Johan Ludvig Heiberg

Johan Ludvig Heiberg 1791-1860, Digter og Æsthetiker. Han var eneste Barn af Ægteskabet mellem nedennævnte Peter Andreas H. og Thomasine Christine f. Buntzen og blev født i Kjøbenhavn 14. Dec. 1791 – «hin navnkundige Dag,» siger han i sit latinske Vita i Anledning af Doktordisputatsen, «paa hvilken den berømte Mand, hvis Navn staar øverst blandt alle de glimrende Navne, vort Fædreland kan glæde sig ved, Tycho Brahe, Danmarks og Verdens Lys, fødtes». Han havde lige fyldt sit 8. Aar, da Faderen maatte gaa i Landflygtighed. Da kort efter den længe lurende ægteskabelige Katastrofe, der førte til Skilsmisse og til Thomasine H.s Giftermaal med Gyllembourg, kom til Udbrud, blev Ludvig efter sin Faders bestemt udtalte Vilje tagen fra Moderen og betroet til hendes Søster Lise Jürgensen, men i Maj 1802 flyttedes han til P. A. H.s gode Venner paa Bakkehuset, Knud Lyne og Kamma Rahbek. Han læste Latin med Rahbek, levende Sprog med hans Hustru, og til at lede den øvrige Undervisning blev der antaget en udmærket Lærer, theologisk Kandidat Peter Hansen, for hvem H. vedblev at bevare den største Hengivenhed. Efter 6 Aars Lærergjerning fik Hansen Præstekald, og hans Plads overtoges af en anden Theolog, E. Chr. Basse, hvem H. ligeledes nævner med skyldig Veneration; men da denne Forandring indtraf, havde Drengen for længst skiftet Domicil, i det han efter 2 Aars Ophold paa Bakkehuset flygtede bort der fra en Aftenstund, nærmest fordi Rahbek havde lovet ham Prygl næste Dag paa Grund af daarlige Karakterer, men væsentligst utvivlsomt fordi den Tone, hvori P. A. H.s Venner omtalte hans Søns Moder, hvem Barnet hang ved med sværmerisk Hengivenhed, krænkede ham i hans Hjærtes dybeste Følelser. Han blev nu paa ny anbragt hos den ovennævnte Moster, og 1809 dimitteredes han af sin Lærer til Universitetet, hvor han tog Artium og det følgende Aar filosofisk Examen. Imidlertid vare Fru Gyllembourg og hendes Mand, efter at deres Gaard paa Landet var brændt, flyttede til Kjøbenhavn, og alt som H. havde nærmet sig Ynglingealderen, havde Faderens Forbud mod hans Samliv med Moderen tabt sin Kraft, og han betragtede mere og mere hendes Hjem som sit, knyttet til hende med den stærkeste sønlige Kjærligheds Baand og til Gyllembourg med Venskab og Agtelse. I deres fine og højtdannede Vennekreds fortsatte han den forædlende selskabelige Omgang, som han i sine des værre alt for kortfattede «avtobiografiske Fragmenter» tillægger saa afgjørende en Indflydelse paa sin hele Aands- og Smagsretning; han nævner sin Faders Hus som Samlingsplads for alle den Tids fremtrædende Forfattere saa vel som for den franske Republiks diplomatiske Repræsentation i Kjøbenhavn, mindes den litterære Interesse, som beherskede Rahbeks Hjem, og omtaler som sin Moders jævnlige Omgangsfæller Mænd som H. C. Ørsted – med hvem han allerede inden Studenterexamen havde læst Mathematik –, Weyse, Oehlenschläger, Professor F. G. Howitz og de adelige svenske Bekjendtskabet som søgte Gyllembourg, naar de gjæstede Kjøbenhavn; med en af disse svenske Familier, Grev Taubes, gjorde han i Efteraaret 1812 sin første Udenlandsrejse til Stockholm og indførtes i den svenske Hovedstads mest exklusive Kredse. Da han efter 3 Maaneders Fraværelse kom tilbage, blev han Gjæst hos den rige Handelsherre Konferensraad Brun og hans skjønlitterære Hustru, Frederikke f. Münter, hvor han traf Prinser og Diplomater, Digtere, Videnskabsmænd – og den yndige, højtbegavede Datter Adelaide eller Ida, den senere Grevinde Bombelles (II, 491), der aflokkede ham som de andre Poeter ridderlige Kjærlighedsstanzer. Baade her og hos sin Moder kunde han afvexlende – naturligvis aldrig samtidig – træffe Baggesen og Oehlenschläger i den Konflikttid, der satte den litterære Verden i saa voldsom en Bevægelse, at den næsten lignede en Borgerkrig. Skjønt der tidlig blev lagt Mærke og taget Hensyn til H. som Forfatter, undgik han dog at sværge til noget af de stridende Partiers Fane, og han fremhæver det mange Aar senere som en for den unge Alder ikke ganske sædvanlig bon sens, at han, trods alle Opfordringer, forstod at holde sig uden for en Kamp, «der – uagtet de vigtige og til Dels gavnlige Frugter, den har baaret – dog blev ført med en Fanatisme, der ikke undlod at prostituere mere eller mindre enhver, som var saa uheldig at blive reven ind i dens Hvirvel».

Begge de Digtere, der delte deres Samtid i to stridende Lejre, enedes tidlig om at hylde den unge H. som en løfterig Mulighed i Digtningens Rige. Begejstret over en Sonnet, som H. – «l’enfant», som han kaldtes i det Brunske Hus – havde skrevet til Fru Frederikke, spaaede Baggesen, at denne Digteryngling «med spæde Vingeskud, lig dem paa Skuldrene af Amors Brud», en Gang skulde hæve sig paa fuldvoxne Vinger til Sangens Top og derfra, «Fremtids Genius i Upartiskhed lig, – sangdømme den i Live førte Krig imellem Baggesen og Oehlenschläger». Den sidstnævnte Digter hyldede i Anledning af «Marionettheatret» den unge Forfatter som den, der var «til Kunstner og til Digter baaren», fordi han «fulgte tro Naturen og dens Røst».

Titelen «Marionettheater» for H.s første Bog havde i Følge Fortalen «især til Hensigt at stemme Læseren til det barnlige Sind», som skulde gjennemtrænge dens Indhold; men den havde for øvrigt ogsaa en historisk Oprindelse. Under en Sygdom i hans Drengeaar havde Weyse og Laur. Kruse forfærdiget et Dukketheater til ham, for hvilket Drengen forfattede adskillige barnlige Skuespil, til Dels i rimet Dialog og i den Holbergske Komedies Stil. Ved en senere Lejlighed, da i Begyndelsen af 1812 en adelig svensk Dames Fødselsdag skulde fejres, blev det hentet frem paa ny, og H. skrev Fireakts-Skuespillet «Don Juan», en Omarbejdelse af Moliéres «Festin de pierre». Oehlenschläger var tilstede ved Opførelsen og gav i sin Henrykkelse den unge Digter Broderkysset – en Gjentagelse af den Situation, der havde fundet Sted i Aarhundredets Begyndelse, da Baggesen ved sin Afskedsfest kyssede den unge Oehlenschläger. Ikke længe efter skrev H. det romantiske Skuespil «Pottemager Walter» og udgav det 1814 sammen med «Don Juan» under den ovenfor anførte Fællestitel – et Janushoved, der skuede i to for H.s senere Digtning afgjørende Retninger: den burlesk-komiske og den romantisk-mystiske, der dog her, som saa ofte senere, paa mange Punkter vare forenede. Tidligere havde han skrevet Skuespillet «Tycho Brahes Spaadom» med de prægtige Uranieborg-Digte «Solen sank bag grønne Lund» og «Du Vandringsmand ved Søen»; det blev ikke udgivet i sin oprindelige Skikkelse, men først efter at det i en Omarbejdelse var blevet opført 1819. Den romantisk-polemiske Komedie «Julespøg og Nytaarsløjer, en Fortsættelse af Oehlenschlägers St. Hans Aftens Spil», udkom ved Juletid 1816 og vakte stærkt Røre ved sin Satire over den Ingemannske Digtnings Hypersentimentalitet og Publikums Sværmeri for hans Varner og Blanca. Grundtvig traadte med vanlig Voldsomhed i Skranken for den angrebne Digter, og Polemikken – som affødte H.s «Ny A-B-C-Bog» – varede det meste af Vinteren, indtil den afsluttedes med H.s festlige Digt «Vaaren og Freden».

Den tyske Romantik, især Tieck, har øvet sin Paavirkning paa H. som paa det unge Aarhundredes andre Digtere; naar den paalagde sine Adepter at skue mod Vest – Shakspeare – og mod Syd – Spanierne –, saa blev H., i Modsætning til den øvrige Digterskare, den, der fortrinsvis vendte Blikket i sidstnævnte Retning. Hans dygtige Sprogkundskaber gjorde ham tidlig bekjendt med italiensk og spansk Digtning, og især denne tiltrak sig hans levende Interesse. I den spanske Kappe- og Kaardekomedies Stil skrev han 1817 det romantiske Drama «Dristig vovet halv er vundet», en dansk Omplantning af Calderonsk Aand og Form, som vidner i lige Grad om Digterens Kjendskab til Forbilledet og om hans allerede den Gang mærkelige Klarhed i Opfattelsen af formelle Ejendommeligheder. Medens her en fremmed Genre var efterlignet fra inderst til yderst, anstillede han i det mythologiske Skuespil «Psyche» (1817) det modsatte Experiment og gav det antike Stof en romantisk Paaklædning, i hvilken der end ikke fattes Elementer af den nordiske Folketone.

H.s Bevandrethed i spansk Litteratur gav ham Æmnet til hans Doktordisputats 1817: «Om spansk dramatisk Litteratur, fornemmelig om Calderon», en kortfattet og skematisk Behandling af Stoffet, men efter hin Tids Skik frembydende de nødvendige Theses til Forsvar under Disputationsakten. H.s Hensigt med dette Skrift var ikke blot at erhverve en akademisk Grad, men ogsaa at skaffe sig en nyttig Introduktion. I den Brunske Kreds havde man ivrig tilskyndet ham til at slaa ind paa den diplomatiske Løbebane, til hvilken baade hans fine sociale Dannelse og hans gode Sprogkundskaber syntes at maatte gjøre ham skikket. Han tilegnede derfor Udenrigsminister Niels Rosenkrantz, en gammel Ven af hans Fader, sin Afhandling for Doktorgraden, men indrømmer selv senere, at «han just ikke viste stort diplomatisk Geni ved at indbilde sig, at en latinsk Doktordissertation over det spanske Theater kunde give ham Adkomst til den diplomatiske Karriere, i Steden for at begribe, at den tvært imod maatte støde ham derfra»; naar han over for Rosenkrantz beraabte sig paa sin Sprogfærdighed og sine andre Kundskaber, svarede Ministeren som i Spøg, at hans Duelighed var alt for stor, og at det mindre kom an paa denne end paa at være af god gammel Adel. H. naaede saaledes sit 27. Aar, uden at han endnu havde taget Bestemmelse om sin Fremtid. Han droges i mange Retninger, mod Naturvidenskab og Mathematik som mod Digtekunst og Æsthetik, og en udstrakt Selskabelighed med dens Flirtation og dens mange Haande Krav til hans Talenter spredte yderligere hans Interesser. I denne Valgets Vanskelighed kom et kongeligt Rejsestipendium som en sand Befrielse i Foraaret 1819. Over London tog han til sin Fader i Paris og boede hos ham i 3 Aar. Mange interessante Bekjendtskab er fra mange forskjellige Lejre fik han her Lejlighed til at gjøre. Af danske traf han bl. a. P. G. Bang (den senere Minister), H. J. Estrup, H. N. Clausen, C. Hauch, P. Hjort, C. Molbech, H. G. v. Schmidten og deltog i det Selskabsliv, som Prins Christian og Prinsesse Caroline Amalie under deres Pariserophold aabnede deres Hus for en Gang om Ugen. I Faderens Bekjendtskabskreds plejede han Omgang bl. a. med den forhenværende Biskop og Senator Grégoire, med den liberale Pair Grev Lanjuinais, med Udgiveren af «Revue encyclopédique», J. A. Jullien, med Naturforskeren Cuvier, Filosofen Cousin, Digteren Beranger og mange andre bekjendte Mænd. Ogsaa Malte-Brun, Faderens politiske Antagonist, besøgte han med dennes Samtykke og traf her bl. a. Alexander Humboldt. H.s «distraherende Dæmon» forlod ham, som det kunde ventes, ikke i den livlige Verdensby. Han studerede under Cuvier og besøgte flittig Jardin des Plantes, var hyppig Gjæst i Theatrene, læste fransk Litteratur og baade tog og gav Musikundervisning, var en Tid Medarbejder af «le Constitutionnel» og skrev, begejstret af Danserinden Bigottinis Udførelse af Balletrollen, Skuespillet «Nina», den eneste Digtning, som hans Pariserophold affødte. Endelig tog han en afgjørende Beslutning, søgte fra Seinestaden om Ansættelse som Lektor i dansk Sprog ved Kiels Universitet, støttedes af sine Velyndere i Hjemmet, blev ansat og tiltraadte sit nye Embede ved Begyndelsen af Efteraarssemestret 1822.

Hans Moder fulgte med ham til Kiel og var hans bedste Trøst under de Pinagtigheder, som Overgangen fra Frankrigs Hovedstad til den holstenske Universitetsby og endnu mere hans Stilling som Lærer i et ildeset Sprog og en overset Litteratur havde til Følge; dog mener han, at den aandelige Koncentration, han her blev tvungen til, ikke var uden Nytte for ham. To Serier af hans Forelæsninger udkom i Trykken: «Formenlehre der dänischen Sprache» 1823 og «Nordische Mythologie» 1827. Det vigtigste Udbytte for H. af hans 3 Aars Kielerophold var den Indtrængen i den Hegelske Filosofi, han her begyndte paa efter Tilskyndelse af den filosofiske Professor Etatsraad Berger og senere førte videre under et Besøg i Berlin, hvor han hørte og omgikkes Hegel saa vel som hans Discipel Gans, medens det først blev ved en Slags Aabenbaring paa Tilbagerejsen, at Systemet afslørede sig for ham i sin fulde Gjennemskuelighed. Ved sit Skrift «Om den menneskelige Frihed» (Kiel 1824) blev H. den første Talsmand for den Hegelske Lære i dansk Litteratur; men herom som om H.s Hegelianisme overhovedet vil der senere blive talt fra anden Side.

I Sommeren 1825 besøgte H. Kjøbenhavn med det faste Forsæt at gjøre et Forsøg paa at skabe sig en Virksomhed i den saa stærkt savnede Hovedstad. Han tænkte nærmest paa Theatret, som havde spillet hans «Nina» det foregaaende Aar. Ved Sommerforestillingerne havde en tysk Skuespillerinde, Mile. Pohlmann, gjort megen Lykke med Sangfarcen eller Vaudevillen «Die Wiener in Berlin». Dette indgav H. den Tanke at omplante Genren paa Dansk. Han kjendte den godt nok baade fra Paris og fra Tyskland, han havde i sin musikalske Dannelse en Hovedbetingelse for Opgavens lykkelige Løsning og turde tiltro sig saa megen komisk Kraft, saa nært et Slægtskab med vor Lystspildigtnings bedste Traditioner, at han under denne nye Form vilde kunne yde Bidrag til et Repertoire, der atter kunde give Theatrets Kunst og den dramatiske Litteratur en national Farve, som alt for længe havde været fortrængt af det fremmede. H. vilde nemlig ikke nøjes med en ydre Overførelse af Vaudevilleformen; han vilde paa den ene Side gjøre det musikalske Element fyldigere og formæle det paa en inderligere Maade med Handling og Karaktertegning, end Forbilleder kjendte det, paa den anden Side gjenføde den lokalkomiske Burleske i Holbergs Aand og derved knytte den afbrudte Forbindelse mellem Scenens Fortid og Nutid. Han meddelte den handledygtigste af Theaterdirektørerne, Collin, sine Tanker og blev livlig opmuntret til at sætte dem i Værk. H. skrev da «Kong Salomon og Jørgen Hattemager», som blev opført 28. Nov. 1825 og modtagen med en Tilslutning, der viste, at Slaget var vundet fuldstændig: der kom nyt Liv i Skuespillerne, forøget Theaterinteresse hos Publikum og dygtig mange Penge i Kassen, et fiskalt Resultat, som blev en vigtig Hjælp for Collin, naar det gjaldt om at nedslaa den gnavne Modstand mod Vaudevillen hos flere ældre Avtoriteter, især hos Rahbek. I Begyndelsen af Febr. det følgende Aar gik som «Geburtsdagsstykke» «Den 28. Januar»; da H. Ugedagen efter paa Frydendahls Aftenunderholdning saa den 13aarige Johanne Pätges optræde sammen med C. N. Rosenkilde i Poul Møllers Kongenshave-Dialog «Hans og Trine», benyttede han Parret som Hovedfigurer i sin næste Vaudeville, «Aprilsnarrene», opført 1. Gang 22. April 1826, og beregnede 2 af de følgende: «Et Æventyr i Rosenborg Have» og «De uadskillelige», for en stor Del paa den unge Piges mærkelige Talent, hvis varme Talsmand i Pressen H. fra første Færd blev. Forud for de 2 sidstnævnte Vaudeviller var i Okt. 1826 «Recensenten og Dyret» bleven spillet; den havde forud for og under Opførelsen saa mange Fordomme at kæmpe imod, at Succesen forspildtes. H. lod den derfor strax tage af Repertoiret og udarbejdede den dramaturgiske Afhandling «Om Vaudevillen som dramatisk Digtart og om dens Betydning paa den danske Skueplads», et polemisk Skrift, der med Selvfølelse hævdede baade den nye Digtarts og dens Forfatters Stilling i dansk Litteratur, men – som Tiden har vist – ikke overdrev, naar H. forudsagde det nationale Lystspils og dets sceniske Fremstillings Gjenopblomstring fra det Øjeblik af, da Vaudevillen havde inavgureret en ny Theateræra. Hans Argumentation gjorde den Virkning paa Publikum, at «Recensenten og Dyret», gjenopført i en lidt omarbejdet Skikkelse, nu slog fuldstændig igjennem og blev den hyppigst spillede af alle Vaudevillerne. Denne gode Følge af hans æsthetiske Vejledning tilskyndede H. til at etablere en varigere Forbindelse mellem sig og den dannede Læseverden, og Organet for denne Forbindelse blev «Kjøbenhavns flyvende Post», som begyndte 1. Jan. 1827 og udkom 2 Gange ugentlig i 2 Aar; 1829 pavserede Bladet, men gjenoptoges 1830 med 3 ugentlige Numre. Med Udgangen af dette Aar ophørte den regelmæssige Udgivelse; i Jan. 1834 udgaves Nr. i af «Den flyvende Posts Interimsblade», hvis første 100 Numre indtil Juni 1836 danne et Bind; med Nr. 135 (21. Dec. 1837) sluttedes 2. Bind. Siden Rahbeks «Danske Tilskuer» i dens bedste Aar havde intet Ugeblad af underholdende Art haft en saa udbredt og tillige saa dannet Læsekreds som H.s «Flyvende Post». Ikke just fordi han var en særlig ivrig eller omhyggelig Redaktør; adskilligt af Bladets Indhold var Fyldekalk, mest i Skikkelse af Oversættelser uden større Værd; men til Gjengjæld indeholdt det H.s egne vittig ræsonnerende eller skarpt polemiserende Artikler og var tillige den opvoxende Digterslægts fornemme Organ, i hvilket Chr. Winther, Andersen, Carl Bagger o. a. debuterede som Lyrikere, Fru Gyllembourg og Carl Bernhard som Novellister. Hvad der dog gav Bladet størst Betydning og Anseelse, var H.s æsthetiske Kritik. Her begyndte i Aargangen 1827 med Anmeldelsen af «Væringerne i Miklagard» den Værdsættelse af Oehlenschläger, der blev en Fortsættelse af Baggesens Opposition, men bygget paa en systematisk Betragtning og udgaaet fra et æsthetisk Totalsyn, som ganske vist mest dvælede ved den formelle Bestemmelse af Digtarternes Grænselinjer, men ogsaa ad denne Vej naaede til gyldige Dornme og uimodsigelige Resultater. H.s Kritik vakte den stærkeste Forargelse blandt Oehlenschlägers Tilhængere, og navnlig, da han i det 1. Nummer af Aargangen 1830 havde railleret med Digterens Optræden ved Doktorpromotionen i Lund den foregaaende Sommer, kom han i en heftig Fejde med de saakaldte «Soranere» (Hauch, Wilster og Hjort), en Polemik, som baade paa Vers og Prosa førtes med den mest overlegne Vittighed fra H.s Side, saa at han stod som Sejerherre, selv hvor han ikke saa ganske havde Ret.

Imidlertid havde han i Sommeren 1828 skrevet Skuespillet «Elverhøj», der blev opført som Festforestilling 6. Nov. i Anledning af Prins Frederiks Formæling med Prinsesse Vilhelmine og er spillet over 300 Gange – det største Antal Forestillinger, noget Stykke har oplevet paa vor Scene. Som Paaskjønnelse af dette Arbejde udnævntes H. 20. Dec. 1828 til Theaterdigter og fast Oversætter med en Gage af 600 Rdl., for hvilket Vederlag han skulde oversætte et vist Antal Akter aarlig og skrive de den Gang saa hyppig forekommende Festsange, Prologer og lignende Lejlighedsarbejder. I Okt. 1829 opførtes for første og sidste Gang «Prinsesse Isabella eller 3 Aftener ved Hoffet», et romantisk Intrigestykke med det spanske Dramas lyriske Karakter. S. A. fik H. Titel af Professor, og 1830, da den militære Højskole oprettedes, blev han udnævnt til Docent i Logik, Æsthetik og dansk Litteratur, hvilken Lærerplads han forestod indtil Højskoleundervisningens Omordning 1836; litterære Frugter af denne Virksomhed ere «Ledetraad ved Forelæsningerne over Filosofiens Filosofi eller den spekulative Logik» (1832), «Indledningsforedrag til det i Nov. 1834 begyndte logiske Kursus» (1835) og «Udsigt over den danske skjønne Litteratur» (1831). 31. Juli 1831 indgik H. Ægteskab med kgl. Skuespillerinde Johanne Luise Pätges (s. ndfr.). I Nov. s. A. opførtes Vaudevillen «Kjøge Huskors»; med «De danske i Paris» (1832) og det i sin Art fuldkomne og uovertræffelige Kunstværk «Nej» (1836) afsluttedes Vaudevilledigtningen, til hvilken endnu maa henregnes nogle Monologer («Supplikanten», «Ja», «Emilies Hjærtebanken», «Grethe i Sorgenfri») og en «Bellmansk Situation»: «Ulla skal paa Bal». 1834 fremkom Æventyrkomedien «Alferne», i hvilken Tiecks bekjendte Æventyr er dramatiseret med overlegen teknisk Kyndighed og en beundringsværdig Uddybning af dets poetiske Idé. 1836 rejste H. med sin Hustru over Berlin og gjennem en Del af Tyskland til Paris, hvor hans gamle Fader endnu levede. Aaret efter begyndte han paa Udgivelsen af «Perseus, Journal for den spekulative Idé», og paa en ejendommelig Maade forenede han den filosofiske Spekulation med poetisk Anskuelighed i Æventyrkomedien «Fata Morgana», som opførtes 1838, men kun gik 5 Gange, dels fordi dens Idéindhold laa over den store Mængdes Horisont, dels fordi Theatrets Maskineri virkede alt for ufuldkomment til at kunne tilfredsstille de Krav, Stykket stillede. Af lignende Grunde opnaaede den romantiske Komedie «Syvsoverdag», der blev skrevet som Feststykke i Anledning af Christian VIII.s Kroning (1840), ligeledes kun 5 Opførelser, men har ved den senere Gjenoptagelse 1872 i fuldt Maal vundet den Anerkjendelse, som dette ægte poetiske og paa særlig Vis dansk-nationale Skuespil fortjener.

I Aarene omkring Tronskiftet 1839 var H.s tidligere saa store Popularitet overhovedet i stærk Aftagen. Efter Provinsialstændernes Oprettelse havde «Den flyvende Posts Interimsblade» bragt forskjellige politisk-ræsonnerende Artikler, hvis afgjort konservative Aand stærkt havde mishaget de liberale Ordførere og den Ungdom, som fulgte dem. Hvorledes H. bedømte den oppositionelle Bevægelse og dens Ledere – med Undtagelse af «Fædrelandet», for hvis fornemmere Holdning han nærede kvalificeret Agtelse –, giver sig tilstrækkelig tydelig til Kjende i 3. Akt af den apokalyptiske Komedie «En Sjæl efter Døden», hvor de liberale Institutioner og deres Mænd ere indlemmede i Trivialitetens Helvede. Dette Mesterværk af komisk Digtning udkom i Slutningen af 1840 som det omfangsrigeste og vægtigste Parti af de «Nye Digte», hvis øvrige Indhold udgjordes af Romancecyklen «De ny gifte» samt Digtene «Gudstjeneste» og «Protestantismen i Naturen».

Vendte Publikum sig mere og mere bort fra H., saa gjorde denne til Gjengjæld stærkere og stærkere Front mod Publikum og trak sig omsider i stolt Fornemhed tilbage fra al Berøring med det masseagtige. I «Intelligensblade», som udkom i 4 Bind fra 1842-44, læste han Publikum Texten og varierede atter og atter Beviset for Mængdens selvfølgelige Mangel paa Evne og Berettigelse til at fælde Dom i aandelige Sager. Ogsaa Digtene i det samtidig udkommende Billedværk «Danmark, et malerisk Atlas» benyttede han til Udfald mod de nye politiske og litterære Tankers Talsmænd, og Satyrspillet «Nøddeknækkerne» (1845) samler som i et Brændeglas al den overlegne Foragt, hvormed Digteren fra sit mere ophøjede Stade ser ned paa Endelighedens rastløse, men paa samme Tid i højere Forstand meningsløse Færd, over for hvis Tilfældighed han peger paa Naturens, særlig Himmelklodernes, lovbundne Gang som den lysende Modsætning. De astronomiske Studier, som altid havde været ham kjære, optoge i større og større Maal hans Tid og satte litterær Frugt i de 3 Bind af Aarbogen «Urania» (1844-46) med Afhandlingerne «Det astronomiske Aar» og «Om Tiden og dens Bestemmelse ved astronomiske Observationer» samt Monografierne «Hven, tilforn Danmarks Observatorium» og «Sophie Brahe, en Hverdagshistorie fra det 16. og 17. Aarhundrede».

Kun én Gang endnu bragte H. sin Ungdomskjærlighed, Theatret, en Gave: 1847, da han anonymt skrev Toakts-Lystspillet «Valgerda»; det havde den politiske Tvedeling i Tiden til Æmne, men gjorde med digterisk Overlegenhed Ret og Skjel mellem den konservative og den liberale Retning og benyttede for øvrigt kun Konflikten som Udgangspunkt for en fint gjennemført Handling og en paa samme Tid sikker og diskret Karaktertegning. Fra 1839 var han bleven fritagen for sin Forpligtelse til at oversætte et vist Antal Skuespil, imod at han til Gjengjæld skulde gjennemlæse de til Theatret indleverede Arbejder, foreslaa tjenlige Forandringer i dem, han mente egnede til Opførelse, og have Tilsyn med de første Prøver. Dette Censorembede beklædte H. endnu, da Skuepladsen efter den frie Forfatnings Indførelse gik over fra Kongen til Staten og fik sin øverste Myndighed i Kultusministeren i Steden for som tidligere i den til Hoffet knyttede Theaterchef, under hvem de øvrige Direktører havde sorteret. Denne kollegiale Bestyrelsesform skulde nu opgives og en enkelt Mand sættes i Spidsen for Ledelsen med Ansvarlighed over for Ministeren. Det lykkedes Madvig at formaa H. til at overtage denne Post som den, der af alle udpegedes som den bedst kvalificerede, og under 23. Juli 1849 modtog han sin Udnævnelse. I 7 Aar – indtil 21. Juni 1856 – var H. Theaterchef, en stormfuld Periode, i hvilken ogsaa ved Theatret Tidens parlamentariske Ideer brødes med den styrende Avtoritet, medens denne ikke altid fandt den fornødne Støtte hos sin eneste foresatte, der i sin Egenskab af Minister ofte havde politiske Hensyn at tage til Stemningen i Rigsdag og Presse og maatte inddrage ogsaa Theatret under det do-ut-des-System, der, til Skade for Fastheden i Styrelsen, er den parlamentariske Forhandlings ledende Princip. Dertil kom den Vanskelighed, det altid – med eller uden Grund – volder en Theaterstyrer at have Scenens ypperste Kunstnerinde til Hustru, samt Rivninger af personlig Art, om end under Kunstens Maske. Disse Uoverensstemmelser førte til, at flere af Theatrets bærende Kræfter forlode H., ja endog oprettede en Konkurrence med det kgl. Theater. Det var navnlig denne Omstændighed i Forbindelse med de Angreb, Pressen begyndte at rette mod hans Hustrus Kunst, der bevægede H. til at tage sin Afsked og tiltræde en Udenlandsrejse til Berlin, Dresden, Marienbad og Prag. Han overtog paa ny sin Post som Censor og hengav sig i sin Fritid med forøget Iver til sine videnskabelige Studier. Kun én Gang endnu gjæstede hans Sangmuse ham, da han 1857 ved Efterretningen om sin Ungdomsveninde Ida Bruns (Bombelles’) Død skrev sit skjønne, om Goethes Klarhed og Stemningsfylde mindende Digt: «De samle sig lig underfulde Drømme», hvilket han, som for at tilkjendegive sin Despekt for den politiske Presse, lod indrykke i Adresseavisen.

H.s lyriske Produktion er for øvrigt for en stor Del en Lejlighedsdigtning, der i Værd staar langt tilbage for dette hans sidste Digt, fordi Lejligheden har været en ydre, tvingende Tilskyndelse og ikke, som her, en indvortes vakt Stemning. Maa det end siges, at H. overhovedet er noget kølig i den lyriske Følelse og dens Udtryk, findes der dog mellem hans Digte klassiske Fuldkommenheder, der høre til vor poetiske Litteraturs uforgængeligste, ikke mindst de erotiske eller naturskildrende Sange i Vaudevillerne. Det er i det hele taget fra Theatret, at H. har øvet sin største Indflydelse paa vort Aandsliv, en Indflydelse, der i brede Strømme som i smaa Kanaler har gjennemtrængt Nationen og gjort den i mange Maader til en anden, end den var før 1825, ved at føre dens Stemningsliv tilbage i dets gamle Leje, gjenføde dens komiske Skuespillitteratur og vække en Fremstillingskunst, som falder sammen med dens Naturs særegne Ytringsmaade. Sin Tidsalders æsthetiske Smag har H. paavirket i en uberegnelig Grad ogsaa som den anerkjendte Mester i kritisk Kunst, som den første, der dømte ud fra en samlet og sammenhængende Lærebygning. H. har ingensteds gjort Rede for denne i dens Helhed, men den lader sig uden Vanskelighed konstruere ud af hans forskjellige kritiske Afhandlinger. Det Hegelske System, som han svor til, har vel stundum gjort Vold paa Fænomenerne for at faa dem til at passe og beskæftigede sig mere med Kunstens Former end med dens Aand; som Systemet selv vilde H.s Benyttelse af det nu kun have historisk Betydning, hvis ikke hans sikre og fine Smag – med de Begrænsninger, den i Følge sit Væsen havde og maatte have – havde stemplet hans Domme med et Præg af Vederhæftighed, af sund Sans og Sky for det affekterte, der ogsaa i hans Egenskab af Smagsdommer gjorde ham til et ægte Udtryk for hans Nations bedste Karaktertræk.

H., som 1850 var bleven Etatsraad, døde 25. Avg. 1860 under sit Sommerophold paa Herregaarden Bonderup ved Ringsted. Efter flere foregaaende samlede Udgaver af hans Skrifter fulgte i 1861 og 62 den store i 22 Bind, Halvdelen poetiske og Halvdelen prosaiske

Kilder

• Author: Carl Frederik Bricka: Dansk biografisk Lexikon / VII. Bind. I. Hansen - Holmsted / p225 (1887-1905): Heiberg, Johan Ludvig, 1791-1860
• English Wikipedia: Johan Ludvig Heiberg
• English Wikipedia: Hegelianism
• J. L. Heiberg, Autobiografiske Fragmenter, Pros. Skrifter XI.
• Molbech, Dansk poetisk Anthologi IV, 1.
• Johanne Luise Heiberg, Et Liv, gjenoplevet i Erindringen, I-IV.
• P. Hansen, Ill. dansk Litteraturhist.
• Peter Andreas Heiberg og Thomasine Gyllembourg, en Beretning ved Johanne Luise Heiberg. Museum 1890.
• Breve fra og til J. L. H., 1862.
• Erslew, Forf. Lex.

Kirkebøgerne

• Død: Johan Ludvig Heiberg - død 26. aug. 1860 i Bonderup gaard, Ringsted; begravet 3. sep. 1860 Holmens Kirkegård - Hof og Slot Kirkebog, Hof og Slot sogn, Sokkelund herred, København amt, Danmark - Døde (1828-1861) Opslag 91