Sophie Lange

Sofie og hendes søster Augusta, startede som elever hos Hr. Bournonville august 1830 og havde deres første optræden i en ny fransk ballet "Paul og Virginie" i oktober 1830. To år senere i 1832 startede den tredie søster Caroline som elev hos Hr. Bournonville.

Robert Neiiendam (24. marts 1880 i København – 26. september 1966) var en dansk skuespiller, teaterhistoriker og museumsleder, skriver følgende i hans bog "En Danserinde, citat: "Tre yndige piger, Sophie, Augusta og Caroline, var kommet til verden i et småborgerlige hjem i hjertet af det indre København og opkaldt efter elskelige kongelige damer. Forældrene var jævne mennesker af landlig oprindelse; de havde fra tjenende stillinger arbejdet sig frem til portnerpladsen ved frimurerlogen, senere håndværkerforeningens bygning i Kronprinsensgade. Huset ligger der endnu. Om aftenen var portner Hans Nielsen kontrollør ved komediehuset på Kongens Nytorv, en stilfærdig, tjenstvillig mand, der vandt sine omgivelsers velvilje. Når han stod ved parketdøren, tænkte han tit på kunstnernes tilværelse. Livet der oppe bag kulisserne var nok ikke en stadig fest, som mange troede. Der måtte slides. Arbejdet det var ikke så let, som det så ud. Jo festligere, desto vanskeligere. Kontrollør Nielsen havde altid haft respekt for flid og orden og derfor givet sine døtre en opdragelse med vågne begreber om tugt og ære. Men efter hans mening burde børn ikke gå bag deres moders skørter, til de blev voksne; jo før de kom ud blandt fremmede, des tidligere blev de "rigtige" mennesker. Hans tre pigebørn gik både på almenskole og på det Kgl. Teaters Danseskole, hvis form snart moderniseredes af den unge mester ved navn August Bournonville. Mon han ville fortsætte deres undervisning ? Det var spørgsmålet. Det hændte, at en elev af egen drift forsvandt fra skolen, for eks. jomfru Pätges, der giftede sim med professor Dr. Heiberg, Det var god nok et avancement ! Et par gange om ugen åbnede kontrollør Nielsen parketdøren for den rige handelsmand, Generalkrigskommisær Saabye, hvis frue var den engang i fortiden beundrede solodanserinde jomfru Laurwald, prinsesse Charlotte Frederikkes veninde. Der var stof nok for kontrollør Nielsen til at filosofere over. Blev hans pigebørn optaget i Bournonvilles Skole, kunne de snart bidrage til deres underhold og give fremtiden et skær af lykkelig forventning. August Bournonville var for nyligt komme hjem fra Paris, hvor han i omtrent seks år havde uddannet sig under ledelse af de store mestre Gardel og Vistris den yngre. Han brød igennem da han dansede på "Théâtre de L'Académie Royale de Musique", det vil sige operaen, i hvis foyer hans buste nu er opstillet. Han var på det tidspunkt af sin udvikling mere fransk end dansk. Der flød gallisk blod i hans årer, og hans ånd var lige så fransk som hans navn. Og dog blev denne elegantier fra Ludvig den attende og Karl den tiendes hovedstad født blandt andre såkaldte "uægte" børn på fødselsstiftelsen i Amaliegade. Forklaringen på denne gåde er, at faderen var indfødt fransk solodanser med engagement i København. Ved at forlade udsigten til Europæisk berømmelse erhvervede sønnen August en enestående stilling ved Frederik den Sjettes Teater: Tros sine kun 24 år blev han direktør for dansen og fik konstitution som Hofballetmester med en indtægt, der næppe blev dækket af 50.000 Kr. i vore dage pengeværdi. På grundlag af denne kontrakt, i hvis oprettelse kongen havde taget del, blev August Bounonoville bevaret for den danske scene, som i høj grad trængte til ham. Siden mester Galeottis død i 1816 havde baletten været i nedgang, men nu i 1830, begyndte dens renæssance og den anseelse som kunst. Bournonville sled som solodanser, lærer, organisator og skribent; størst var han i den sidste egenskab. Medens Galeotti nøjes med at balletisere populære dramaer - i lighed med nutidens filmatiseringer af litteraturens storværker - komponerede Bournonville originale danse og dramatiserede dem. Hans begavelse viste sig straks i valget af den ungdom, der skulle blive hans materiale, ligesom leret er en billedhuggers stof. Blandt de begavede elever på skolen var Sophie, Augusta og Caroline Nielsen, og det varede ikke længe, før deres fader fik grund til at være stolt af sine "tre gratier". De var vidunderlig skabt, men ikke pikante eller vovede i dere dans. H. C. Andersen karakteriserede dem med ordene "uskyldighed og blufærdighed". Deres skønhed fængede digterne: Fr. Pauludan-Müller var derimellem; i "Fyrste og page" var Caroline pagen i samspil med fru Heiberg. Og den franske solodanser Lefebre komponerede i Bournonvilles fravær "Nymfen Chloris ved Dianas Hof" for hende, medens søsteren Augusta var skøn skue i Dianas parti. Hun nåede så vidt, at mesteren komponerede med hende for øje, lykkeligst, da hanformede Danserinden Céleste for hende i "Toreadoren" som skaffede dem begge længerevarende sejr. Men søstrene havde ikke Augustas format, ikke hendes kølige skønhedsudfoldelse, ikke hendes evne til alene at fylde scenen. Derfor sprang de snart ud af den dansende skare og kom i tryk hav hos solide ægtemænd.En velhavende læge og godsejer på Fyen, Dr. Lange, førte jomfru Sophie til brudeskamlen, og en velstillet officer, premierløjtnant Borthig blev jomfru Carolines ægtefælle. Teatret tabte, men kontrollør Nielsen smilte tilfreds - han havde næppe fået sådanne svigersønner, hvis hans pigebørn ikke var blevet optaget i "Ballet-Etaten", som Bournonville kaldte den del at teatret hvor han regerede. ". Citat slut. Det var næsten hele første kapitel