Lamicho, king of the Lombards

https://books.google.cz/books?id=vtrWDwAAQBAJ&pg=PP47&lpg=PP47&dq=g...

(Lamissone, Laiamicho) var konge av langobardene i første halvdel av det femte århundre. Han var fostersønn til den tidligere kongen Agelmund

Langobardene var et germansk folkeslag som var på vandring sørover og østover i Europa tidlig i folkevandringstiden. De nevnes allerede hos den romerske historikeren Tacitus i hans bok Germania fra 98 e. Kr. og ble av ham betegnet som dyktige krigere.[1]

Ifølge framstillingen i boka Langobardenes historie av Paulus Diaconus skal Lamissio ha vært sønn av en skjøge som hadde født sju sønner og deretter kastet dem i en dam for å la dem dø. Langobardenes daværende konge, Agelmund, kom rent tilfeldigvis forbi og holdt lansen sin ut i dammen. Det ene barnet grep da lansen, og kongen løftet ham ut av dammen, ga ham navnet Lamissio og satte ham til oppfostring hos en amme. Forfatteren Paulus anfører selv at det nok ikke ligger noen sannhet til grunn for denne fortelling.[2]

Lamissio skal ha utmerket seg i kamper som langobardene måtte utkjempe på sin vandring. I et slag mot et folk som antas å ha vært hunere, anslagsvis rundt år 400 i et område rundt midtre del av Donau i den romerske provinsen Noricum (i dagens Østerrike) ble Agelmund drept og hans datter tatt til fange. Langobardene valgte da Lamissio til ny konge. Han manet sitt folk til ny kamp og klarte å beseire hunerne slik at langobardene gjenvant sin uavhengighet og identitet.

Lamissio ble etterfulgt av Lethu som langobardenes konge. I likhet med sin forgjenger og sine etterfølgere antas Lamissio å ha vært en historisk person tidlig på 400-tallet, selv om historiene rundt hans opphav og bragder i stor grad er oppdiktede.

Referanser[rediger | rediger kilde] 1.^ Germania, kap 40 2.^ Historia Langobardum, første bok, kap. 15

Eksterne lenker[rediger | rediger kilde] Origo Gentis Langobardum, engelsk og latinsk tekst Paulus Diaconus, Historia Langobardum, engelsk tekst

https://no.wikipedia.org/wiki/Lamissio

(Lamissone, Laiamicho) byl králem Langobardů v první polovině pátého století. Byl pěstounem bývalého krále Agelmunda

Langobardi byli germánští lidé, kteří se stěhovali na jih a na východ v Evropě brzy v období stěhování národů.  Zmiňuje se o nich již římský historik Tacitus ve své knize Germania z roku 98 našeho letopočtu.  a byli jím popsáni jako zruční válečníci.[1]

Podle prezentace v knize Dějiny Langobardů od Paula Diacona se říká, že Lamissio byl synem nevěstky, která porodila sedm synů a pak je hodila do rybníka, aby je nechala zemřít. Tehdejší král Langobardů Agelmund náhodou šel kolem a natáhl kopí do rybníka. Jedno dítě se pak chopilo kopí a král ho zvedl z rybníka, pojmenoval ho Lamissio a nechal ho vychovat mokrou ošetřovatelkou. Sám autor Paulus uvádí, že za tímto příběhem pravděpodobně není žádná pravda.[2]
Lamissio se prý vyznamenal v bitvách, které museli Langobardi na své cestě svádět. V bitvě proti lidu, o kterém se věřilo, že byli Hunové, odhadovaný kolem roku 400 v oblasti kolem střední části Dunaje v římské provincii Noricum (v dnešním Rakousku), byl Agelmund zabit a jeho dcera zajata. Langobardi si pak za svého nového krále vybrali Lamissio. Vyzval svůj lid, aby znovu bojoval, a podařilo se mu porazit Huny, aby Langobardi znovu získali nezávislost a identitu.
Lamissio byl následován Lethu jako král Langobardů. Stejně jako jeho předchůdce a jeho nástupci se věří, že Lamissio byl historickou postavou na počátku čtvrtého století, ačkoli příběhy obklopující jeho původ a úspěchy jsou z velké části smyšlené.
Reference[ ] 1.^ Germania, kap. 40 2.^ Historia Langobardum, první kniha, kap. 15
Externí odkazy[ ] Origo Gentis Langobardum, anglický a latinský text Paulus Diaconus, Historia Langobardum, anglický text
https://no.wikipedia.org/wiki/Lamissio

https://cs.m.wikipedia.org/wiki/Lamicho

Lamicho také Lamissio, Lamissone[1] (? – 5. století?) byl v první polovině 5. století králem germánského kmene Langobardů. Byl nevlastním synem krále Agelmunda.[2]

Lamicho langoboardský král
Narození. 4. století
Úmrtí. 5. století
Potomci. Lethu
Otec. Agelmund

Langobardi v období stěhování národů migrovali podél řeky Labe od Baltu[3] na jih, na území, které nazvali Scatenauge. Na další cestě po Labi dospěli na území Patespruna[4] a pak na území dnešních Čech. Langobardy zmínil již římský historik Cornelius Tacitus ve svém etnografickém díle Germania,[5] kde je popisuje jako kvalifikované válečníky.

Podle knihy History of the Lombards Paula Deacona byl Lamicho synem prostitutky, která porodila sedm synů, které hodila do rybníka, kde je nechala zemřít. Langobardský král Agelmund jedno dítě zachránil tím, že natáhl kopí, kterého se dítě chytilo. Zachráněnému chlapci dal jméno Lamicho, kterého dal na výchovu. Již sám autor Paul Deacon potvrdil, že na tomto příběhu není pravděpodobně vše pravdivé.[6]

Lamicho se vyznamenal v bojích s Huny na území bývalé římské provincie Noricum na středním Dunaji. Král Agelmund byl v těchto bojích zavražděn či padl a jeho dcera byla unesena do otroctví.[7][8] V této složité situaci na trůn dosedl Lamicho, který dokázal zvrátit konflikt a nad Huny zvítězit, čímž zajistil Langobardům nezávislost a identitu.

Následníkem Lamicha na trůnu Langobardů byl král Lethu. Agelmund, Lamicho a i jejich následovníci jsou historické postavy z počátku 5. století, ale pro malé množství historických zdrojů jsou jejich životy, činy i původ do značné míry fiktivní.

Lamissio, konge av langobardene

Lamissone, Laiamicho var konge av langobardene i første halvdel av det femte århundre. Han var fostersønn til den tidligere kongen Agelmund

Langobardene var et germansk folkeslag som var på vandring sørover og østover i Europa tidlig i folkevandringstiden. De nevnes allerede hos den romerske historikeren Tacitus i hans bok Germania fra 98 e. Kr. og ble av ham betegnet som dyktige krigere

Ifølge framstillingen i boka Langobardenes historie av Paulus Diaconus skal Lamissio ha vært sønn av en skjøge som hadde født sju sønner og deretter kastet dem i en dam for å la dem dø. Langobardenes daværende konge, Agelmund, kom rent tilfeldigvis forbi og holdt lansen sin ut i dammen. Det ene barnet grep da lansen, og kongen løftet ham ut av dammen, ga ham navnet Lamissio og satte ham til oppfostring hos en amme. Forfatteren Paulus anfører selv at det nok ikke ligger noen sannhet til grunn for denne fortelling.

Lamissio skal ha utmerket seg i kamper som langobardene måtte utkjempe på sin vandring. I et slag mot et folk som antas å ha vært hunere, anslagsvis rundt år 400 i et område rundt midtre del av Donau i den romerske provinsen Noricum (i dagens Østerrike) ble Agelmund drept og hans datter tatt til fange. Langobardene valgte da Lamissio til ny konge. Han manet sitt folk til ny kamp og klarte å beseire hunerne slik at langobardene gjenvant sin uavhengighet og identitet.

Lamissio ble etterfulgt av Lethu som langobardenes konge. I likhet med sin forgjenger og sine etterfølgere antas Lamissio å ha vært en historisk person tidlig på 400-tallet, selv om historiene rundt hans opphav og bragder i stor grad er oppdiktede.

https://no.wikipedia.org/wiki/Lamissio

http://fmg.ac/Projects/MedLands/HUNGARY.htm