Sogneprest til Våle Henrich Gerner

Gerner, Henrik, 1701-86, Præst, var Sønnesøn af ovennævnte Biskop H. G. og Søn af Provst Jens G. i Tjæreby ved Frederiksborg og dennes første Hustru, Magdalene Sophie f. Thomsen. Han fødtes i Tjæreby Præstegaard 11. Marts 1701 og blev Student fra Frederiksborg 1719. Sin Præstegjerning begyndte han 1729 som personel Kapellan hos sin Farbroder Thomas G., Sognepræst i Tønsberg, og viste sig snart som en dygtig Prædikant. I Slutningen af 1731 blev han kaldet af Grev Wedel-Jarlsberg til Sognepræst i Vaale og Undrumsdal ved Holmestrand, og efter at han 29. Jan. 1732 i Tønsberg havde ægtet Elisabeth Grønhoff, drog han til sin nye Virksomhed. Hans Skolekammerat og fortrolige Barndomsven C. Langemach Leth ansattes strax efter som Præst i det nærliggende Sandeherreds Præstegjæld. Af ham blev G. stærkt religiøst paavirket, og der begyndte i den tidligere yderlig forsømte Egn en kraftig Opvækkelse. 1736 blev Leth kaldet til Kjøbenhavn som Sognepræst ved Trinitatis Kirke, og ved hans Anbefaling blev Kirkeinspektionskollegiet gjort opmærksom paa G. Aldeles uventet og uden noget som helst Skridt fra sin egen Side blev han derefter i Nov. 1738 kaldet til Stiftsprovst og Sognepræst ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. I Skrivelse til Biskop Hersleb, der tidligere havde været hans Biskop i Norge, søgte han at fremstille sin Uskikkethed til det ansvarsfulde og fremragende Embede, men uden Nytte. Kaldelsen blev urokket, og G. holdt sin Tiltrædelse i Kjøbenhavn i Foraaret 1739.

Biskop Hersleb havde imidlertid været stærkt imod G.s Udnævnelse og havde udtalt sig med Ringeagt om ham til Kirkeinspektionen; men han havde som sagt ikke kunnet hindre Udnævnelsen. Forholdet mellem ham og G. var derfor heller ikke godt lige fra Begyndelsen; der behøvedes kun en lille Gnist til at faa Krigen til at bryde ud. G.s Hang til Herrnhutismen var vel bekjendt, og han havde en nær Aandsfrænde ved Frue Kirke i Kapellanen P. Schjøtt. I dennes Hus holdtes en herrnhutisk Skole, der ogsaa søgtes af en Datter af G. Tvært imod Forbudet i Reskripterne af 20. Nov. 1744 og 29. Jan. 1745 havde G. sendt 2 Sønner til Herrnhut. Paa dette Grundlag rejste Biskoppen en Anklage mod G., om hvem «det var enhver, som hørte ham,» – skriver Hersleb – «lige saa bekjendt som fortrydeligt, at han var ganske herrnhutisk, lærte deres Principia offentligt og fulgte Zinzendorfs Principia haandgribeligt». Kancelliet gav Hersleb Medhold i, at der burde gaas strængt til Værks mod G., der fortjente den strængeste Irettesættelse og skulde trues med Kongens Unaade. Men rimeligvis ved Grev Schulins Mellemkomst fik Sagen dog et lempeligere Udfald: G. skulde kalde sine Sønner hjem fra Herrnhut, ikke deltage i Forsamlingerne, hverken i sit Hus eller andensteds, og ikke alene intet lære mod de symbolske Bøger, men ogsaa lære alle Sandheder i deres Orden, som deri findes. Under disse Omstændigheder blev det dog utaaleligt for G. at varetage sit Embede. Han greb med Glæde Lejligheden til Forflyttelse, da Embedet som «Inspektør for de evangelisk-lutherske Brødremenigheder i Schlesien og Administrator for den lutherske Tropus» blev ham tilbudt. Han ansøgte om Entledigelse fra sit Embede i Kjøbenhavn, og Afskeden bevilgedes 19. Maj 1747. 2 Maaneder efter rejste han med Familie fra Kjøbenhavn til Schlesien og virkede nu blandt Herrnhuterne i 7 Aar. Men Tilstanden her tilfredsstillede ham næppe i Længden, og ikke alt var saa herligt, som det saa ud paa Frastand. Som ydre Anledning til, at G. atter opgav Stillingen i Brødremenigheden, forlyder, at han skulde overtage en Arv, som i Norge var tilfalden hans Hustru, og som var forbrudt, naar han ikke levede i Fædrelandet.

Han ankom til Lavrvik 1754 og bosatte sig nu i Tønsberg. Aaret efter rejste han til Kjøbenhavn «i udvortes slette Omstændigheder» for paa ny at søge gejstlig Befordring, om han blot kunde opnaa det ringeste Embede; men forgjæves. Nogle højtstaaende Personer skulle have ladet ham forstaa, at hvis han vilde udtale Misbilligelse af de herrnhutiske Vildfarelser, kunde hans Ønske maaske opnaas; men dertil var den ærlige Mand ikke at formaa, da det vilde være imod hans Overbevisning. Han erholdt dog en ringe aarlig Understøttelse af Finanserne, og ved Hjælp af denne samt Hustruens Arv henlevede han til høj Alderdom sine Aar uden offentlig Ansættelse i Tønsberg, hvor han ogsaa døde 12. Febr. 1786. Paa Mandens og en 49aarig Datters fælles Begravelsesdag hensov hans Hustru. Da han var fyldt 70 Aar, udgav han nogle avtobiografiske Fragmenter samt Efterretninger om Brødremenigheden («Nogle Mærkværdigheder, som angaar H. G., hans Vita og Fata osv.», 1772; 2. Opl. 1777). Disse sidste optage den største Del af Skriftet og søge at godtgjøre, at Brødremenighedens Lære og Liv er sund og god evangelisk Kristendom.

Luthersk Kirketid. 1882, Nr. 15 f. Kirkehist. Saml. 4. R. I, 299 ff. L. Daae, Aktmæss. Bidrag til den norske Kirkes Hist. S. 24 ff. (M. Sundt) Stamtavle ov. Fam. Gerner, 1886, S. 15 f. Worm, Lex. ov. lærde Mænd III. Giessing, Jubel-Lærere I, 333 f.

A. Jantzen. Bricka: Dansk biografisk leksikon