine unge dage havde han begået et drab, men slap lemfældigt fra dette ved hjælp fra kongen. (se historien om Oluf Bager og Hans Mule).

Han hørte til de rigeste i Odense, men var samtidig rethaverisk og kolerisk, så han var ofte i strid med sine samtidige. Han var forlenet til Sanderumgård og købte Nislevgård (v Otterup) af kronen i 1581. Den var en tidligere bondegård.

Han drev en betydelig oksehandel. Sammen med sønnen Jørgen udførte han f eks 1000 øksne over Assens 1563.

Bager og Mule, året 1602

Nedenstående er hentet fra bogen "Odense i 1000 år", Fortællinger af en bys historie. Udgivet af Odense Kommune. I kommission hos Odense Universitetsforlag 1988.

Der var engang en købmand, der var så mægtig, at han kunne låne kongen penge til at føre krig for. Kongen holdt derfor meget af ham og besøgte ham ofte. Engang kongen var på besøg, fyrede købmanden med kaneltræ i kaminen, så den skønneste duft bredte sig i rummet.

- Er du virkelig så rig, at du har råd til at fyre med kaneltræ? spurgte kongen.

- Jeg er endnu rigere! sagde købmanden, og i stedet for kaneltræet begyndte han at fyre med gældsbeviser på nogle af de penge, han havde lånt kongen.

Det luftige sagn fortælles to steder i Europa: I 'Tyskland om købmand Fugger og Karl V. I Odense om Oluf Bager og Frederik II.

Men i Odense er sagnet blevet liggende. Man kan oven i købet udpege det hus, hvor gældsbeviserne blev brændt. Det skulle være sket på førstesalen i Nørregade nr. 29, også kaldet Oluf Bagers Mødrene Gård. At stedet kan udpeges, gør vel ikke sagnet mere rigtigt, men så langt er sagnet rigtigt, at den fredelige og vennesæle købmand Oluf Bager, der tjente alle sine penge på krig, var en meget nær ven af kongen, Frederik II. Oluf Bager var en af Danmarks rigeste mænd i slutningen af 1500-tallet.

Men han var ikke den eneste rige købmand i Odense. Der var også en anden rig købmand, Hans Mule. Han var dog ikke gode venner med kongen, for han var vist slet ikke gode venner med nogen.

De to købmænd levede ikke alene på samme tid i samme by, men de døde også samme år, 1602. Aldrig har Odense rummet stærkere modsætninger end disse to renæssancekøbmænd.

Mens der findes flere sagn om Oluf Bager, findes der ingen om Hans Mule, og årsagen er ikke svær at finde. Hans Mule er Odenses største kværulant til alle tider, stædig og udholdende, egentlig en sand skurk. I en grad, så ethvert sagn og en hver opdigtet historie ville blegne over for virkelighedens Hans Mule, der imidlertid var så dygtig til at handle med fredelige og umælende stude, at han en overgang har været lige så rig som Oluf Bager. Således kom købmand Hans Mule for eksempel >for skade at ihjelslå en medborger Mogens Hansen<. Det var jo trist og beklageligt, men i Hans Mules øjne kunne den slags nu engang ske, og han forsøgte derfor ikke på nogen måde at bortforklare eller løbe fra sin handling. Til sidst måtte han have fat i selveste kongen. Sagen blev ordnet på den måde, at Hans Mule betalte Mogens Hansens familie en betydelig sum, og sagen var ude af verden.

Som herren, således hans svende. Nogle år senere kom Hans Mules købsvend Rasmus også til at slå en mand ihjel. Rasmus blev henrettet på torvet i Odense 5. februar 1584.

Reformationen udløste nogle voldsomme økonomiske kræfter. Odense blev købmændenes og handelens by. Det havde den altid været, men aldrig før og aldrig efter skulle købmændene få så stor en magt. Handelen var for købmændene, hvad jorden var for herremændene. En købmand i slutningen af 1500-tallet var ofte langt mægtigere, mere indflydelsesrig og rigere end mangen en herremand. Købstadens inderste væsen og karakter, købmandsvældet, lader sig mere end ane. Det er købmændene, der ejer købstaden i den forstand, at det er dem, der har magten. Egentlig var det sådan, at kongen havde den ene halvdel af magten og købmændene den anden, i svage kongetider havde købmændene i praksis næsten hele magten, mens en stærk konge som Christian IV langsomt og sikkert begyndte at pille købmændenes magt fra hinanden. Byen blev ledet af en magistrat. Ordet er et latinsk ord, der betyder lederstilling. Magistraten var et råd (egentlig en forsamling) af mænd, kaldet rådmænd, og som regel var der mellem otte og tolv af slagsen. Blandt rådmændene blev der valgt to borgmestre.

Købmænd og kun købmænd kunne være medlem af magistraten. Nok blev der stemt i magistraten, men ikke til magistraten. De købmænd, der var blevet valgt til magistraten, sad for livstid, og de tomme pladser, som af og til blev ledige, sørgede magistraten selv for at besætte. Hvis man ikke kunne blive enige, eller man slet ikke syntes, at der var andre købmænd, der var egnede eller værdige, så forblev pladserne blot ubesatte. Til valget af en ledig borgmesterpost skulle magistrat en udpege to købmænd, og så var det kongen, som bestemte, hvem af dem det skulle være. Magistraten havde også den dømmende magt. Derfor var al magten købmændenes. Håndværksmestrene havde ikke noget at skulle have sagt, langt mindre svendene og de gemene daglejere. Da Christian IV senere forsøger at skabe bedre forhold i byerne, står der som forord til loven, at >nogle enkelte få udi hver købstad, som betjener øvrighedsbestilling, alene tilegner sig den ganske næring og ved adskillige praktikker holder den gemene mand derfra og regerer almuen næsten efter deres eget forgodtbefindende<. Forholdene er her udtrykt klart og præcist uden omsvøb af nogen art. Oluf Bager og Hans Mule var byens største købmænd. Mens den ene, Oluf Bager i Nørregade, tjente sine penge på at kunne levere tøj, mad og andre fornødenheder på kredit til kongens syv års krig, så tjente den anden, Hans Mule i Overgade, først og fremmest sine penge som studepranger, idet han opkøbte og opdrættede stude, som han udskibede og solgte videre i Tyskland. Alligevel følte de sig som konkurrenter, om ikke i varesortiment, så dog i rigdom og anseelse. Hans Mule var adelig, og han måtte derfor have ejendomme dvs. herregårde uden for byen. Bl.a. ejede Hans Mule en overgang Nislevgård, hvor han op drættede nogle af sine stude. Oluf Bager var ikke adelig og måtte derfor ikke købe hverken herregårde eller bøndergårde uden for bygrænsen. Til gengæld købte han så gårde, huse, boder og haver overalt inden for bygrænsen, så det en overgangsagdes om ham, at han ejede det halve Odense. I 1567 skulle Oluf Bager betale dobbelt så meget i skat som Hans Mule. Det syntes Oluf Bager dog var alt for meget, og han tog sig en snak med sin gode ven, kongen, Frederik 11, om sagen. I sin landsfaderlige visdom bestemte kongen da også, at Oluf Bager tjente landets vel på så mange måder, at den >Os elskelige< Oluf Bager kun skulle beskattes som den tredje største formue i byen. Da Hans Mule hørte det, blev han rasende, og når Hans Mule blev rasende, skete der altid noget. Næste gang borgmestre og rådmænd holdt møde på rådhuset, kom Hans Mule anstigende og protesterede. På det kraftigste. Som nu kun Hans Mule kunne protestere.

Borgmestre og rådmænd trak på skuldrene det store rådsbord rundt. Hvad kunne de stille op mod kongens afgørelse?

Men Hans Mule lod sig ikke standse: Oluf Bager snød i skat!

Det var unægtelig noget af en påstand. Man kan forestille sig stilheden. Der stod den ene af byens to rigeste mænd og påstod om den anden, at han snød i skat. Hans Mule sagde, at han da godt vidste, at Oluf Bager over for magistraten havde oplyst, at han sidste år havde udskibet 16'/, tusinde tønder korn til en værdi af 15 tusinde rigsdaler. Rådmændene rundt om bordet har nikket og svaret, at det var rigtigt nok, hvor end Mule havde oplysningerne fra, for det var j o netop på grund af de store udskibninger, at Oluf B ager havde skullet betale så meget i skat, men hvordan kunne han så samtidig påstå, at Oluf Bager også snød? Hvis Hans Mule har kunnet komme til det, må han have banket i bordet og ikke sagt, men råbt, at det jo var det, der var løgn. Oluf Bager havde aldeles ikke udskibet 16½ tusinde tønder korn til den forbandede krig, nej, han havde udskibet 100 tusinde tønder! Ikke til en værdi af 15 tusinde rigsdaler, men til en værdi af 100 tusinde rigsdaler! Rådmændene måbede, for hvis det var rigtigt, så drejede det sig ikke alene om det største skattesnyderi i mands minde, men i hele Odense bys historie.

Der blev - antagelig på stedet - sendt bud efter Oluf Bager, denne hæderlige og på alle måder retskafne mand, så Hans Mule kunne gentage sine beskyldninger, hvis han da turde. Det turde Hans Mule. Lige op i ansigtet på Oluf Bager.

Bagefter har alle holdt vejret.

Uden så meget som at fortrække en mine benægtede Oluf Bager. Men Hans Mule gentog beskyldningen, og nu er der jo nok en og anden rådmand, der har tørret sveden af panden, for hvad skulle rådet stille op, når to af byens mægtigste mænd - den ene havde oven i købet kongen i ryggen - hver for sig krævede magistraten på sin side.

Det blev ikke til en retsag, men derimod til et - væddemål.

Den 20. november 1567 skriver Oluf Bager under på, at såfremt Hans Mule kan bevise, at han har ret, så vil han, Oluf Bager, kvit og frit forære Hans Mule den gård, han bor i, og samtidig betale 100 rigsdaler til byens fattige.

Sådan endte sagen eller rettere sagt skandalen.

Det viste sig nemlig, at Hans Mule ikke kunne finde beviser, i hvert fald ikke nok, men på den anden side behøvede han ikke at trække sine beskyldninger tilbage. Hvad han havde sagt, stod han ved. Altid.

Hvem styrede købstaden? Kunne en købmand blive så rig og mægtig, at det var ham og ikke borgmesteren? Det måtte komme an på en prøve.

I Odense skete det i 1585, og styrkeprøven kom til at stå mellem Hans Mule og borgmesteren Mogens Henriksen Rosenvinge, mens Oluf Bager fulgte interesseret med fra kulissen. Kampen drejede sig hverken om Gud, konge eller fædreland, ikke om familieformuer, heller ikke om liv og død.

Men om en have, rent ud sagt en af datidens >kolonihaver<, for der var nemlig på den tid nogle haver (nyttehaver eller små landbrugsarealer) inden for bygrænsen i Odense, som magistraten lejede ud til byens borgere.

Der var stor rift om disse haver, bl.a. ønskede byens borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge sig sådan en have, men det skulle vise sig, at købmand Hans Mule gjorde det samme. Hans Mule henvendte sig til en ældre havelejer og indgik - mod passende betaling? - en aftale med ham om at overtage hans lejemål, når han engang døde.

Så snart havelejeren var død, gik Hans Mule op på rådhuset og meddelte for en ordens skyld magistraten, at haven nu var hans.

Svaret kom prompte: det var den aldeles ikke, for rådmændene havde netop besluttet at leje haven ud til borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge.

Det var Hans Mule da ligeglad med. Haven var hans og ingen andres. Uden videre lod han haven forsyne med lås. Så kunne borgmesteren ellers gøre, hvad han ville! Hvis han da ellers var i stand til det!

Det var borgmesteren ikke. Igen skandale. Tænke sig, at borgmesteren ikke engang kunne skaffe sig sin egen ret, endda en ret, som var vedtaget af hele magistraten. Hvordan kunne man forvente, at sådan en mand kunne varetage en hel bys interesser? Skandale, skandale o g ih, hvor man snakkede mand og mand imellem.

Hans Mule gik ikke af vejen for at håne borgmesteren. Det gjorde han en dag, hvor han mødte borgmesteren under et besøg hos lensmanden Axel Brahe. Samtidig beskyldte han også borgmesteren for at være korrupt. Axel Brahe forsøgte at lægge en dæmper på Hans Mule, som blot hidsede sig endnu mere op og endte ikke blot med at beskylde alle rådmændene, hele magistraten, for at være korrupte, men også truede borgmesteren. Vistnok på livet. Sådan blev d et opfattet af de tilstedeværende.

Det var så groft, at blev der ikke skredet ind, kunne borgmesteren lige så godt aflevere byens nøgler til Hans Mule. Sagen blev indbragt for kongen, der omgående nedsatte en kommission med ret til at dømme parterne i sagen.

Ikke så snart var kommissionen begyndt at arbejde, før Hans Mule også lagde sig ud med den. Det endte med, at kommissionen dømte Hans Mule skyldig efter anklageskriftet, altså bl.a. skyldig i at have truet borgmesteren på livet. En sådan dom betød dødsstraf. Dog var selve strafudmålingen ikke kommissionens sag, men kongens, og Frederik II besluttede, at Hans Mule i stedet for at lade livet skulle betale 500 daler - til kongens egen kasse!

Til gengæld fik borgmesteren haven, altså ikke i eje, men til leje. Det helt afgørende er dog, at Hans Mule skal give undskyldninger og underskrive et forpligtigelsesbrev, hvor han forpligter sig til lydighed over for magistrat, borgmester og lensmand! Rigdom havde sine grænser. Byen havde vundet over sin rige borger.

På det tidspunkt var Oluf Bagers store nedtur begyndt. Da kongens krige var slut dalede Oluf Bagers indtægter drastisk. Ifølge sagnet endte han med at spise nådsensbrødet hos sine børn, men hans besiddelser i Odense har været så betydelige, at det er tvivlsomt, at han er endt som direkte fattig. De to købmænd dør samme år 1602. Det er ikke tilfældigt. Deres rigdom strakte langt, til magt, til indflydelse, til retfærdighed, hele tiden måtte købmændenes penge afprøve nye grænse r, men grænsen i 1602 var hinsides al værdi. Grænsen var pesten selv.

I Thieles >Danske Folkesagn< står der: - Da Oluf Bager blev gammel, havde han 12 voksne børn, men da hans rigdomme nu var svundet betydeligt ind, var der ingen af dem, der ville tage sig af den gamle. Da kaldte han alle sine børn sanunen og hentede i deres nærværelse et tungt sk rin frem, idet han sagde, at den, der ville føde ham til hans dødsdag, skulle have skrinet. Nu viste de sig alle hengivne og kærlige, men da den gamle far var død, og de åbnede skrinet, fandt de som straf for deres ukærlige sind imod ham, a t det var fyldt med kampesten. I skrinet lå der også en stok med påskriften:

Den, der giver, til han tigger,
skal prygles, til han ligger<.

Kilder

1. http://www.brigsted.net/stamtrae/1322.htm
2. http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I22771&tree=2
3. http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/Mule/Mule.htm
4. http://skeel.info/getperson.php?personID=I16064&tree=ks
5. Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1904:326 - (225).
6. http://www.famlundsgaard.dk/slaegt/ane/388.htm
7. http://www.jskaaning.dk/243776

Han var ejer af Nislevgård. Han fik Livsbrev på Biskopsorden op til Gåseholmen udenfor Odense og skulle deraf tjene med en gerust hest. Kongen forlenede ham med Sanderumgård mod sædvanlig landgilde. I 1561 var han kommen for skade at ihjelslå en borger i Odense og blev derfor forfulgt med Sandemænd ved Bytinget, skønt hans forfædre havde fået adelsfrihed af Chr. d. I, krævede kongen sagen henvist til kongen og Rigsrådet. I øvrigt var han forsynet med "et voldsomt sind".

http://www.acapixus.dk/DVO/Frederikke_Hansen.htm

Hans Mikkelsen Mule var storkøbmand i Odense, og en af de mest velhavende i byen. Hans tipoldefar, som også hed Hans Mule var blevet adlet i Kalmar den 18. august 1444 af kong Christopher af Bayern. Hans Mule var den ene gang efter den anden indblandet i stridigheder og regulært håndgemæng med alt og alle.

I 1561 dræbte han en borger i Odense, og den 26. maj 1561 skriver Kancelliet (kongen): Til Borgemestre og Raad i Otthensee. Da Hans Mulis Slægt og Venner have berettet, at han er kommet for Skade at ihjelslaa en Borger i Otthensee og nu forfølges med Sandemænd for Bytinget, skønt hans Forfædre have faaet Adelsfrihed af Kong Christopher, befales det dem ikke at tilstede nogen Forfølgning der, men at henvise Sagen til Kongen og Rigsraadet.

Hans Mule betaler sig fra straffen, som ellers ville være døden.

Kancelliet skriver den 2. juli 1561: Aabent Brev, hvorved Kongen eftergiver Hans Mule, Borger i Otthensee, der har slaaet Mogens Hanssen ihjel, den Bøde, han var falden i til Kronen derfor, da han har stillet den dødes Slægt og Venner tilfreds.

Han har åbenbart lovet enken penge, men undladt at betale hende, for den 23. juli 1561 skriver Kancelliet, denne gang til Lensmanden: Til Eschild Gøie. Da Mette Povelsdatter, Mogens Hanssens Enke, Borgerske i Otthensee, har klaget over at Hans Mule, Borger smstds., der ihjelslog hendes mand, ikke har stillet hende og hendes Børn tilfreds for dette Drab, skønt han har berettet saaledes for Kongen, og at ”der sker hende et Hovmod efter det andet over den Skade, hun fanget haver”, skal Eschild Gøie befale Hans Mule straks at stille Mette Povelsdatter og hendes Børn tilfreds, saa Kongen kan blive fri for mere Overløb (Plageri) i den Sag; saafremt der kommer videre Klage, vil Sagen paany blive taget for og forfulgt med Retten.

En af grundene til at Kongen gav ham så lang snor var muligvis at Hans Mule købte en masse okser af kongen.

På et senere tidspunkt, i 1584, slog en af Hans Mules ansatte en mand ihjel, men her var der ingen pardon, han mistede knoppen på Torvet i Odense.

Ovenstående har en eller anden "sakset" fra min hjemmeside: http://www.christrup.eu/familiens_sorte_faar.htm Det er en af svaghederne ved GENI, der bliver tilføjet en masse, og ingen aner hvor det kommer fra, og om der er rigtigt.

Borgmester I Odense.

" En meget besværlig mand." - Overtog Nislevgaard 1581.

Begravet i Vor Frue kirke Odense.

Groceries and Mayor of Odense. Lord of Nislevgård and one of the city's wealthiest men. It is he whose memorial tablet is sitting on the wall of honor in Odense City Hall. Notes: Rich Civic Master / grocer in New Jersey. While there are several remedies for Oluf Bager, no Hans Mule, and the reason is not hard to find. His Mule is Odense's largest kværulant at all times, stubborn and dogged, really a true villain. In a degree, so every legend and any fictional story would fade to the realities of His Mule, but was so clever to act peacefully and inarticulate steers his transition has been as rich as Oluf Bager. Thus came grocery His Mule, for example "for damage to ihjelslå a civic Mogens Hansen. It was sad and regrettable, but in His eyes Mules could this kind of things are done, and he tried, therefore, not in any way to explain away or run from his action. Finally he had to get himself king. The case was ordered in the sense that His Mule Mogens Hansen's family paid a substantial sum, and the matter was out of the world. As a gentleman, so his journeymen. Some years later Hans Mules purchasing facing Rasmus also to beat a man to death. Rasmus was executed on the square in New Jersey 5 February 1584.

http://www.famlundsgaard.dk/Slaegt/ane/388.htm :

Han var købmand i Odense, hvor han i modsætning til den øvrige adel, mest opholdt sig.I sine unge dage havde han begået et drab, men slap lemfældigt fra dette ved hjælp fra kongen. (se historien om Oluf Bager og Hans Mule).

Han hørte til de rigeste i Odense, men var samtidig rethaverisk og kolerisk, så han var ofte i strid med sine samtidige. Han var forlenet til Sanderumgård og købte Nislevgård (v Otterup) af kronen i 1581. Den var en tidligere bondegård.

Han drev en betydelig øksenhandel. Sammen med sønnen Jørgen udførte han f eks 1000 øksne over Assens 1563.

øksne=okse

De har følgende børn:

28 M i Mikkel MULE døde omkring 1599.

+ 29 K ii Maren MULE Blev født omkring 1553 og døde 15 jul 1607.

+ 30 K iii Else Hansdatter MULE Blev født 1556 og døde 22 jan 1605. 31 K iv Barbara MULE Blev født før 1560. Hun døde 1591. Barbara blev viet til Willum BANG Tolder, søn af Poul BANG Borgmester, den 1577. Willum Blev født før 1560. Han døde før 1607. 32 M v Laurids Hansen MULE Kancellisekretær Blev født

1560. Han døde 24 mar 1603 i København og blev begravet 1603 i Sct. Knuds kirke, Odense. Laurids blev viet til Mette Jacobsdatter VEJLE den 23 aug 1601 i Odense. Mette Blev født 23 aug

1601. Hun døde 12 nov 1607.

+ 33 M vi Jens Hansen MULE Dr. med. Blev født 15 sep 1564 og døde 1633.

34 M vii Marcus MULE Købmand Blev født før 1565. Han døde 1626 i Odense.

+ 35 M viii Jørgen Hansen MULE Købmand Blev født 1569 og døde 6 jul 1634.

+ 36 M ix Niels Hansen MULE Sognepræst Blev født omkring 1574 og døde 3 jul 1616.

+ 37 M x Claus Hansen MULE Sognepræst Blev født omkring 1575 og døde 1647 Den næstsidste af disse borgmestre var Hans Mule (1522-1602), herre af Nislevgård og en af byens rigeste mænd. Det er ham, hvis mindetavle sidder på æresvæggen i Odense Rådhus. Den ældste søn hed Jens Mule. Han testamenterede 1.000 rdl. til

tilføjet af Benthe Rask:

http://www.prominentdata.dk/mulerne.html (skolerne)

http://www.skeel.info/getperson.php?personID=I16064&tree=ks

Mette Marcusdatter Kotte står nævnt som hustru til de samme børn og med samme dødsdag. En navnefejl?

http://www.aastrup.de

Her nævnes 10 børn, som kilde angivet "Slægten Kotte på Fyn" af Bent Østergaard - artikel i Personhistorisk tidsskrift 2000/2 side 222-256

Hans Michelsen Mule #186 født omk 1525 i Odense, gift 1551 med Mette Lauritsdatter Kotte #187, født omk 1530, død 20 MAR 1613 i Odense, begravet: Sct. Knud, Odense.

Hans døde 25 SEP 1602, begravet: Sct. Knud, Odense.

Han var købmand i Odense, hvor han i modsætning til den øvrige adel, mest opholdt sig.

I sine unge dage havde han begået et drab, men slap lemfældigt fra dette ved hjælp fra kongen. (se historien om Oluf Bager og Hans Mule).

Han hørte til de rigeste i Odense, men var samtidig rethaverisk og kolerisk, så han var ofte i strid med sine samtidige. Han var forlenet til Sanderumgård og købte Nislevgård (v Otterup) af kronen i 1581. Den var en tidligere bondegård.

Han drev en betydelig øksenhandel. Sammen med sønnen Jørgen udførte han f eks 1000 øksne over Assens 1563. øksne=okse http://www.olifanten.dk/total.web/com00896.htm

Bager og Mule 1602 Nedenstående er hentet fra bogen "Odense i 1000 år" Fortællinger af en bys historie. Udgivet af Odense Kommune. I kommission hos Odense Universitetsforlag 1988.

Bager og Mule året 1602

Der var engang en købmand, der var så mægtig, at han kunne låne kongen penge til at føre krig for. Kongen holdt derfor meget af ham og besøgte ham ofte. Engang kongen var på besøg, fyrede købmanden med kaneltræ i kaminen, så den skønneste duft bredte sig i rummet. - Er du virkelig så rig, at du har råd til at fyre med kaneltræ? spurgte kongen. - Jeg er endnu rigere! sagde købmanden, og i stedet for kaneltræet begyndte han at fyre med gældsbeviser på nogle af de penge, han havde lånt kongen.

Det luftige sagn fortælles to steder i Europa: I 'Tyskland om købmand Fugger og Karl V. I Odense om Oluf Bager og Frederik II.

Men i Odense er sagnet blevet liggende. Man kan oven i købet udpege det hus, hvor gældsbeviserne blev brændt. Det skulle være sket på førstesalen i Nørregade nr. 29, også kaldet Oluf Bagers Mødrene Gård. At stedet kan udpeges, gør vel ikke sagnet mere rigtigt, men så langt er sagnet rigtigt, at den fredelige og vennesæle købmand Oluf Bager, der tjente alle sine penge på krig, var en meget nær ven af kongen, Frederik II. Oluf Bager var en af Danmarks rigeste mænd i slutningen af 1500-tallet. Men han var ikke den eneste rige købmand i Odense. Der var også en anden rig købmand, Hans Mule. Han var dog ikke gode venner med kongen, for han var vist slet ikke gode venner med nogen. De to købmænd levede ikke alene på samme tid i samme by, men de døde også samme år, 1602. Aldrig har Odense rummet stærkere modsætninger end disse to renæssancekøbmænd.

Mens der findes flere sagn om Oluf Bager, findes der ingen om Hans Mule, og årsagen er ikke svær at finde. Hans Mule er Odenses største kværulant til alle tider, stædig og udholdende, egentlig en sand skurk. I en grad, så ethvert sagn og enhver opdigtet historie ville blegne over for virkelighedens Hans Mule, der imidlertid var så dygtig til at handle med fredelige og umælende stude, at han en overgang har været lige så rig som Oluf Bager. Således kom købmand Hans Mule for eksempel »for skade at ihjelslå en medborger Mogens Hansen«. Det var jo trist og beklageligt, men i Hans Mules øjne kunne den slags nu engang ske, og han forsøgte derfor ikke på nogen måde at bortforklare eller løbe fra sin handling. Til sidst måtte han have fat i selveste kongen. Sagen blev ordnet på den måde, at Hans Mule betalte Mogens Hansens familie en betydelig sum, og sagen var ude af verden. Som herren, således hans svende. Nogle år senere kom Hans Mules købsvend Rasmus også til at slå en mand ihjel. Rasmus blev henrettet på torvet i Odense 5. februar 1584.

Reformationen udløste nogle voldsomme økonomiske kræfter. Odense blev købmændenes og handelens by. Det havde den altid været, men aldrig før og aldrig efter skulle købmændene få så stor en magt. Handelen var for købmændene, hvad jorden var for herremændene. En købmand i slutningen af 1500-tallet var ofte langt mægtigere, mere indflydelsesrig og rigere end mangen en herremand. Købstadens inderste væsen og karakter, købmandsvældet, lader sig mere end ane. Det er købmændene, der ejer købstaden i den forstand, at det er dem, der har magten. Egentlig var det sådan, at kongen havde den ene halvdel af magten og købmændene den anden, i svage kongetider havde købmændene i praksis næsten hele magten, mens en stærk konge som Christian IV langsomt og sikkert begyndte at pille købmændenes magt fra hinanden. Byen blev ledet af en magistrat. Ordet er et latinsk ord, der betyder lederstilling. Magistraten var et råd (egentlig en forsamling) af mænd, kaldet rådmænd, og som regel var der mellem otte og tolv af slagsen. Blandt rådmændene blev der valgt to borgmestre. Købmænd og kun købmænd kunne være medlem af magistraten. Nok blev der stemt i magistraten, men ikke til magistraten. De købmænd, der var blevet valgt til magistraten, sad for livstid, og de tomme pladser, som af og til blev ledige, sørgede magistraten selv for at besætte. Hvis man ikke kunne blive enige, eller man slet ikke syntes, at der var andre købmænd, der var egnede eller værdige, så forblev pladserne blot ubesatte. Til valget af en ledig borgmesterpost skulle magistraten udpege to købmænd, og så var det kongen, som bestemte, hvem af dem det skulle være. Magistraten havde også den dømmende magt. Derfor var al magten købmændenes. Håndværksmestrene havde ikke noget at skulle have sagt, langt mindre svendene og de gemene daglejere. Da Christian IV senere forsøger at skabe bedre forhold i byerne, står der som forord til loven, at »nogle enkelte få udi hver købstad, som betjener øvrighedsbestilling, alene tilegner sig den ganske næring og ved adskillige praktikker holder den gemene mand derfra og regerer almuen næsten efter deres eget forgodtbefindende«. Forholdene er her udtrykt klart og præcist uden omsvøb af nogen art. Oluf Bager og Hans Mule var byens største købmænd. Mens den ene, Oluf Bager i Nørregade, tjente sine penge på at kunne levere tøj, mad og andre fornødenheder på kredit til kongens syv års krig, så tjente den anden, Hans Mule i Overgade, først og fremmest sine penge som studepranger, idet han opkøbte og opdrættede stude, som han udskibede og solgte videre i Tyskland. Alligevel følte de sig som konkurrenter, om ikke i varesortiment, så dog i rigdom og anseelse. Hans Mule var adelig, og han måtte derfor have ejendomme dvs. herregårde uden for byen. Bl.a. ejede Hans Mule en overgang Nislevgård, hvor han opdrættede nogle af sine stude. Oluf Bager var ikke adelig og måtte derfor ikke købe hverken herregårde eller bøndergårde uden for bygrænsen. Til gengæld købte han så gårde, huse, boder og haver overalt inden for bygrænsen, så det en overgang sagdes om ham, at han ejede det halve Odense. I 1567 skulle Oluf Bager betale dobbelt så meget i skat som Hans Mule. Det syntes Oluf Bager dog var alt for meget, og han tog sig en snak med sin gode ven, kongen, Frederik 11, om sagen. I sin landsfaderlige visdom bestemte kongen da også, at Oluf Bager tjente landets vel på så mange måder, at den »Os elskelige« Oluf Bager kun skulle beskattes som den tredje største formue i byen. Da Hans Mule hørte det, blev han rasende, og når Hans Mule blev rasende, skete der altid noget. Næste gang borgmestre og rådmænd holdt møde på rådhuset, kom Hans Mule anstigende og protesterede. På det kraftigste. Som nu kun Hans Mule kunne protestere. Borgmestre og rådmænd trak på skuldrene det store rådsbord rundt. Hvad kunne de stille op mod kongens afgørelse? Men Hans Mule lod sig ikke standse: Oluf Bager snød i skat! Det var unægtelig noget af en påstand. Man kan forestille sig stilheden. Der stod den ene af byens to rigeste mænd og påstod om den anden, at han snød i skat. Hans Mule sagde, at han da godt vidste, at Oluf Bager over for magistraten havde oplyst, at han sidste år havde udskibet 16'/, tusinde tønder korn til en værdi af 15 tusinde rigsdaler. Rådmændene rundt om bordet har nikket og svaret, at det var rigtigt nok, hvor end Mule havde oplysningerne fra, for det var j o netop på grund af de store udskibninger, at Oluf B ager havde skullet betale så meget i skat, men hvordan kunne han så samtidig påstå, at Oluf Bager også snød? Hvis Hans Mule har kunnet komme til det, må han have banket i bordet og ikke sagt, men råbt, at det jo var det, der var løgn. Oluf Bager havde aldeles ikke udskibet 16½ tusinde tønder korn til den forbandede krig, nej, han havde udskibet 100 tusinde tønder! Ikke til en værdi af 15 tusinde rigsdaler, men til en værdi af 100 tusinde rigsdaler! Rådmændene måbede, for hvis det var rigtigt, så drejede det sig ikke alene om det største skattesnyderi i mands minde, men i hele Odense bys historie.

Der blev - antagelig på stedet - sendt bud efter Oluf Bager, denne hæderlige og på alle måder retskafne mand, så Hans Mule kunne gentage sine beskyldninger, hvis han da turde. Det turde Hans Mule. Lige op i ansigtet på Oluf Bager. Bagefter har alle holdt vejret. Uden så meget som at fortrække en mine benægtede Oluf Bager. Men Hans Mule gentog beskyldningen, og nu er der jo nok en og anden rådmand, der har tørret sveden af panden, for hvad skulle rådet stille op, når to af byens mægtigste mænd - den ene havde oven i købet kongen i ryggen - hver for sig krævede magistraten på sin side. Det blev ikke til en retsag, men derimod til et - væddemål. Den 20. november 1567 skriver Oluf Bager under på, at såfremt Hans Mule kan bevise, at han har ret, så vil han, Oluf Bager, kvit og frit forære Hans Mule den gård, han bor i, og samtidig betale 100 rigsdaler til byens fattige. Sådan endte sagen eller rettere sagt skandalen. Det viste sig nemlig, at Hans Mule ikke kunne finde beviser, i hvert fald ikke nok, men på den anden side behøvede han ikke at trække sine beskyldninger tilbage. Hvad han havde sagt, stod han ved. Altid.

Hvem styrede købstaden? Kunne en købmand blive så rig og mægtig, at det var ham og ikke borgmesteren? Det måtte komme an på en prøve. I Odense skete det i 1585, og styrkeprøven kom til at stå mellem Hans Mule og borgmesteren Mogens Henriksen Rosenvinge, mens Oluf Bager fulgte interesseret med fra kulissen. Kampen drejede sig hverken om Gud, konge eller fædreland, ikke om familieformuer, heller ikke om liv og død. Men om en have, rent ud sagt en af datidens »kolonihaver«, for der var nemlig på den tid nogle haver (nyttehaver eller små landbrugsarealer) inden for bygrænsen i Odense, som magistraten lejede ud til byens borgere. Der var stor rift om disse haver, bl.a. ønskede byens borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge sig sådan en have, men det skulle vise sig, at købmand Hans Mule gjorde det samme. Hans Mule henvendte sig til en ældre havelejer og indgik - mod passende betaling? - en aftale med ham om at overtage hans lejemål, når han engang døde. Så snart havelejeren var død, gik Hans Mule op på rådhuset og meddelte for en ordens skyld magistraten, at haven nu var hans. Svaret kom prompte: det var den aldeles ikke, for rådmændene havde netop besluttet at leje haven ud til borgmester Mogens Henriksen Rosenvinge. Det var Hans Mule da ligeglad med. Haven var hans og ingen andres. Uden videre lod han haven forsyne med lås. Så kunne borgmesteren ellers gøre, hvad han ville! Hvis han da ellers var i stand til det! Det var borgmesteren ikke. Igen skandale. Tænke sig, at borgmesteren ikke engang kunne skaffe sig sin egen ret, endda en ret, som var vedtaget af hele magistraten. Hvordan kunne man forvente, at sådan en mand kunne varetage en hel bys interesser? Skandale, skandale og ih, hvor man snakkede mand og mand imellem. Hans Mule gik ikke af vejen for at håne borgmesteren. Det gjorde han en dag, hvor han mødte borgmesteren under et besøg hos lensmanden Axel Brahe. Samtidig beskyldte han også borgmesteren for at være korrupt. Axel Brahe forsøgte at lægge en dæmper på Hans Mule, som blot hidsede sig endnu mere op og endte ikke blot med at beskylde alle rådmændene, hele magistraten, for at være korrupte, men også truede borgmesteren. Vistnok på livet. Sådan blev det opfattet af de tilstedeværende. Det var så groft, at blev der ikke skredet ind, kunne borgmesteren lige så godt aflevere byens nøgler til Hans Mule. Sagen blev indbragt for kongen, der omgående nedsatte en kommission med ret til at dømme parterne i sagen. Ikke så snart var kommissionen begyndt at arbejde, før Hans Mule også lagde sig ud med den. Det endte med, at kommissionen dømte Hans Mule skyldig efter anklageskriftet, altså bl.a. skyldig i at have truet borgmesteren på livet. En sådan dom betød dødsstraf. Dog var selve strafudmålingen ikke kommissionens sag, men kongens, og Frederik II besluttede, at Hans Mule i stedet for at lade livet skulle betale 500 daler - til kongens egen kasse! Til gengæld fik borgmesteren haven, altså ikke i eje, men til leje. Det helt afgørende er dog, at Hans Mule skal give undskyldninger og underskrive et forpligtigelsesbrev, hvor han forpligter sig til lydighed over for magistrat, borgmester og lensmand! Rigdom havde sine grænser. Byen havde vundet over sin rige borger.

På det tidspunkt var Oluf Bagers store nedtur begyndt. Da kongens krige var slut dalede Oluf Bagers indtægter drastisk. Ifølge sagnet endte han med at spise nådsensbrødet hos sine børn, men hans besiddelser i Odense har været så betydelige, at det er tvivlsomt, at han er endt som direkte fattig. De to købmænd dør samme år 1602. Det er ikke tilfældigt. Deres rigdom strakte langt, til magt, til indflydelse, til retfærdighed, hele tiden måtte købmændenes penge afprøve nye grænser, men grænsen i 1602 var hinsides al værdi. Grænsen var pesten selv.

I Thieles »Danske Folkesagn« står der: - Da Oluf Bager blev gammel, havde han 12 voksne børn, men da hans rigdomme nu var svundet betydeligt ind, var der ingen af dem, der ville tage sig af den gamle. Da kaldte han alle sine børn sanunen og hentede i deres nærværelse et tungt skrin frem, idet han sagde, at den, der ville føde ham til hans dødsdag, skulle have skrinet. Nu viste de sig alle hengivne og kærlige, men da den gamle far var død, og de åbnede skrinet, fandt de som straf for deres ukærlige sind imod ham, at det var fyldt med kampesten. I skrinet lå der også en stok med påskriften:

»Den, der giver, til han tigger, skal prygles, til han ligger«. http://www.olifanten.dk/total.web/com00862.htm

Hustru: Mette Lauritsdatter Kotte

              Født: år 1535              i   

               Død: 20.03.1613           i Odense  

               Far:

               Mor:

              Mand: Hans Mule  

              Gift:                      i   

              Født: ca.1525              i Odense  

               Død: 25.09.1602           i Odense  

               Far: Mickel Christensen Mule 

               Mor: Anna Olufdatter Bang 

          K Barn 1: Karen Mule  

              Født: år 1553              i   

               Død:                         

          M Barn 2: Mikkel Mule  

              Født:                         

               Død:                         

          K Barn 3: Else Mule  

              Født: år 1556              i   

               Død: 22.01.1605           i Odense  

          K Barn 4: Barbare Mule  

              Født: år 1560              i   

               Død:                         

          M Barn 5: Laurids Hansen Mule  

              Født: år 1560              i   

               Død:                         

          M Barn 6: Jens Mule  

              Født: år 1564              i   

               Død: år 1633              i   

          K Barn 7: Jørgen Mule  

              Født: år 1569              i   

               Død:                         

          M Barn 8: Niels Hansen Mule  

              Født: år 1574              i   

               Død: 03.07.1616           i   

          M Barn 9: Claus Hansen Mule  

              Født: år 1575              i   

               Død: år 1642              i    http://www.famkraft.dk/f136.htm