Den gang i 40’erne kom vi fætre og kusiner ofte hjem til bedsteforældrene i Ravelinen, jeg syntes det var herligt, vi havde det sjovt sammen.

Der er en helt bestemt begivenhed som jeg aldrig glemmer, det var omkring 1947-48, årstallet husker jeg ikke helt bestemt, men jeg har været omkring 4-5 år. Det var sommer og vi legede i haven, Jens, Jørgen, Inger, Doris og muligvis også Birthe, og så mig selv naturligvis. Vores fædre og bedstefar var i marken, der skulle køres byg hjem til tærskning.

Jeg havde et trægevær hvorpå der var monteret en skralle der larmede når man drejede på et håndtag.

Vi unger havde gemt os i hækken, som vist nok var en syrénhæk eller en bøgehæk, det husker jeg ikke så nøje.

Så kommer de kørende, mine morbrødre, min far og bedstefar øverst oppe på det høje læs, vognen var en såkaldt ”stiv vogn” altså uden affjedring, trukket af en hest.

Da så køretøjet er lige ud for hvor vi står, begynder jeg at knalde med mit gevær og fanden ta’r ved hesten, den springer sidelæns ned i en lille grøft med det resultat at læsset vælter med mand og mus. Jeg kan endnu se det for mig.

Den gang var der noget der hed revselsespligt, og jeg skal love for at den blev udøvet, først fik jeg en røvfuld af min bedstefar og bagefter af min far.

Hvorvidt det var fortjent skal være usagt, jeg kunne jo ikke vide at hesten ville ta’ sådan på vej, jeg skulle jo blot vise mig over for mine fætre og kusiner.

Carl Erling