Charlotte Kirstine "tante Lotte" Bech

Kendt som gamle tante Lotte.

Kilde: https://slaegtsbibliotek.dk/928330.pdf

Familienotater og historier

Kilde på side 92 fra Nikolaj Feilberg's og Conradine Købke's Efterslægt:

Notater skrevet af Carl Gunnar Feilberg den 16. august 1913:

Igår Aftes fortalte gamle Tante Lotte mig om Feilbergerne.

Farbror Fritz var sådan på Overfladen altid lystig og meget fri, så fri at han kunde være næsvis, og Tante Laura, jeg kunde ikke lide det Par - altfor fri til at være Præst. Han gik også rundt og satte ondt Blod. Hun havde Pengene og Kommandoen.

Jeg kunde godt lide Onkel Nikolaj, jeg havde da i alt fald ikke noget imod ham, vi kom meget sammen på hans sidste Dage. Jo han var meget veltalende, kunde være det, han kunde underholde et helt Selskab og holdt meget afat høre sig selv tale. Oldemor Conradine hun var meget syg, hende holdt jeg meget af, mere end af ham, hun var venlig.

Min Svigerfader, ham kunde jeg godt lide, ham kunde man stole på, tror jeg. Nu jeg husker tilbage på det så ser jeg det hele så klart for mig i Billeder. Svigerfader var meget hårdfør, jeg husker han løb på Skøjter meget tyndt klædt, med bart Bryst, han var så hårdfør, og så satte han Hovedet og hele Kroppen under Vandposten og fik postet Vand over sig. Han var i Nationalbanken, det var min mand også, de kom hjem sent om Eftermiddagen sammen. Jeg husker en Eftermiddag kom han hjem og så var der Opløb, og det var fordi hans egen Søn Nikolaj (andre siger Onkel Frits) havde klædt sig aparte ud med en rød Hue. Der har altid været noget aparte ved Feilbergerne, ikke noget særlig slemt, men de har været noget lapsede.

Det er måske denne historie, der i en anden version fortæller at det var Carl Adolf, der med en rød Jacobinerhue på hovedet, løb på skøjter på Sortedamssøen forfulgt af politiet. Han løb fra dem og reddede sig ind på sin fars grund , den 9de Blegdam. Carl Adolf nærede livet igennem revolutionære anskuelser. Han blev familiens “rige onkel”, men forventningerne til hans testamente blev skuffede. Han efterlod sig ganske vist ved sin død i 1896 en formue på 380.588 kr; men den var testamenteret til Frederiksberg Kommune, hvor der stadig findes et ret betydeligt legat, som bærer hans navn, (mundtlig oplysning fra Carl Gunnar Feilberg til sønnen Lars Feilberg).