Johannes Søbøtker

See http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Samfund,_jur... and

http://www.kulturjagt.dk/kulturjagt/landsteder/oeregaard_som_bondeg... and

http://da.wikipedia.org/wiki/Johannes_Søbøtker

Familien på Øregaard: Kilde: http://oregaard.dk/om-oregaard/huset/:

Øregaard er et landsted fra den florissante tid og blev opført i 1806-8 til storkøbmanden og skibsrederen Johannes Søbøtker (1777-1854) og hans familie.

Den vestindiske forbindelse

Johannes Søbøtker var fjerde generation i en slægt af plantageejere og embedsmænd på de dansk-vestindiske øer – en slægt, der var usædvanlig, fordi det var en af de få, det gik godt i den danske koloni. Han blev født på St. Croix som søn af Susanne og Adam Søbøtker d.y., der en overgang var en af øens største jordbesiddere med omkring 470 slavegjorte afrikanere i sin plantagevirksomhed.

Johannes var enebarn, og for at sikre ham en god uddannelse sendte forældrene ham til København for at gå i skole. I hovedstaden boede Johannes hos sine bedsteforældre i Bredgade og blev snart elev i handelsfirmaet de Coninck & Co. Den unge mand havde talent for handel, og allerede i 1804 blevet han optaget som kompagnon i Chr. Wilhelm Duntzfeldts handelsfirma. Her tjente han sine penge på søfart og den indbringende handel mellem Danmark og Dansk Vestindien. Skibene returnerede til København fuldt lastede med eksotiske varer – og ikke mindst råsukker fra plantagerne i Caribien.

Dengang var København stadig Nordeuropas vigtigste havn for sukkerimport, sukkerraffinaderier og eksport af den forarbejdede vare til landene omkring Østersøen. Det danske rige tjente stort på handelen med sukker, der blev kaldt det hvide guld. De forskellige led i denne kæde af profit bidrog således til overgrebet på de tvangsindførte vestafrikanere, som udførte det hårde fysiske arbejde i plantagerne.

Også Søbøtker blev, ligesom mange af tidens mænd indenfor handel og søfart, en ganske velhavende repræsentant for det borgerskab, der blev 1800-tallets toneangivende kraft. Et borgerskab, der fik råd til luksus og tilegnede sig de vaner, som hidtil havde været forbeholdt adelen. For eksempel lod Jonannes Søbøtker tidens førende kunstnere portrættere familien, ligesom det var skik i adelige kredse.

Sommer i det grønne: Et passende landsted udenfor København, hvor familien boede om vinteren, måtte også til. Således købte Søbøtker og hustruen Johanne Margrethe (1777-1829) i 1806 jorden i Hellerup med bondegården Øregaard for at opføre en herskabelig sommerbolig. Her var der stadig langt mellem husene, og køer og heste gik på græs på strandengene ved Øresund.

Den ekstravagante Søbøtker elskede selskabelighed og lod pengene rulle rask. I 1821 var pengekassen tom, og Øregaard måtte sælges. Tidernes ugunst havde ganske givet også spillet ind i hans svindende økonomiske formåen – ikke mindst statsbankerotten i 1813 bragte handelsfirmaet i vanskeligheder, omend Søbøtker klarede sig langt bedre end mange af sine kolleger fra den gamle handelsstand. Resten af 1800-tallet var Øregaard dog fortsat centrum for borgerskabets fredfyldte og muntre sommerliv – nu blot med andre familier som ejere.

Farvel til en samfundsorden: Året før salget af Øregaard afviklede Johannes Søbøtker sine økonomiske aktiviteter i København og rejste i september 1820 tilbage til Dansk Vestindien. Hans hustru, Johannes Margrethe, og deres børn blev i København, men med tiden fulgte sønnerne efter til Caribien.

Her bosatte Søbøtker sig på familiens plantage Høgensborg og gjorde karriere som embedsmand. I 1823 blev han konstitueret som guvernør over Skt. Thomas og Skt. Jan. Det var det næsthøjeste embede i Dansk Vestindien, lige under generalguvernøren, Peter von Scholten, der havde myndighed over alle tre øer. I de næste 20 år fungerede Søbøtker også flere gange som generalguvernør i de lange perioder, hvor von Scholten var bortrejst.

Johannes Søbøtker endte med officiel udnævnelse som vicegeneralguvernør og blev ridder af Dannebrog, storkorsridder og kammerherre – den sidste titel var en bemærkelsesværdig rang at opnå for en mand af borgerstanden. Igennem sit tyve år lange samarbejde med Peter von Scholten var Søbøtker med til at nedbryde det vestindiske slavesamfund og plantagesystem, som havde været med til at financiere Øregaard. De forbedrede slavernes retsstilling og mulighed for at købe sig fri, og i 1848 erklærede von Scholten endelig slaverne i Dansk Vestindien for frie.

Denne beslutning afsluttede formelt det samfundssystem, som familien Søbøtker havde baseret deres tilværelse og økonomi på i generationer. Samme år rejste Johannes Søbøtker retur til hovedstaden, hvor han flyttede ind hos en af sine døtre på Frederiksberg. Her døde han i 1854.

Kilderne tyder på, at Søbøtker, ligesom von Scholten, havde en familie i Vestindien ved siden af den i København: Under besøg på øerne i begyndelsen af 1800-tallet fik han to døtre med en såkaldt frikulørt kvinde, Elisabeth Ravene. Da han i 1820 kom tilbage til Vestindien, blev hun husbestyrerinde hos ham, og i de næste mange år levede de således sammen. Ved overdragelsen af de Vestindiske øer til USA i 1917 var navnet Søbøtker stadig at finde blandt indbyggerene – nu som en del af middelklassen. Også idag er der fortsat efterkommere af familien Søbøtker på de tidligere danske øer, mens mange andre bor i lande som USA, Sydafrika og Danmark.